REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 145: Spm. om, hvad der var årsagen til, at Retslægerådets Forretningsgang §1, stk. 4 blev fjernet fra lovgivningen

Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

20. februar 2023

Strafferetskontoret

Julie Heidi Sørensen

2023-0030-8222

2705971

Besvarelse af spørgsmål nr. 145 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 145 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 23. januar 2023. Spørgs-

målet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Peter Hummelgaard

Morten Holland Heide

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/4

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 145: Spm. om, hvad der var årsagen til, at Retslægerådets Forretningsgang §1, stk. 4 blev fjernet fra lovgivningen

Spørgsmål nr. 145 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”I

1942 stod der i Retslægerådets Forretningsgang §1, stk. 4, at

”Et medlem eller en sagkyndig kan ikke behandle en sag i hvil-

ken han selv har afgivet en erklæring, uanset om den er afgivet

i embedsmedfør eller ikke. Her følges den almindelige tanke-

gang, at ingen som en gang har udtalt sig, står helt uhildet men

er bunden af sin tidligere udtalelse.” Vil ministeren redegøre for,

hvad der var årsagen til, at dette blev fjernet fra lovgivningen,

henset til at når en sag i dag skal vurderes igen ved Retslægerå-

det, er det de samme læger, der skal genvurdere den. Vil mini-

steren supplerende redegøre for, om det kan give mening at gen-

indføre det princip?”

Svar:

Retslægerådet er et uafhængigt råd, som afgiver lægevidenskabelige og

farmaceutiske skøn til offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoners

retsforhold. Retslægerådet udtaler sig på baggrund af anmodninger fra andre

offentlige myndigheder i konkrete sager om lægefaglige spørgsmål, herun-

der i straffesager.

Retslægerådet blev etableret ved lov nr. 111 af 30. april 1909 om sundheds-

væsenets centralstyrelse. Rådet begyndte sin virksomhed den 1. juni 1909.

Ved lov nr. 131 af 16. april 1935 om Retslægerådet blev rådets organisation

og arbejdsmetode ændret. Det fremgik af lovens § 4, 3. pkt., at justitsmini-

steren kunne fastsætte nærmere regler om medlemmernes og de sagkyndi-

ges deltagelse i sagernes behandling. Med hjemmel i denne bestemmelse

blev bekendtgørelse nr. 150 af 30. april 1935 om Retslægeraadets Forret-

ningsgang udstedt. Bekendtgørelsens § 1, stk. 4, havde følgende ordlyd:

”Et

Medlem eller en sagkyndig kan ikke behandle en Sag, i hvil-

ken han selv har afgivet Erklæring, uanset om den er afgivet i

Embeds Medfør eller ikke. Undtagelse herfra kan gøres i Sager,

der ikke angaar retspsykiatriske Spørgsmaal, naar Raadet ikke

mener paa anden Maade at kunne fremskaffe den fornødne spe-

cielle Sagkundskab. Reglerne i Lovens § 5 om Retslægeraadets

Forhandling med Læger berøres ikke af Bestemmelsen i dette

Stykkes 1. Punktum.”

Ved lov nr. 60 af 25. marts 1961 om Retslægerådet blev 1935-loven ophæ-

vet. Det fremgår af lovens § 4, at justitsministeren fastsætter regler om rå-

dets virksomhed. Med hjemmel i denne bestemmelse blev bekendtgørelse

Side 2/4

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 145: Spm. om, hvad der var årsagen til, at Retslægerådets Forretningsgang §1, stk. 4 blev fjernet fra lovgivningen

nr. 97 af 20. april 1961 om forretningsorden for Retslægerådet udstedt. Be-

kendtgørelsens § 1, stk. 2, havde følgende ordlyd:

”Et

medlem eller en sagkyndig, der har afgivet erklæring i en

sag før dens forelæggelse for rådet, kan ikke deltage i rådets be-

handling af sagen, medmindre formanden under hensyn til sa-

gens beskaffenhed finder det påkrævet.”

