Ministeren bedes redegøre for, om det har været formålet med markedsføringslovens § 11 b, at undtagelsen i § 11 b, stk. 3, alene skulle omfatte kreditkøb, og ikke andre aftaler, som ikke er kreditaftaler (f.eks. leasingaftaler), og hvor der heller ikke sker kontant udbetaling. Som baggrund for spørgsmålet henvises til, at formålet med undtagelsen i § 11 b, stk. 3, er, at forbrugslånsvirksomheder fortsat kan markedsføre specifikke kreditkøb i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere – uanset at forbrugslånsvirksomheder i andre sammenhænge udbyder andre forbrugerkreditaftaler, f.eks. fritstående lån. Det skyldes, at markedsføring af specifikke kreditkøb ikke medfører en risiko for, at forbrugerne får udbetalt penge, som kan bruges på spil. Spørger finder det bemærkelsesværdigt og ikke at have været formålet med loven, at undtagelsen kun gælder for specifikke kreditkøb og ikke andre aftaler, som ikke er forbrugerkreditaftaler, f.eks. leasingaftaler. Det skyldes, at forbrugerne heller ikke i disse tilfælde får udbetalt penge, som kan bruges på spil. Der henvises til Forbrugerombudsmandens vedlagte brev af 20. oktober 2020 til De Danske Bilimportører om fortolkning af loven.
Dato: 10-11-2020
Status: Endeligt besvaret
Emne:
finansiel virksomhed