Der har fra arbejdspladser og i pressen været rejst spørgsmål om udenlandske arbejdere og smitterisiko. Forholdene er sådan, at arbejdskraft fra andre lande er fritaget for karantæne eller test. På den baggrund bedes ministeren besvare følgende spørgsmål:
A) Hvad er årsagen til at regeringen har fritaget udenlandsk arbejdskraft for karantæne eller test, når myndighederne ved, at corona-virus ikke kan skelne mellem en turist og en arbejder/lønmodtager ?
B) Ministeren har i pressen antydet, at dispensationen ved grænsen er vigtig, da vi har brug for arbejdskraften. Mener ministeren, at der med de meget store afskedigelser og hjemsendelser under corona-krisen er brug for samme antal udenlandsk arbejdere/lønmodtagere under krisen som før krisen ?
C) Vil arbejdere/lønmodtagere på en arbejdsplads via kontakt til mange mennesker ikke have større risiko for at smitte eller blive smittet, end f.eks. hjemsendte mennesker, der som hovedregel opholder sig i egen bolig uden kontakt til særlig mange andre?
D) Vil arbejdere/lønmodtagere fra andre lande ikke have større risiko for at smitte / blive smittet, hvis de, som nogle, tilbydes boliger og opholdsrum under meget trange forhold, hvor der ikke er mulig hverken at holde afstand eller opretholde samme høj sanitære standard, som vi beder resten af befolkningen om?
E) Hvad mener ministeren om vikarbureauer, der prøver at spekulere i de relativt åbne grænser for arbejdskraften, og forsøger at lokke udenlandske arbejdere til Danmark, uden at advare om risikoen for corona-smitten?
F) Flere ansatte efterlyser, at Arbejdstilsynet genoptager det opsøgende arbejde, da arbejdsgivere i flere tilfælde ikke sørger for, at der arbejdes med nødvendig afstand og tages de nødvendige forholdsregler i forhold til hygiejne mm. Vil ministeren tage initiativ til, at Arbejdstilsynet genoptager det opsøgende arbejde, da corona-smitten i arbejdsmiljøet både skaber usikkerhed og reel sygdoms-risici, hvis ikke arbejdsgiverne sikrer, at regler og henstillinger følges?
Dato: 31-03-2020
Status: Endeligt besvaret
Emne:
arbejdsmiljø og arbejdsskader