Udvalget har spurgt miljøministeren, om ministeren med
henvisning til artiklen "Cheminova pumper miljøfarlige
stoffer ud i et hav, der allerede er forurenet:
Miljøministeriet har i årevis undladt at gribe ind",
DR.dk, den 28. april 2024, vil besvare følgende
spørgsmål:
- Har ministeren haft kendskab til, at Cheminova og en række
andre virksomheder i årevis har haft tilladelse til at udlede
giftige kemikalier i danske havområder, hvor grænserne
for, hvor meget forurening der må være i
miljøet, for længst er overskredet, og har ministeren
været orienteret om, at man i Miljøministeriet i
stedet for at gribe ind over for virksomhederne har arbejdet for,
at de kunne fortsætte deres giftige udledninger til vores
havmiljø?
- Vil "havets minister" redegøre for, hvorfor han ikke har
grebet ind over for de giftige udledninger, på trods af at
man i Miljøministeriet har vidst, at
grænseværdierne er overskredet, og at de fortsatte
udledninger til havmiljøet fører til en forringelse
af tilstanden i strid med EU-lovgivningen?
- Vil ministeren sikre den nødvendige praksisændring i
Miljøministeriet, således at Danmark til fulde lever
op til EU-lovgivningen og vandrammedirektivet; stoppe virksomheders
udledninger af miljøfremmede stoffer til vandområder,
der allerede har overskredet grænseværdier for
forurening; og på denne baggrund tage initiativ til, at alle
virksomheder og renseanlæg får revideret
miljøgodkendelse og udledningstilladelser, således at
disse bringes i overensstemmelse med EU-retten?
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Sascha
Faxe (ALT), Søren Egge Rasmussen (EL), Pelle Dragsted (EL),
Marianne Bigum (SF), Mette Abildgaard (KF), Morten Messerschmidt
(DF), Hans Kristian Skibby (DD), Katrine Robsøe (RV) og
Alexander Ryle (LA).