Udvalget har bl.a. bedt ministeren om
- At redegøre for sin stilling til en sag omtalt i
Ekstrabladet den 22. juli 2016 med et konkret eksempel på en
syg borger, der af Slagelse Kommune er blevet nægtet
førtidspension, og som i stedet er blevet sendt i
ressourceforløb på trods af klare lægelige
advarsler om, at det vil forværre patientens tilstand.
- Mundtligt at besvare det spørgsmål, der blev stillet
skriftligt på BEU alm. del spørgsmål 463:
a) Hvilke kommuner, der er gode til ressourceforløb, og
hvilke der ikke er det
b) Hvor mange borgere, der er glade for
ressourceforløb?
c) Hvad der kendetegner et godt ressourceforløb?
d) Hvorfor ministeren på samråd i
Beskæftigelsesudvalget den 26. maj 2016 gav udtryk for, at
der er kommuner der er gode til ressourceforløb, og kommuner
som ikke er det, men som begrundelse for ikke at svare på
Nordjyske Stiftstidendes spørgsmål i artikel den 20.
juni 2016: "Pres på minister - har han vildledt Folketinget?"
om, hvilke kommuner det drejer sig om, svarede, at "Jeg mener ikke,
vi fra politisk hold skal gøre os til dommere over indsatsen
i de enkelte kommuner".
Beskæftigelsesudvalgets samrådsspørgsmål
BY og BÅ er stillet efter ønske fra Finn
Sørensen(EL).