Beretningen handler om autorisation af udenlandske sundhedspersoner.
Udenlandske sundhedspersoner skal have autorisation, før de må arbejde med deres fag i sundhedsvæsenet. Beretningen viser, at sundhedspersonerne venter unødigt længe på at få autorisation – og længere end i Sverige og Norge – selv om der mangler arbejdskraft flere steder i sundhedsvæsenet.
Formålet med beretningen er at undersøge, om Indenrigs- og Sundhedsministeriet har en tilfredsstillende forvaltning af autorisation af udenlandske sundhedspersoner. Rigsrevisionen besvarer følgende spørgsmål i undersøgelsen:
• Sikrer Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at udenlandske sundhedspersoner kun får autorisation, hvis de har tilstrækkelige kvalifikationer?
• Sikrer Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at udenlandske sundhedspersoner med tilstrækkelige kvalifikationer får autorisation hurtigst muligt?
Rigsrevisionen vurderer, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke har en tilfredsstillende forvaltning af autorisation af udenlandske sundhedspersoner. Konsekvensen er, at udenlandske sundhedspersoner venter unødigt længe på at få autorisation og dermed på at bidrage til det danske sundhedsvæsen.
Rigsrevisionen igangsatte undersøgelsen i september 2023 på baggrund af en anmodning fra Statsrevisorerne.
Emneord:
sundhedspersonale og autorisation