Erhvervsministeren er blevet bedt om at redegøre for
fordelingen af tilsynsforpligtelsen mellem det danske finanstilsyn
og det estiske finanstilsyn i sagen om hvidvask i Danske Banks
estiske filial, og hvordan det danske finanstilsyn og den estiske
tilsynsmyndighed samarbejder om og holder hinanden orienteret i
forhold til deres respektive ansvarsområder i
hvidvasksagen.
Ministeren skal endvidere redegøre for, om ministeren finder
det nødvendigt, at det danske finanstilsyn benytter sig af
alle lovhjemlede muligheder for at komme til bunds i Danmarks
historiens største hvidvasksag med landet største
bank involveret, og om Finanstilsynet rent faktisk har anvendt alle
lovhjemlede muligheder for at søge sagen fuldstændig
oplyst, herunder af egen drift at indhente oplysninger hos Danske
Bank og foretage inspektioner af den estiske filial.
Endelig er ministeren blevet bedt om at redegøre for,
hvorvidt mulighederne for at søge sagen fuldstændig
oplyst og for at rejse eventuelle sager mod Danske Bank og Danske
Banks ledelse er blevet forringet, hvis Finanstilsynet først
nu gennemfører en inspektion af den estiske filial - og
finder relevante nye oplysninger - mod at have gennemført en
sådan inspektion i tidligere år, bl.a. som følge
af kravene til, hvor mange år filialen skal opbevare data og
kundeoplysninger og i forhold til forældelsesregler.