Skriftlig fremsættelse (12. marts
2025)
Transportministeren (Thomas Danielsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
færdselsloven (Forenkling af Tempo 40-ordning, ansvar for
egnede dæk, revision af ledsagerordningen for kørekort
til 17-årige og nedsættelse af promillegrænsen
for førstegangserhververe af kørekort til almindelig
bil (kategori B) m.v.)
(Lovforslag nr. L 165)
Det er et vilkår, at der er
længere mellem husene på landet. Derfor er
transportmuligheder en afgørende del af det gode liv i
landdistrikterne.
På landet kan der ofte være
langt til kollektiv transport, og det kan derfor være en
udfordring for særligt unge at få uddannelse,
arbejdsliv og fritidsliv til at hænge sammen.
Som del af regeringens landdistriktsudspil:
Sammenhæng og balance af 22. august 2024 vil regeringen sikre
nye muligheder for transport i landdistrikterne.
Med lovforslaget foreslås det
på den baggrund at give 17-årige, der i dag kan
erhverve kørekort til almindelig bil (kategori B) betinget
af ledsaget kørsel frem til det fyldte 18 år, mulighed
for at køre uden ledsager i tidsrummet fra kl. 05.00 til kl.
20.00. Det vil give unge mulighed for selv at transportere sig til
og fra arbejde, læreplads, skole eller fritidsaktiviteter
m.v. Dermed øges mobiliteten for unge særligt i
landdistrikterne, hvor alternativerne til at transportere sig i bil
er begrænsede.
For at sikre, at unge førere ikke
kører, hvis de har indtaget alkohol, foreslås det
endvidere, at promillegrænsen for spirituskørsel
nedsættes til 0,20 promille i de første tre år
efter erhvervelse af kørekort til almindelig bil for
første gang. Det betyder i praksis, at der bliver en de
facto nultolerance over for spirituskørsel for
førstegangserhververe af kørekort til almindelig
bil.
I 2016 blev der i Danmark indført en
Tempo 40-ordning for traktorer og motorredskaber. Ordningen har
imidlertid ikke fungeret efter hensigten som følge af
ordningens krav til godkendelse og registrering.
Med lovforslaget foreslås derfor
indført en ny Tempo 40-ordning for traktorer og
motorredskaber, således at traktorer og motorredskaber, som
er registreret i Køretøjsregistret, kan køre
op til 40 km i timen, ligesom transportministeren bemyndiges til at
tilrettelægge en mere smidig administrativ ordning for Tempo
40-godkendelse af påhængskøretøjer uden
krav om indregistrering i Køretøjsregistret.
Med lovforslaget foreslås derudover
en præcisering af førerens ansvar for et
køretøjs lovlige og ansvarlige stand til tillige at
omfatte, at køretøjet ved kørsel ikke er
monteret med åbenbart uegnede dæk til det konkrete
føre.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.