MOF, Alm.del - 2023-24 - Supplerende svar på spørgsmål 782: Spm. om kopi af de dokumenter, der er givet til DR i aktindsigt vedrørende udledning af miljøfarlige stoffer, Cheminova m.v., og som er anvendt af 21Søndag og DR-nyhederne de seneste par uger

Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del
Offentligt

NOTAT

J.nr. xx

31. marts 2023

Notat om fortolkning af begrebet ”forringelse af tilstanden” i

vandrammedirektivet i lyset af Miljø- og Fødevareklagenæv-

nets afgørelse af 23. februar 2023 (sag 22/02461)

Introduktion

Vandrammedirektivet

har overordnet til formål at fastlægge en ramme for beskyttelse af alt overflade-

vand (vandløb, søer, overgangsvande og kystvande) og grundvand inden for medlemslandenes områder.

Direktivet opstiller konkrete miljømål, som skal være med til at sikre direktivets formål, herunder at alle

overfladevandområder og grundvandforekomster har god tilstand senest i 2015.

Direktivet indeholder desuden i artikel 4, stk. 1, litra a) og b), en særskilt forpligtelse til at forebygge

”forringelse af tilstanden” for alle overfladevandområder og grundvandsforekomster.

Forpligtelsen til at forebygge forringelse gælder ikke kun for nye projekter, men er, ud over at være et

selvstændigt mål for vandplanlægningen, også en betingelse for at forlænge fristen for opfyldelse af må-

let om god tilstand i 2015 efter vandrammedirektivets artikel 4, stk. 4, og for at fastlægge mindre strenge

mål efter direktivets artikel 4, stk. 5.

Begrebet ”forringelse af tilstanden” er ikke defineret i direktivet, men EU-Domstolen har i sin praksis

fortolket begrebet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (klagenævnet) har i en afgørelse af 23. februar 2023 i sagen 22/02461

fortolket EU-Domstolens praksis på dette punkt sådan, at ”forringelse af tilstanden” i forhold til forure-

nende stoffer skal forstås således, at når miljøkvalitetskravet for et forurenende stof allerede er over-

skredet, og vandområdet dermed er i det lavest mulige tilstandsniveau, skal enhver efterfølgende stig-

ning i koncentrationen af stoffet anses som en forringelse af vandområdets tilstand i strid med vand-

rammedirektivets artikel 4, stk. 1.

Klagenævnet uddyber i afgørelsen, at størrelsen af mertilførslen ikke er afgørende, når kvalitetskravet

allerede er overskredet, idet enhver mertilførsel vil betyde en forringelse af tilstanden, når tilstandsni-

veauet er det lavest mulige. Videre har klagenævnet lagt vægt på, at mertilførslen af kobbers (som sagen

konkret vedrørte) påvirkning af de andre økologiske parametre ikke i sig selv er afgørende for, om der

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fæl-

lesskabets vandpolitiske foranstaltninger.

I Danmark har man i vidt omfang gjort brug af muligheden efter direktivets artikel 4, stk. 4, litra c, for at ud-

skyde fristen til 2027, som er direktivets absolutte frist for målopfyldelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnets sag 22/02461, s. 52.

Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K

Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk

MOF, Alm.del - 2023-24 - Supplerende svar på spørgsmål 782: Spm. om kopi af de dokumenter, der er givet til DR i aktindsigt vedrørende udledning af miljøfarlige stoffer, Cheminova m.v., og som er anvendt af 21Søndag og DR-nyhederne de seneste par uger

er tale om en forringelse af tilstanden, idet en overskridelse af kvalitetskravet i sig selv må anses som en

forringelse af vandløbets tilstand.

Miljøministeriets fortolkning af EU-Domstolens praksis har hidtil – i overensstemmelse med Klagenæv-

nets opfattelse – været, at hvis et kvalitetselement allerede befinder sig i den laveste klasse, udgør enhver

forringelse af dette element en ”forringelse af tilstanden”.

