Det er som udgangspunkt et godt lovforslag, som skal gøre det muligt, at vi hurtigere kan sætte solceller og vindmøller op ude på landet, og det har været intentionen i de aftaler, vi har. Nu kommer vi altså bare frem til at have et lovforslag, som åbner for mere end det. Det er relativt simpelt, når det bare er solceller og vindmøller, men nu er det så foreslået, at der skal gives ministerbeføjelse.
Man kan jo godt have den holdning, at regeringen kunne blive værre, end den er nu, eller at den kunne blive bedre. Det kunne også være, at regeringen er bedre end sit rygte eller er dårligere end sit rygte. Nu har vi altså en ministerbeføjelse her, hvor ministeren i samarbejde med andre ministre skal komme frem til, hvad man skal gøre, og hvad vedrører det så?
Det er jo sådan set flere energianlæg end de kendte solceller og vindmøller, og det vil sige, at vi kigger ind i noget, hvor en klagemulighed for borgere bliver forringet, hvis der lige pludselig skal laves et ptx-anlæg, som kan være temmelig stort, og hvor vi ikke rigtig ved, hvor store de bliver, og hvad det er for noget tingeltangel, der er omkring det. Det er sådan set også kommet med her, at hvis man vil lave et biogasanlæg op ad sådan en solcellepark, er der åbnet muligheder for det, hvis ministeren synes, at det er fornuftigt.
Det synes jeg er en for vidtgående beføjelse, og det er derfor, at vi har et ændringsforslag, hvor vi ikke giver disse beføjelser til en regering. Uanset hvor ansvarlige og gode eller dårlige ministre måtte være, er det en beføjelse, vi sådan set ikke ønsker at give, fordi vi kigger ind i noget, hvor vi ikke ved, hvordan virkeligheden bliver.
Hvis I stemmer det her lovforslag igennem, skal I ikke komme og beklage jer, hvis det er sådan, at borgere om et par år kommer og siger: Det der ptx-anlæg har vi ikke mulighed for at klage over på ordentlig vis. For så er det sådan set noget, der er blevet omfattet af det her lovforslag. Så det er en advarsel og en anbefaling af at stemme for det ændringsforslag, som ikke giver denne beføjelse.