I Kristian Brårud Larsens bog ”Den 9. kreds – Politiet indefra” (People’s Press, 2016) står på side 199: ”Måltallene førte også til et helt unødvendigt bureaukrati. Hvis en betjent skrev en almindelig bødetilkendegivelse til en person, der kørte uden lygter på cyklen, talte den ikke nødvendigvis med i måltallene. Kategorien ”forkert lygteføring”, som Rigspolitiet målte på, stod nemlig ikke i det lille gule bødehæfte, betjenten havde med på gaden. Der faldt manglende lygter normalt ind under rubrikken ”fejl og mangler”, som ikke talte med i måltallene. Derfor skulle betjenten notere sagen på stedet og så siden sætte sig ved computeren på stationen og oprette en sag i POLSAS. Det kunne let tage 20 minutter pr. sag, og en morgens arbejde på gaden kunne på den måde gøre et solidt indhug i en arbejdsdag.” Kan ministeren bekræfte, at der i forbindelse med politiets måltal-system har eksisteret en incitamentsstruktur, der fremmer en procedure som den beskrevne, og oplyse, om denne incitamentsstruktur stadig findes i måltal-systemet, og vil ministeren i forlængelse heraf oplyse, om ministeren finder en sådan incitamentsstruktur hensigtsmæssig i forhold til at sikre, at politiet udfører sit arbejde på en hensigtsmæssig og effektiv måde?
Dato: 29-04-2016
Status: Endeligt besvaret
Emne:
politi og våben