I forlængelse af besvarelsen af 28. november 2018 af alm. del - spørgsmål 88 og med udgangspunkt i realkreditlovens § 2 kan ministeren bekræfte følgende:
Et lånetilbud fra et realkreditinstitut vil altid som minimum have et forbehold om, at der skal indleveres et tinglyst pantebrev uden retsanmærkninger (i lovgivningen omtalt som et endeligt tinglyst pantebrev), før udbetaling kan finde sted.
Hvis en låntager selv forestår den elektroniske tinglysning, vil pantebrevet ganske rigtigt blive tinglyst i realtid, men der vil være en retsanmærkning om det lån, som låntageren ønsker at indfri med provenuet fra det nye lån. Pantebrevet vil altså ikke være endeligt tinglyst.
Forudsætningen for, at retsanmærkningen kan annulleres er herefter en af 2 muligheder:
1. låntageren har selv penge til indfrielse af lånet stående på sin bankkonto og kan bruge disse til at indfri lånet.
2. låntagerens bank stiller en garanti for, at lånet bliver indfriet, hvorefter det nye lån bliver udbetalt på grundlag af denne bankgaranti.
Kan ministeren endvidere bekræfte, at en låntager, som ønsker at skifte kreditforening, ikke kan få sit lån udbetalt med mindre en af de 2 muligheder er opfyldt?
Har ministeren viden om, hvorvidt løsning 1 eller 2 er den mest anvendte metode, når boligejere omlægger deres realkreditlån? Kan ministeren i modsat fald bekræfte, at svaret på spørgsmål 88 ikke var retvisende
Dato: 28-11-2018
Status: Endeligt besvaret
Emne:
finansiel virksomhed