Bestemmelsen i § 1, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 150 af 30. april 1935 blev

således i væsentlige træk videreført i § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 97 af

20. april 1961.

Der blev i 2001 udstedt en ny bekendtgørelse om forretningsorden for Rets-

lægerådet, jf. bekendtgørelse nr. 1068 af 17. december 2001, der samtidig

ophævede bekendtgørelse nr. 97 af 20. april 1961. Bekendtgørelsens § 4 har

følgende ordlyd:

”§

Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke medvirke

ved rådets behandling af den pågældende sag. Inhabilitet fore-

ligger i samme tilfælde som nævnt i forvaltningsloven.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis det ville være

umuligt eller forbundet med væsentlige vanskeligheder eller be-

tænkelighed at lade en anden træde i den pågældendes sted un-

der sagens behandling.”

Det følger af forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 4, at den, der virker inden for

den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis sagen

vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller tilsynsvirksomhed over

for en anden offentlig myndighed, og vedkommende tidligere hos denne

myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved gennemførelsen af de

foranstaltninger, sagen angår. Tilsvarende gælder, hvis der i øvrigt forelig-

ger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes

upartiskhed, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5.

Et medlem eller en sagkyndig kan således som udgangspunkt ikke deltage i

behandlingen af en sag ved Retslægerådet, som den pågældende allerede har

behandlet forud for behandlingen i rådet.

Et medlem eller en sagkyndig kan også være afskåret fra at deltage i be-

handlingen af en sag ved Retslægerådet, hvis den pågældende eksempelvis

offentligt har udtalt sig om sagens lægefaglige indhold forud for behandlin-

gen i rådet.

Side 3/4

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 145: Spm. om, hvad der var årsagen til, at Retslægerådets Forretningsgang §1, stk. 4 blev fjernet fra lovgivningen

Hvis det fastslås, at der foreligger inhabilitet, og Retslægerådet allerede har

afgivet en udtalelse i en sag, vil der blive foretaget en egentlig genvurdering

i Retslægerådet af allerede besvarede spørgsmål af nye medlemmer eller

sagkyndige.

Retslægerådet afgiver yderligere udtalelser i en sag i tilfælde, hvor der er

blevet stillet supplerende eller uddybende spørgsmål til rådet. Retslægerå-

dets formand udpeger i disse tilfælde nye medlemmer eller sagkyndige eller

genudpeger alle eller nogle af de medlemmer eller sagkyndige, der medvir-

kede ved den tidligere udtalelse.

Det forhold, at Retslægerådet i sådanne tilfælde afgiver yderligere udtalel-

ser, medfører ikke i sig selv, at de, der medvirkede ved en tidligere udtalelse

i sagen, er inhabile ved behandlingen af de supplerende eller uddybende

spørgsmål.

De ovenfor gengivne bestemmelser i bekendtgørelserne fra 1935, 1961

og 2001 om Retslægerådets forretningsorden omhandler på denne baggrund

efter Justitsministeriets opfattelse bl.a. tilfælde, hvor rådet behandler og ud-

taler sig om en sag, som et medlem eller en sagkyndig allerede har behandlet

forud for behandlingen i rådet.

Der har derimod ikke været bestemmelser i hjemmelsgrundlaget for Rets-

lægerådet siden rådets etablering, som har medført inhabilitet alene af den

grund, at rådet får forelagt og besvarer supplerende eller uddybende spørgs-

mål i en sag.

Den fremsatte kritik af Retslægerådet rejser imidlertid en række vigtige

spørgsmål. Jeg vil ikke på forhånd afvise at foretage ændringer i den nuvæ-

rende praksis. Men det er afgørende for mig som justitsminister, at overve-

jelser om ændringer i Retslægerådets praksis sker på et sagligt og oplyst

grundlag.

Jeg har derfor inviteret Folketingets partier til et fælles møde med Retslæ-

gerådets formand, hvor formanden kan forklare, hvad der ligger til grund

for den nuværende praksis. Det ser jeg meget frem til.

Side 4/4