I 1942 stod der i Retslægerådets Forretningsgang §1, stk. 4, at ”Et medlem eller en sagkyndig kan ikke behandle en sag i hvilken han selv har afgivet en erklæring, uanset om den er afgivet i embedsmedfør eller ikke. Her følges den almindelige tankegang, at ingen som en gang har udtalt sig, står helt uhildet men er bunden af sin tidligere udtalelse.” Vil ministeren redegøre for, hvad der var årsagen til, at dette blev fjernet fra lovgivningen, henset til at når en sag i dag skal vurderes igen ved Retslægerådet, er det de samme læger, der skal genvurdere den. Vil ministeren supplerende redegøre for, om det kan give mening at genindføre det princip?
Dato: 23-01-2023
Status: Endeligt besvaret
Emne:
retspleje og domstole