Men modsat klagenævnet har Miljøministeriet fortolket EU-Domstolens praksis sådan, at ”enhver for-

ringelse” ikke er et absolut forbud mod mertilførsel, hvorfor en vis mertilførsel kan tillades i overens-

stemmelse med direktivets forpligtelse til at forebygge forringelse, hvis påvirkningen ikke kan måles

eller vurderes at være ubetydelig for vandforekomstens tilstand. Derudover må en påvirkning ikke for-

hindre målopfyldelsen i vandområdet. Det bemærkes, at der i praksis ikke foretages en selvstændig vur-

dering af, om en konkret påvirkning ikke hindrer målopfyldelse. Der foretages en konkret vurdering af,

hvorvidt en påvirkning er ubetydelig. Forståelsen er, at hvis påvirkningen er ubetydelig kan det ikke

have betydning for målopfyldelse.

Dette notat har på den baggrund til formål i lyset af klagenævnets afgørelse at analysere, hvad der taler

for at fortolke begrebet ”enhver forringelse” således, at enhver

mertilførsel

vil udgøre en forringelse, og

hvad der taler for at fortolke begrebet, således at en påvirkning eller mertilførsel til en vandforekomst

ikke automatisk vil udgør en ”forringelse af tilstanden”.

Argumenter til støtte for at fortolke begrebet ”enhver forringelse” således, at enhver mer-

tilførsel vil udgøre en ”forringelse af tilstanden”

Det må først konstateres, at klagenævnet fortolker ”enhver forringelse” således, at enhver

mertilførsel

vil udgøre en forringelse uanset størrelsen og betydningen af den konkrete tilførsel.

Begrebet ”enhver forringelse” fremgår af flere afgørelser fra EU-Domstolen, første gang i EU-Domsto-

lens afgørelse C-461/13,

Bund für Umwelt und Naturschutz Deutschland

(herefter Weser-dommen),

hvor EU-Domstolen i præmis 70 om begrebet ”forringelse af tilstanden” bl.a. fastslog, at begrebet skal

fortolkes således, at hvis det pågældende kvalitetselement befinder sig i den laveste klasse, udgør ”en-

hver forringelse” af dette element en ”forringelse af tilstanden” (understreget her):

”70 Henset til samtlige foregående betragtninger skal det andet og det tredje spørgsmål besvares

med, at begrebet »forringelse af tilstanden« af et overfladevandområde i artikel 4, stk. 1, litra a),

nr. i), i direktiv 2000/60 skal fortolkes således, at der foreligger en forringelse, når mindst et af

kvalitetselementerne som omhandlet i dette direktivs bilag V falder et niveau, selv om denne for-

ringelse ikke fører til, at hele overfladevandområdet rykker en klasse ned. Hvis det pågældende

kvalitetselement som omhandlet i bilaget allerede befinder sig i den laveste klasse, udgør enhver

forringelse af dette element imidlertid en »forringelse af tilstanden« for et overfladevandområde

i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 4, stk. 1, litra a), nr. i).”

Samtidig har EU-Domstolen i afgørelsen C-525/20,

Association France Nature Environnement

(heref-

ter Association France Nature Environnement-dommen), om begrebet ”forringelse af tilstanden”, fast-

slået, at der ikke ved vurderingen af, om et projekt er foreneligt med formålet om at forebygge forrin-

gelse, kan ses bort fra midlertidige kortsigtede virkninger, som er uden langsigtede konsekvenser for

vandkvaliteten.

Miljø- og Fødevareklagenævnets sag 22/02461, s. 53.

Association France Nature Environnement-dommen, præmis 45.

Herudover må det også konstateres, at det ikke fremgår af vandrammedirektivet eller direkte af EU-

Domstolens praksis, hvad der skal forstås med ”enhver forringelse” af et kvalitetselement.

Indledningsvist kan det anføres, at efter en almindelig sproglig forståelse af begrebet ”enhver forrin-

gelse”, vil enhver negativ påvirkning eller mertilførsel af et forurenende stof uden undtagelse udgøre en

”forringelse af tilstanden” omfattet af direktivets artikel 4, stk. 1. Hvis det lægges til grund, at enhver

mertilførsel/påvirkning udgør en forringelse af tilstanden, vil en konstatering af en mertilførsel/påvirk-

ning til et vandområde medføre, at projektet ikke kan tillades, hvis det pågældende kvalitetselement

allerede befinder sig i den laveste klasse.

