MOF, Alm.del - 2023-24 - Supplerende svar på spørgsmål 782: Spm. om kopi af de dokumenter, der er givet til DR i aktindsigt vedrørende udledning af miljøfarlige stoffer, Cheminova m.v., og som er anvendt af 21Søndag og DR-nyhederne de seneste par uger

Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del
Offentligt

NOTAT

Status for arbejdsgruppe for miljøgodkendelse af virksomheders direkte

udledninger af miljøfarlige forurenende stoffer

Følgende emner foreslås drøftet på styregruppemødet:

Regulering i bekendtgørelser vs. vejledning og fortolkning af forringelse (leverance 1, 2 og 9)

Status:

Vandrammedirektivets hovedforpligtelser ift. overfladevand er 1) at undgå forringelse af

vandområdernes tilstand og 2) nå målopfyldelse. Begrebet forringelse er ikke nærmere

defineret i direktivet.

Der har været arbejdet på at afklare, om Weser-dommens forståelse af forringelse også gælder

i forhold til kemisk tilstand, og om forekomst af prioriterede stoffer skal indgå ved

klassificering af økologisk tilstand.

Direktivets bilag V og ikke-bindende EU-vejledning (CIS Guidance no. 13) synes at

understøtte, at prioriterede stoffer indgår i økologisk tilstand. Der har blandt EU

medlemslandene og i Kommissionen været den opfattelse, at forekomst af prioriterede stoffer

alene skal indgå ved klassificering af kemisk tilstand.

Hvis prioriterede stoffer skal indgå i økologisk tilstand, er der fem forskellige

tilstandskategorier med tilhørende forskellige koncentrationer for bl.a. kviksølv. Der ville

således teoretisk set, hvis der alene ses på kravet om ikke-forringelse, kunne tillades en lille

stigning i koncentrationen af et stof, så længe det ikke fører til et fald i tilstandsklasse,

medmindre vandområdet er i dårlig tilstand. Der ville ved denne fortolkning være behov for at

fastslå, hvor grænsen var mellem moderat, ringe og dårlig ift. overskridelse af

miljøkvalitetskrav. Hvis prioriterede stoffer vurderes at skulle indgå i klassificeringen af

økologisk tilstand, vil dette også få betydning for tilstandsvurderingerne i

vandområdeplanerne.

Ved siden af kravet om at undgå forringelse gælder som nævnt et krav om målopfyldelse.

Weser-dommens præmisser udstrækker dette til at gælde påvirkninger, som fører til

risiko for

manglende målopfyldelse. Da der ikke i tredje planperiode ikke er mulighed for

fristudsættelse, skal miljømålene være opfyldt senest i 2027. Dette krav gælder ved siden af

kravet om ikke-forringelse.

Danmark går nu ind i tredje planperiode. Jo længere væk fra målet Danmark er, des mindre

råderum er der. Det vil næppe være foreneligt med vandrammedirektivets hovedforpligtelser

at give en udledningstilladelse, hvor miljøkvalitetskravet for det pågældende stof i forvejen er

overskredet. Det bemærkes, at kviksølv er et farligt prioriteret stof, som helt skal udfases. Det

er uafklaret, hvornår dette skal være sket.

I lyset af direktivets hovedforpligtelser vurderes det forbundet med en væsentlig procesrisiko

at tillade merudledning via en ændret fortolkning af forringelsesbegrebet. Dertil kommer, at

Danmark ville skulle forklare den ændrede tilgang til reglerne i EU, hvor Danmark

umiddelbart ville gå enegang med denne fortolkning. Samtidig er det uvist, om en ændret

tilgang ville få betydning for de konkrete sager. Det vurderes ikke juridisk gangbart at tillade

merudledning med udgangspunkt i en ændret fortolkning af forringelsesbegrebet.

Formatted:

Highlight

MOF, Alm.del - 2023-24 - Supplerende svar på spørgsmål 782: Spm. om kopi af de dokumenter, der er givet til DR i aktindsigt vedrørende udledning af miljøfarlige stoffer, Cheminova m.v., og som er anvendt af 21Søndag og DR-nyhederne de seneste par uger

Det vurderes derfor fortsat behov for en administrativ løsning ift. vurdering af

udledningstilladelser til bl.a. kviksølv.

BEK. nr. 1433 nævner øget forurening og ikke forringelse af tilstanden, som er kravet efter

vandplanlægningens regler. Det skal gøres klart, hvad forpligtelsen er. I den overvejelse skal

det indgå, at det i høj grad er politisk bestemt, hvad indsatsprogram skal indeholde, mens

bekendtgørelse nr. 1433 er mere statisk og afhængigt af politik. Der er behov for et klart

administrationsgrundlag for sagsbehandleren, evt. som vejledningstekst. Direktivet er pt.

tekstnært gennemført (ingen overimplementering), også i stigende grad efter krav fra

Kommissionen.

Videre proces

Kriterier for, hvornår der kan tillades merudledning: Hvornår er en udledning ”ubetydelig”,

dvs. ikke medfører en forringelse af overfladevandsområdets tilstand, og ikke hindrer

opfyldelse af det fastlagte miljømål?

Hvordan skal vilkår/acceptkriterier fastsættes?

Afklaring af,

1) om der er behov for ændring i BEK nr. 1433/2017, så begreberne stemmer overens med

bekendtgørelse om indsatsprogrammer.

2) anvendelsen af § 8, stk. 3 i BEK nr. 449/2017 om indsatsprogrammer for

vandområdedistrikter og mulighed for udledning til et overfladevandområde, hvor miljømålet

ikke er opfyldt, hvis udledningen ikke medfører en forringelse af tilstanden, og ikke hindrer

opfyldelsen af det fastslagte miljømål.

2. Fastsættelse af et administrativt kriterium for kviksølv (leverance 3)

Status:

Der er for kviksølv på EU niveau kun fastsat et miljøkvalitetskrav for biota. Kravet for

biota baserer sig på økotoksikologiske data (laboratorieforsøg med alger, dafnier og fisk

sammenholdt med resultater fra feltstudier). For vand er der fastsat en max koncentration på

png/L,

som skal beskytte mod akutte toksiske effekter i vandfasen. Ved tilladelse til

industriudledninger mangler der et generelt krav for vand således, at der kan sættes en barre

for, hvor meget en virksomhed kan udlede, uden at det afleder skader på de vandlevende

organismer.

I EU’s datablad for kviksølv er der for vand præsenteret en værdi på 22 pg/L, som ved

overholdelse vurderes at være beskyttende for biota. Nederlandene har med udgangspunkt i

nyere data udarbejdet et bud på en vandkoncentration på 70 pg/L, som vurderes at være

beskyttende for biota (miljøkvalitetskravet for biota: max 20 µg/kg vådvægt). Der er taget

kontakt til hollænderne for mere information om anvendelse af værdien samt deres tilgang til

at godkende udledning af spildevand indeholdende kviksølv til områder med for høje

koncentrationer af kviksølv.

Der er ikke kendskab til højere værdier for kviksølv i vand, som er fagligt funderet. Derfor er

det umiddelbart ikke muligt at sætte et højere krav for kviksølv end 70

pgµ/L.

Rent teknisk vurderes der ikke at være metoder, som kan rense spildevandet ned til en

acceptabel koncentration under EQS på 0,22 pg/l.

Østrig har anvendt en tilgang, hvor der accepteres udledning af kviksølv på baggrund af, at der

anvendes BAT, og strengere krav ikke vil ændre noget ift. udledningen sammenholdt med, at

industriudledningen udgør en meget lille andel af den samlede udledning af kviksølv. Der er

en række juridiske betænkeligheder ved denne tilgang, som pt. undersøges nærmere.

Kommissionen har tidligere vist skepsis over for tilgangen i Østrig.

Commented [CE1]:

22 pg/L?

3. Kriterier for udpegning af blandingszoner

(leverance 12)

Det er juridisk blevet afklaret, at det er muligt at udpege blandingszoner, når

miljøkvalitetskrav i et givent vandområde på forhånd er overskredet.

Det følger af, at en bestemmelse i den forudgående bekendtgørelse om krav til udledning af

forurenende stoffer, at miljøkvalitetskravene skal sikres overholdt ved randen af en

blandingszone, er blevet ophævet. Dermed blev det sikret, at der under nærmere vilkår kan ske

merudledning til et overfladevandområde, hvor miljøkvalitetskrav ikke er overholdt i forvejen.

Derudover er det vurderet, at udsivning fra deponier overgået til passiv tilstand er at anse som

tab i vandrammedirektivets forstand og ikke kontrollerbare punktudledninger, hvor der om

udledningspunkterne kan fastlægges blandingszoner. Det er ved at blive afklaret, om dette

gælder alle former for deponeringsanlæg.

Det vurderes med udgangspunkt i EU's guidance for mixing zones muligt at udvide

blandingszonerne omkring et udledningspunkt, således at der kan opnås en større fortynding,

hvormed højere koncentrationer i udledningspunktet kan accepteres. Desuden vil der

fremadrettet anvendes en rummelig tilgang, som giver et bedre billede af den reelle

fortynding.

Med udgangspunkt i en rapport som samler information om flere landes tilgang til udpegning

af blandingszoner, vurderes det hensigtsmæssigt at genbesøge baggrunden for fastsættelsen af

størrelsen på blandingszoner i Danmark med henblik på at kunne udpege blandingszoner med

større vidde, idet der med en ny tilgang også vil blive taget stilling til dybden af vandområdet,

og dermed vil der gives et mere klart billede af den reelle opblanding.

Ved udpegning af større blandingszoner vil der kunne indberegnes en større fortynding af de

udledte kemikalier og dermed vil EQS i højere grad kunne overholdes ved udledning af

spildevand.

Danmark har ved de tidlige EU forhandlinger om blandingszoner forholdt sig konservativt til

den størrelsesorden, som kunne accepteres. Det foreslås, at den tidligere politiske tilgang

genvurderes i relation til ny faglig viden om blandingszoner, og at udpegning af

blandingszoner i Danmark lægger sig mere nært på CIS guidance - mixing zones.

Videre proces:

Arbejdsgruppen vil arbejde videre med ændrede retningslinjer for udpegning

af blandingszoner mhp. udarbejdelse af ministersag (forventeligt klar i august måned).

Ligeledes skal der udarbejdes retningslinjer/vejledning, som beskriver, hvorledes

miljømyndigheden efter bekendtgørelse om krav til udledning af visse stoffer skal sætte

vilkår/kravværdier i forbindelse med afgørelser om udledningstilladelser, når der i forvejen er

overskridelser af miljøkvalitetskrav i vandområdet.

4. Revurdering af miljøgodkendelser (leverance 5)

Status:

Ud over de generelle regler for revurdering af virksomheders miljøgodkendelser (ved

nye

EU-fastsatte

BAT konklusioner og min hvert 10. år), så er revurderinger også omfattet af

MFS

-bekendtgørelsens bestemmelser. Det skyldes at MFS-bekendtgørelsen omfatter

tilladelser, godkendelser og påbud, og revurderinger meddeles som påbud efter § 41 i MBL. I

disse afgørelser skal myndigheden jf. MFS-bekendtgørelsen fastsætte vilkår, der bla.

sikrer,

Bekendtgørelse nr. 1433 af 21. november 2017 om krav til udledning af visse forurenende stoffer til vandløb,

søer, overgangsvande, kystvande og havområder (MFS-bekendtgørelsen).

1) at udledningen ikke medfører overskridelse af miljøkvalitetskrav

2) at udledningen ikke hindrer opfyldelse af de fastsatte miljømål

Virksomheden pålægges derved

et ansvar og krav til udledningenkrav og ansvar

uden, at der er

taget stilling til, om der er et rimeligt forhold mellem mål og midler, og selv om virksomheden

måtte udgøre en mindre kilde til MFS i vandområdet (proportionalitetsprincippet).

I tilknytning til MFS-bekendtgørelsen gælder

§ 8

i bekendtgørelse om indsatsprogrammer

for

vandområdedistrikter.

Af vejledningen til indsatsbekendtgørelsen

fremgår, at der ved

”afgørelse, der indebærer en

direkte eller indirekte påvirkning” i § 8, stk.

2 og 3, skal forstås:

nye tilladelser og

miljøgodkendelser,

der direkte eller indirekte kan medføre en påvirkning af et

overfladeområde eller en grundvandsforekomst.

For så vidt angår

revurderinger,

fastslår

vejledningen, at disse falder uden for § 8, stk. 2 og 3.:

”Revurdering af miljøgodkendelser og

udledningstilladelser, som på uændrede eller skærpede vilkår viderefører virksomhedens

hidtidige ret til at udlede næringsstoffer eller miljøfarlige forurenede stoffer til

vandforekomster, anses ikke for at udgøre en afgørelse omfattet af § 8, stk. 2 og 3.”

Der er således tilsyneladende en konflikt mellem de to regelsæt, da førstnævnte, som den er

formuleret i dag omfatter

revurderinger,

mens sidstnævnte alene omfatter

nye

tilladelserafgørelser.

Ifølge nævnspraksis skal MBL § 41 forstås på den måde,

"væsentlighedskriteriet",

som

er en forudsætning for indgreb, er knyttet til virksomhedens eget bidrag og ikke kan baseres på

en samlet vurdering af flere mulige kilder. Vurderingen af om forureningen er væsentlig må

hvile på en samlet bedømmelse af på den ene side forureningens omfang og betydning, og på

den anden side omgivelsernes beskaffenhed mv. Bedømmelsen hviler på et skøn.

Myndigheden vil således forholde sig til, om virksomheden overholder eksempelvis vejledende

krav, som er indført siden miljøgodkendelsen er meddelt eller siden sidste revurdering.

Myndigheden vil i den forbindelse anmode virksomheden om en teknisk og økonomisk

redegørelse, som belyser de tekniske muligheder, virksomheden har for at overholde kravene

helt eller delvist, og hvad de forskellige tiltag vil koste. Herudover skal tidshorisonten for

indførelse af de enkelte tiltag belyses. Når dette oplysningsgrundlag er på plads, vil

myndigheden vurdere proportionaliteten og fastsætte de endelige krav.

Der er således også konstateret en uoverensstemmelse mellem praksis for/hensigten med

revurderinger og reglerne jf. MFS-bekendtgørelsen.

Videre proces:

•

Juridisk (Dep) vurdering af forslag til ændring af MFS-bekendtgørelsen, så

revurderingsafgørelser tages ud af MFS-bekendtgørelsens anvendelsesområde.

Bekendtgørelse nr. 449 af 11. april 2019 om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter

Vejledning til bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter 7. juli 2017.

https://mst.dk/service/publikationer/publikationsarkiv/2017/jul/vejledning-til-bekendtgoerelse-om-

indsatsprogrammer-for-vandomraadedistrikter/

•

Afklaring af samspillet mellem udpegning af indsatser iht. indsatsbek. og de generelle

regler om at myndigheder skal gribe ind over for virksomheder, der medfører

væsentlig forurening i form af uacceptabel påvirkning.

Vurdering af om der ifm. en revurdering skal stilles vilkår om, at virksomheden med

en vis kadence skal komme med en teknisk og økonomisk redegørelse for at reducere

virksomhedens udledning af MFS (fx ved indførsel af ny teknologi) mhp. at kunne

overholde MKK uden for blandingszonen.

Virksomheders oplysningspligt (leverance 8)

Status:

Der er foretaget en juridisk afklaring af, at der i forbindelse med ansøgning om

miljøgodkendelse er hjemmel til at bede virksomheden om oplysninger om:

•

spildevandets indholdsstoffer, koncentrationer og mængder

Der er ikke hjemmel til at bede virksomhederne om oplysninger om:

•

fortyndingsberegninger,

i forvejen forekommende koncentrationer i vandområdet og

vurderinger i forhold til vandområdet

med mindre, at der samtidig gennemføres en miljøvurderingsproces jf. miljøvurderingsloven

(VVM).

Der er foretaget en juridisk afklaring af, at der i forbindelse med ansøgning om

miljøgodkendelse er hjemmel til at bede virksomheden oplyse om spildevandets

indholdsstoffer, koncentrationer og mængder. Øvrige oplysninger, som

fortyndingsberegninger, oplysninger om i forvejen forekommende koncentrationer i

vandområdet og vurderinger i forhold til vandområdet, er der ikke hjemmel til med mindre, at

der samtidig foregår en miljøvurdering jf. miljøvurderingsloven (VVM).

Styregruppen

bedes tage stilling til, om der skal arbejdes på at ændre lovgivningen, så det

bliver muligt at kræve, at virksomhederne tilvejebringer alle relevante oplysninger i en

ansøgningssituation.

Videre proces

i bekræftende fald: De økonomiske omkostninger for virksomhederne skal

afdækkes. Det skal vurderes i hvilket omfang, det kan muliggøres for virksomheder at foretage

prøvetagning på tredje mands grund. Hvis hjemmel gives, vil der være behov for udførlige

anvisninger for hvilke oplysninger virksomhederne skal levere.

6. FAQ og vejledning

(leverance 13 mfl.)

80 % af de eksisterende FAQer er gennemgået. Flere nye FAQer under udarbejdelse.