Beretningen handler om SKATs forvaltning af og Skatteministeriets tilsyn med refusion af udbytteskat.
Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om SKATs forvaltning af refusion af udbytteskat og Skatteministeriets tilsyn hermed har været tilfredsstillende. Rigsrevisionen har derfor bl.a. undersøgt:
• om SKAT har haft tilstrækkelige interne kontroller
• om Skatteministeriet har forholdt sig til de oplysninger, ministeriet fik gennem sit almindelige tilsyn, og om ministeriet har reageret på andre indikationer på problemer i forhold til refusion af udbytteskat.
Derudover har Rigsrevisionen undersøgt, om SKAT har opgjort det fulde omfang af den formodede svindel med refusion af udbytteskat.
Rigsrevisionen har igangsat undersøgelsen i september 2015 på baggrund af en anmodning fra Statsrevisorerne.
Rigsrevisionen har den 25. februar 2016 præciseret:
Skatteministeriet har den 24. februar 2016 efter beretningens færdiggørelse oplyst, at Skatteministeriet først i august 2015 blev orienteret om, at SKAT havde modtaget oplysninger udefra om den formodede svindelsag.
Rigsrevisionen skal præcisere, at beretningens pkt. 81 og figur 9 ikke er udtryk for, at SKAT og Skatteministeriet blev orienteret samtidigt, men blot at både SKAT og Skatteministeriet hen over sommeren 2015 fik oplysningerne.
Af beretningens pkt. 15 fremgår, at en række oplysninger på SØIK's foranledning er udeladt af beretningen af hensyn til efterforskningen. Beretningen indeholder således ikke oplysninger om, hvornår og hvilke oplysninger SKAT modtog udefra, eller hvornår Skatteministeriet præcist blev orienteret.
Emneord:
skattekontrol