Af EU-Domstolens faste praksis følger, at en fællesskabsbestemmelses rækkevidde bl.a. skal vurderes

ud fra sin kontekst og ud fra sine målsætninger.

Det følger af vandrammedirektivets artikel 1, litra a), at formålet med direktivet er at fastlægge en ramme

for beskyttelse af vandløb og søer, overgangsvande, kystvande og grundvand, som forebygger yderligere

forringelse og beskytter og forbedrer vandøkosystemernes tilstand.

Hovedmålet med vandrammedirektivet er at sikre miljøbeskyttelsen og navnlig at bevare og forbedre

kvaliteten af vandmiljøet i EU med henblik på senest i 2027 at opnå en god tilstand for alle vandområ-

der.

En fortolkning af begrebet ”enhver forringelse”, hvorefter enhver

mertilførsel

vil udgøre en forringelse

uanset størrelsen og betydningen af den konkrete tilførsel, vil understøtte direktivets formål, da en så-

dan fortolkning mest effektivt vil bidrage til at forebygge yderligere forringelse og beskytte og forbedre

vandmiljøets tilstand.

I denne sammenhæng kan fremhæves Weser-dommens præmis 63 og 66, hvor EU-Domstolen udtalte

følgende (understreget her):

”63 Anvendelsen af »one out all out«-reglen i forbindelse med klasseteorien ville ligeledes føre til,

at vandet i den laveste klasse ikke omfattedes af pligten til at forebygge forringelse af dettes til-

stand. Efter at et vandområde er blevet klassificeret i denne tilstandsklasse, ville en ny forringelse

af dets tilstand nemlig ikke længere være juridisk mulig. I betragtning af formålet med direktiv

2000/60 fortjener denne type vandområde imidlertid særlig opmærksomhed i forbindelse med

vandforvaltningen.

…

66 Som generaladvokaten har bemærket i punkt 105 i forslaget til afgørelse, bevarer forbuddet

mod forringelse – såfremt begrebet »forringelse« fortolkes i forhold til et kvalitetselement eller

et stof – til gengæld sin fulde effektive virkning, idet det omfatter alle ændringer, som kan inde-

bære risiko for, at direktiv 2000/60’s hovedmål ikke opnås.”

Som det fremgår af præmis 63 og 66 er formålet med direktivet afgørende for fortolkningen af ”forrin-

gelse af tilstanden”, ikke mindst når det pågældende kvalitetselement allerede befinder sig i laveste

klasse.

Se bl.a. dom af 8. december 2005 i sag C-280/04, Jyske Finans A/S mod Skatteministeriet, EU:C:2005:753,

præmis 34 (og henvisningerne heri).

Weser-dommen præmis 37 og C-664/15, præmis 33.

EU-Domstolen fremhæver således i præmis 63, at vandområder hvor et kvalitetselement er i laveste

klasse – i betragtning af formålet med direktivet – fortjener

særlig opmærksomhed

i forbindelse med

vandforvaltningen. Præmis 63 understøtter dermed også – med henvisning til direktivets formål – en

fortolkning af begrebet ”enhver forringelse”, der i videst omfang beskytter vandforekomster i laveste

tilstandsklasse mod forurening. En sådan fortolkning vil være, at enhver

mertilførsel

vil udgøre en for-

ringelse uanset størrelsen og betydningen af den konkrete tilførsel, i relation til et sådant vandområde.

Tilsvarende lægger EU-Domstolen i præmis 66 vægt på at fortolke forbuddet mod forringelse på en

måde, som bedst sikrer den ”fulde effektive virkning” af forbuddet, ”idet

det omfatter alle ændringer,

som kan indebære risiko for, at direktiv 2000/60’s hovedmål ikke opnås.”

Forbuddet mod forringelse skal således ses i sammenhæng med hovedmålet om at nå god tilstand senest

i 2027, hvorefter EU-medlemslandene skal iværksætte indsatser, der forbedrer tilstanden i de vandom-

rådet, der ikke er klassificeret som værende i god tilstand. Forbuddet bidrager således til gennemførel-

sen af det hovedmål.

Ovenstående præmisser taler dermed for, at EU-Domstolen vil fortolke begrebet ”enhver forringelse”

således, at enhver

mertilførsel

vil udgøre en forringelse uanset størrelsen og betydningen af den kon-

krete tilførsel, da dette vil sikre den mest effektive virkning af forbuddet mod forringelse – og opfyldelse

af direktivets hovedformål om at beskytte og forbedre vandøkosystemernes tilstand.

I forhold til konteksten for direktivets forpligtelse til at forebygge forringelse, jf. artikel 4, stk. 1, bemær-

kes, at EU-Domstolen i afgørelse C-535/18,

Land Nordrhein-Westfalen

(herefter Land Nordrhein-

Westfalen-dommen) – efter at have fastslået, at formålene og forpligtelserne i direktivets artikel 4, stk.

1, for en stor dels vedkommende er identiske for overfladevand og grundvand – udtaler følgende i præ-

mis 96 (understreget her):

”96 Dette gælder især forpligtelsen til at forebygge forringelse af vandets tilstand, der er fastsat i

dette direktivs artikel 4, stk. 1, litra a), nr. i), for så vidt angår overfladevand, og i artikel 4, stk. 1,

litra b), nr. i), for så vidt angår grundvand. Disse to bestemmelser indeholder ikke nogen henvis-

ning til bilag V til samme direktiv, således at begrebet »forringelse af tilstanden« for vand er et

begreb med en global rækkevidde (jf. i denne retning dom af 1.7.2015, Bund für Umwelt und Na-

turschutz Deutschland, C-461/13, EU:C:2015:433, præmis 61).”

Og på samme måde i Weser-dommen, præmis 61 (understreget her):

”61 Som generaladvokaten har bemærket i punkt 99 i forslaget til afgørelse, fører bestemmelsen

af grænseværdierne mellem klasserne imidlertid til fastlæggelsen af meget store spænd. Klasserne

er således blot et redskab, som indskrænker eller afgrænser medlemsstaternes meget grundige

arbejde med bestemmelsen af de kvalitetselementer, som afspejler et bestemt vandområdes fak-

tiske tilstand. Dette er bl.a. grunden til, at artikel 4, stk. 1, litra a), nr. i), i direktiv 2000/60 ikke

henviser til bilag V hertil, da begrebet »forringelse af tilstanden« for et overfladevandområde er

et begreb med en global rækkevidde.”

EU-Domstolen understreger i ovenstående præmisser, at begrebet ”forringelse af tilstanden” er et selv-

stændigt begreb, uanset sammenhængen med bilag V (hvoraf de nærmere krav til overvågning, herun-

der placering af overvågningspunkter og vurdering og præsentation af tilstand fremgår). På baggrund

at disse præmisser kan det derfor antages, at der i afklaringen af begrebet ”enhver forringelse” ikke kan

Weser-dommens præmis 63 er desuden gentaget i præmis 97 i Land Nordrhein-Westfalen-dommen.

Se også Weser-dommens præmis 41 og C-664/15 præmis 33.

udledes en forståelse af begrebet alene på baggrund af bilag V, fx på baggrund af bilagets retningslinjer

om vurdering af tilstand – dvs. at der ikke er en nødvendig sammenhæng mellem kriterierne for at vur-

dere et vandområdes tilstand og kriterierne for at fastslå, at der foreligger en forringelse.

EU-Domstolen svarer i Land Nordrhein-Westfalen-dommen bekræftende på, at en forventet stigning i

koncentrationen af et forurenende stof, når den fastsatte tærskel for dette stof allerede er overskredet,

skal anses for en forringelse. Domstolen siger imidlertid ikke hermed noget om, hvorvidt det er en

nød-

vendig

betingelse, at en stigning kan måles.

