Færøudvalget (FÆU) Alm. del

Samling: 2022-23 (2. samling)

Spørgsmål 5

De seneste år er der eksempler på potentielt store straffesager på Færøerne inden for fiskeriområdet af principiel karakter, som aldrig er kommet for retten og i stedet er endt med meget små bøder sammenlignet med de oprindelige anklager i sagerne. Årsagen har vist sig at være, at sagerne er blevet henlagt i årevis, efter at de er blevet meldt til politiet af den færøske fiskeriinspektion, Vørn, og efter at politiet har foretaget deres afhøringer. Da sagerne blev taget op igen, er de – uden at komme for retten – endt med en aftale om, at de, der i henhold til Vørn og politiet har brudt loven, er sluppet med en meget lille bøde, i forhold til hvad der er anført i anklageskrifterne. Sagen er blandt andet belyst i den færøske udgave af Frihedsbrevet.fo den 5. juni 2023, »Reiðari legði trýst á fleiri politisar: Slapp við einari umbering« (»Skibsreder lagde pres på politifolk: Slap med en undskyldning«) og i podcastserien »Uttanfyri lóg og land« (»Uden for lov og land«) af samme medie, december 2022. