Vil ministeren redegøre for, om Klagenævnet for Specialundervisning har kompetence til at tage stilling til, om kommunens afgørelse om udelukkelse af eleven fra almenskolen er saglig og proportionalt ifølge Handicapkonventionens artikel 24, som Institut for Menneskerettigheder fremhæver i rapporten ”Handicap: Status 2019”, hvori det fremgår, at ”Beskyttelsen efter Handicapkonventionen indebærer (..), at placering i specialtilbud imod elevens vilje vil være et indgreb i elevens rettigheder, der skal kunne retfærdiggøres som sagligt og proportionalt”, og hvis ikke, vil ministeren da oplyse, hvilken klageinstans som har den fornødne kompetence?
Baggrund:
’Det fremgår af rapporten ”Handicap: Status 2019”, udgivet af Institut for Menneskerettigheder, at ”Retten til inkluderende uddannelse uden diskrimination betyder, at børn med handicap ikke må udelukkes fra det almindelige uddannelsessystem på grund af handicap og har krav på, at er foretages rimelig tilpasning i forhold til barnets konkrete behov, medmindre dette vil være unødigt byrdefuldt”.
I forslag til lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (Tydeliggørelse af retten til rimelig individuel tilpasning i forhold til dagtilbud til børn og i forhold til folkeskolen), er det Social- og Indenrigsministeriets intention at skabe klageadgang til Ligebehandlingsnævnet (og ikke Klagenævnet for Specialundervisning) over manglende iagttagelse af retten til rimelig individuel tilpasning. Institut for Menneskerettigheder skriver i deres høringssvar til lovforslaget, at ”Indførelsen af en pligt til rimelig tilpasning for offentlige myndigheder vil (…) sikre en effektiv håndhævelse af allerede eksisterende forpligtelser. På nuværende tidspunkt eksisterer der ingen effektiv mulighed for håndhævelse af pligten til rimelig tilpasning og ingen mulighed for at få anerkendt en krænkelse.”
Dato: 31-08-2020
Status: Endeligt besvaret
Emne:
undervisning til unge med særlige behov