Det fremgår videre af Weser-dommens præmis 67, at den tærskel, hvorover der foreligger en tilsidesæt-

telse af forpligtelsen til at forebygge forringelse af et vandområde, skal være lav. Præmissen bliver gen-

taget og uddybet i Land Nordrhein-Westfalen-dommens præmis 101 (understreget her):

”101 Hvad derudover angår kriterierne for, at det kan fastslås, at der foreligger en forringelse af

tilstanden for et vandområde, skal der mindes om, at det fremgår af opbygningen af artikel 4 i

direktiv 2000/60, og navnlig stk. 6 og 7 heri, at – selv midlertidige – forringelser i et vandområde

kun er tilladte under strenge betingelser. Heraf følger det, at den tærskel, hvorover der foreligger

en tilsidesættelse af forpligtelsen til at forebygge forringelse af et vandområde, skal være så lav

som muligt (jf. i denne retning dom af 1.7.2015, Bund für Umwelt und Naturschutz Deutschland,

C-461/13, EU:C:2015:433, præmis 67).”

I Land Nordrhein-Westfalen-dommens præmis 101 tilføjer EU-Domstolen altså, at tærsklen skal være

så lav som muligt. Land Nordrhein-Westfalen-dommens præmis 101 indikerer hermed, at der ikke er

rum for en bagatelgrænse.

Ovenstående præmis 67 i Weser-dommen, og dermed indirekte Land Nordrhein-Westfalen-dommens

præmis 101, skal i øvrigt også læses i lyset af Weser-dommens præmis 68 (understreget her):

”68 I modsætning til det, Bundesrepublik Deutschland har gjort gældende, kan en fortolkning,

hvorefter alene »alvorlig skade« udgør en forringelse af tilstanden for et vandområde – en for-

tolkning, der i det væsentlige er baseret på en afbalancering af de negative indvirkninger på van-

det på den ene side og de økonomiske interesser forbundet med vandet på den anden side – ikke

udledes af ordlyden af artikel 4, stk. 1, litra a), nr. i), i direktiv 2000/60. Desuden skal det, som

sagsøgeren i hovedsagen har anført, konstateres, at en sådan fortolkning ikke respekterer den ved

dette direktiv fastlagte forskel mellem forpligtelsen til at forebygge forringelsen af tilstanden for

et vandområde og de fravigelsesgrunde, der følger af artikel 4, stk. 7, i nævnte direktiv, for så vidt

som alene disse sidstnævnte er udtryk for en interesseafvejning.”

Præmis 68 i Weser-dommen forholder sig altså til argumentet om, at tærsklen for forringelse ikke sættes

så lavt som muligt, hvilket EU-Domstolen afviser bl.a. på baggrund af, at direktivets forpligtelse til at

forebygge forringelse af tilstanden ikke indeholder en interesseafvejning, som en eventuel højere tærskel

vil være udtryk for (på den ene side negative indvirkninger på vandet og økonomiske interesser forbun-

det med vandet på den anden side). Når EU-Domstolen konkluderer, at forpligtelsen til at forebygge

forringelse ikke kan indeholde en interesseafvejning, kan det tale imod, at der er mulighed for at operere

med en ”bagatelgrænse” i de tilfælde, hvor EU-Domstolen har fastslået, at enhver forringelse er en for-

ringelse af tilstanden. En bagatelgrænse kan således siges i sig selv at være udtryk for en interesseafvej-

ning. Præmis 68 i Weser-dommen kan i det lys indikere, at der ikke kan være en bagatelgrænse, hvorfor

”enhver forringelse” må forstås således, at enhver mertilførsel vil udgøre en forringelse uanset størrelsen

og betydningen af den konkrete tilførsel.

Det kan i øvrigt anføres, at EU-Domstolen i Association France Nature Environnement-dommen udtaler

følgende om midlertidige og ubetydelige forringelser i præmis 45 (understreget her):

”45 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de to forelagte spørgsmål besvares med,

at artikel 4 i direktiv 2000/60 skal fortolkes således, at den ikke giver medlemsstaterne mulighed

for, når de vurderer, om et program eller et enkeltprojekt er foreneligt med formålet om at fore-

bygge forringelse af vandkvaliteten, ikke at tage hensyn til midlertidige kortsigtede virkninger,

som er uden langsigtede konsekvenser for vandkvaliteten, medmindre det er åbenbart, at sådanne

virkninger efter deres art kun har en ringe indvirkning på tilstanden i det omhandlede vandom-

råde, og at de ikke kan medføre »forringelse« af området i nævnte bestemmelses forstand. Hvis

de kompetente nationale myndigheder inden for rammerne af tilladelsesproceduren for et pro-

gram eller et projekt fastslår, at det kan medføre en sådan forringelse, kan programmet eller pro-

jektet, selv om denne forringelse er af midlertidig karakter, kun godkendes, hvis betingelserne i

direktivets artikel 4, stk. 7, er opfyldt.”

Det fremgår heraf, at når der er konstateret en ”forringelse af tilstanden”, kan der ikke i forbindelse med

godkendelsen af projektet efterfølgende opstilles et kriterium om forringelsen er midlertidig eller kon-

kret ubetydelig.

I tillæg til alle ovenstående betragtninger kan det endeligt anføres til støtte for en fortolkning af, at ”en-

hver forringelse” skal forstås således, at enhver

mertilførsel

vil udgøre en forringelse uanset størrelsen

og betydningen af den konkrete tilførsel, at direktivet bygger på bl.a. forsigtighedsprincippet og princip-

pet om forebyggende indsats.

Argumenter til støtte for at begrebet ”enhver forringelse” skal forstås således, at en mer-

tilførsel til en vandforekomst ikke automatisk vil udgøre en ”forringelse af tilstanden”

Det må først konstateres, at Miljøministeriet hidtil har anlagt en fortolkning af begrebet ”enhver forrin-

gelse”, hvorefter der skal foretages en konkret vurdering af, om en påvirkning eller mertilførsel til en

vandforekomst vil udgøre en ”forringelse af tilstanden”. Ifølge denne forståelse kan der være påvirknin-

ger, der er ubetydelige for vandområdets tilstand, og som derfor ikke udgør en forringelse af tilstanden

i vandområdet, uanset om elementet er i laveste tilstandsklasse.

Indledningsvist må det igen fremhæves, at det ikke fremgår af vandrammedirektivet, hvad der skal for-

stås med "forringelse af tilstanden”. EU-Domstolen har slået fast, at hvis et kvalitetselement befinder

sig i den laveste klasse, vil ”enhver forringelse” af et kvalitetselement udgøre forringelse af tilstanden.

Det forhold, at EU-lovgiver eller EU-Domstolen ikke eksplicit har forholdt sig til begrebet ”enhver for-

ringelse” indebærer, at spørgsmålet om, hvad der skal forstås herved ikke er klart.

I forlængelse af Weser-dommens præmisser om, at begrebet ”forringelse af tilstanden” skal forstås så-

dan, at hvis det pågældende kvalitetselement allerede befinder sig i den laveste klasse, udgør enhver

forringelse af dette element imidlertid en ”forringelse af tilstanden”,

har EU-Domstolen som nævnt i

Land Nordrhein-Westfalen-dommens præmis 110 om grundvand udtalt følgende (understreget her):

”110 Af de samme grunde som dem, der er anført i denne doms præmis 108, og navnlig i lyset af

de betragtninger, der er anført i denne doms præmis 97, udgør enhver efterfølgende stigning i

koncentrationen af et forurenende stof, der, henset til artikel 3, stk. 1, i direktiv 2006/118, allerede

overskrider et miljøkvalitetskrav eller en af medlemsstaten fastsat grænseværdi, ligeledes en for-

ringelse.”

Direktiv 2000/60/EF betragtning 11.

Weser-dommens præmis 69 og 70.

Fælles for Weser- og Land Nordrhein-Westfalen-dommene er, at EU-Domstolen ikke nærmere uddyber,

hvad der skal forstås med enhver ”forringelse” eller enhver efterfølgende ”stigning” i koncentrationen af

forurenende stoffer. Der kan derfor argumenteres for, at EU-Domstolen efterlader et fortolkningsrum,

hvori det kan anføres, at der kan være påvirkninger eller mertilførsler, der ikke udgør en ”forringelse”

eller ”stigning”.

