I Kristian Brårud Larsens bog ”Den 9. kreds – Politiet indefra” (People’s Press, 2016) er det på side 196-197 beskrevet, hvordan begrebet ”trafikfarlige forseelser” spillede en særlig rolle for Rigspolitiets måltal i resultatkontrakten i 2013. Det fremgår, at Nordsjællands Politi i 2013 skulle producere 18.900 af den slags sager. Det fremgår, at særlig grove og farlige hastighedsovertrædelser, der udløste betinget eller ubetinget frakendelse af kørekort, ikke talte med i dette måltal. Dette forhold havde ifølge bogen den effekt, at politifolk bevidst registrerede de særligt grove overtrædelser, som normalt ville medføre frakendelse, og som faldt uden for måltallet, som ”trafikfarlige forseelser”, som faldt inden for måltallet. Citat: ”Der var også betjente, der stod med laseren og målte bilister, der kørte mere end 60 procent for stærkt – og ventede med at registrere, til bilisten opdagede politiet og sænkede farten. På den måde kunne en sag om frakendelse af kørekortet ende med et klip i kørekortet og et bidrag til måltalsstatistikken.”
Kan ministeren bekræfte, at der i forbindelse med politiets måltal-system har eksisteret en incitamentsstruktur, der fremmer en procedure som den beskrevne, og oplyse, om denne incitamentsstruktur stadig findes i måltal-systemet, og vil ministeren i forlængelse heraf oplyse, om ministeren finder en sådan incitamentsstruktur hensigtsmæssig i forhold til at sikre, at politiet udfører sit arbejde på en hensigtsmæssig måde til gavn for færdselssikkerhed og retssikkerhed?
Dato: 29-04-2016
Status: Endeligt besvaret
Emne:
politi og våben