Beretning nr. 18/2009 om revisionen af statsregnskabet for 2009

Status: Afventer opfølgning

Om Statsrevisorenes beretning

Den årlige beretning om revisionen af statsregnskabet indeholder Rigsrevisionens erklæring om statsregnskabet for 2009.

Det er Rigsrevisionens vurdering, at statsregnskabet for 2009 samlet set er rigtigt, dvs. uden væsentlige fejl og mangler. Det er videre Rigsrevisionens vurdering, at der samlet set er etableret forretningsgange og interne kontroller, der i videst muligt omfang sikrer, at dispositionerne om­fattet af regnskabsaflæggelsen er i overensstemmelse med bevillinger, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis.

Rigsrevisionen har taget forbehold for regnskaberne for politiet og anklagemyndigheden og Arbejdsmarkedsstyrelsen. Forbeholdene vedrører manglende indregning af tilgodehavender i regnskabet, utilstrækkelig mål-, resultat- og økonomistyring og fejlagtig opgørelse af lønomkostninger. Sætterigsrevisor har taget forbehold for, om inddrivelsen af restancer i SKAT er varetaget på en økonomisk hensigtsmæssig måde. Rigsrevisionen har desuden afgivet supplerende oplysninger om regnskaberne for Økonomistyrelsen, Slots- og Ejendomsstyrelsen, SKAT, Kriminalforsorgen, Forsvarskommandoen, Det Statslige Lodsvæsen, Forsknings- og Innovationsstyrelsen, Undervisningsministeriet, Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte, Skov- og Naturstyrelsen og FødevareErhverv.

Hvert af de 19 ministerområder er særskilt behandlet. Behandlingen omfatter bl.a. Rigsrevisionens erklæring om ministerområdet og omtale af udvalgte revisionsresultater. Resultaterne omfatter både eksempler på god regnskabsforvaltning og det modsatte.

Beretningen afsluttes med en gennemgang af statsregnskabets hovedtal og baggrundsoplysninger om revisionen.

Statsrevisorerne afgav beretningen og deres bemærkning til Folketinget 17. november 2010.

Beretning: 17-11-2010