Til støtte for ovenstående betragtning kan endvidere fremhæves, at den forelæggende nationale domstol

i Land Nordrhein-Westfalen-dommen formulerede det tredje præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen

således (understreget her):

”3) Skal begrebet forringelse af tilstanden af en grundvandsforekomst i […] artikel 4, stk. 1, litra

b), nr. 1), [i direktiv 2000/60] fortolkes åledes, at der foreligger en forringelse af den kemiske

tilstand, så snart mindst en miljøkvalitetsnorm for et parameter overskrides som følge af projek-

tet, og at enhver yderligere (målbar) forhøjelse af koncentrationen uafhængigt heraf, når den re-

levante grænseværdi for et skadeligt stof allerede er overskredet, udgør en forringelse?”

Det fremgår således af den forelæggende nationale domstols spørgsmål, at den nationale domstol spør-

ger til en ”målbar” forhøjelse. Hermed må det forstås, at der kan være forhøjelser (forringelser/stignin-

ger), der ikke er målbare, og at den forelæggende ret indlagde en forudsætning i sit spørgsmål om, at

kun målbare forhøjelser ville være relevante i forhold til at fastslå, hvad der udgør ”forringelse”. Uanset

at EU-Domstolen ikke gentager ordet ”målbar” i Land Nordrhein-Westfalen-dommens præmis 91, hvor

EU-Domstolen gentager sin forståelse af det tredje spørgsmål, kan der på denne baggrund argumenteres

for, at EU-Domstolen ligeledes forudsætter en målbarhed i sine præmisser, selvom EU-Domstolen ikke

skriver dette direkte. Hvis EU-Domstolen omvendt havde været uenig i, at der kunne indlægges en for-

udsætning om målbarhed, ville det have været nærliggende at adressere – og afvise – dette synspunkt i

afgørelsen. Ovenstående synes derfor at støtte antagelsen om, at der kan være påvirkninger eller mertil-

førsler, der ikke udgør en ”forringelse” eller ”stigning”, hvis påvirkningen ikke er målbar, da EU-Dom-

stolen ikke afviser denne præmis, som den forelæggende ret kan antages at have.

Det kan herudover anføres til støtte for ovenstående, at EU-Domstolen i Weser-dommen udtaler føl-

gende om de kriterier, som kan fastslå, at der foreligger en forringelse af tilstanden (understreget her):

”67 Hvad angår kriterierne for, at det kan fastslås, at der foreligger en forringelse af tilstanden for

et vandområde, skal der mindes om, at det fremgår af opbygningen af artikel 4 i direktiv 2000/60,

og bl.a. stk. 6 og 7 heri, at – selv midlertidige – forringelser i et vandområde kun er tilladte under

ekstraordinære omstændigheder. Heraf følger det, at den tærskel, hvorover der foreligger en til-

sidesættelse af forpligtelsen til at forebygge forringelse af et vandområde, skal være lav.”

Af præmis 67 fremgår, at i forhold til ”kriterierne” for at fastslå, at der foreligger en forringelse, skal den

tærskel, hvorover der foreligger en tilsidesættelse af forpligtelsen til at forebygge forringelse af et vand-

område, være lav. Formuleringen indikerer, at kriteriet for forringelse udgøres af en ”tærskel”, hvor på-

virkningen kan være over eller under. Og hvis påvirkningen er under, vil den ikke udgøre en ”forringelse”

i direktivets forstand.

En almindelig sproglig forståelse af ordet ”tærskel” må være, at det er en grænse mellem to tilstande

eller former. Der kan altså være noget – i dette tilfælde en forringelse eller stigning – der er på begge

sider af tærsklen, herunder også under tærsklen. Denne sproglige forståelse støtter antagelsen om, at

der er forringelser og stigninger, der er så små, at de ikke udgør forringelse af tilstanden og dermed er

ubetydelige for vandområdets tilstand og målet om at opnå god tilstand.

Omtalen af en tærskel er i øvrigt gentaget i Land Nordrhein-Westfalen-dommens præmis 101 og i Asso-

ciation France Nature Environnement-dommens præmis 37.

Det kan endelig anføres, at EU-Domstolen i Association France Nature Environnement-dommens, præ-

mis 45, nævner virkninger, som efter deres art kun har en ringe indvirkning på tilstanden i det omhand-

lede vandområde, og at de ikke kan medføre forringelse efter artikel 4 (understreget her):