I henvendelse fra Birgit Liin, jf. TRU alm. del - bilag 278 gøres der opmærksom på, at Trafikstyrelsen vedr. evt. genåbning af Laurbjerg St. i bl.a. Stationsoptimeringsrapporten fremsætter misvisende og/eller selvmodsigende udsagn, og ministeren bedes kommentere de i henvendelsen påviste udsagn:
• At beslutningen om at etablere et standsningssted sker på et veldokumenteret grundlag, og ikke på baggrund af et løst skøn.
• At tidstabet angives ud fra at det relevante tog har en hastighed på 150 km/t, hvilket ikke svarer til de faktiske 120 km/t, der Arriva-togets maksimale fart.
• At Trafikstyrelsen angiver at en stationsåbning i Laurbjerg vil koste 15 mio. kr., mens en COWI-rapport sætter beløbet til 10,8 mio. kr.
• Trafikstyrelsen amputerer et citat fra COWI-rapporten til at afvise en evt. stationsåbning, men da dette er taget ud af en større sammenhæng, giver det samlede citat en anden forståelse af emnet.
• Der er en forskel på ca. 50 pct. på det befolkningstal Trafikstyrelsen lægger til grund for at afvise en evt. stationsåbning set i forhold til COWI’s og Danmarks Statistiks tal.
• Trafikstyrelsen udmåler afstanden fra Laurbjerg til Langå til ca. 4 km i luftlinje, mens Kraks rutevisning siger 7,3 km.
• Trafikstyrelsen angiver, at der er 2 buslinjer med 20 afgange på hverdage, men ikke, at der ingen busser er aften og weekend.
Ministeren bedes gøre rede for, hvor mange tog i timen i hver retning, der efter indførelsen af Timemodellen vil køre på strækningen Århus-Randers og hvorvidt antallet er så højt, at der ikke vil kunne være plads til et ekstra regionaltogsstop hver halve time i Laurbjerg.
Dato: 04-07-2014
Status: Endeligt besvaret
Emne:
DSB, jernbaneinfrastruktur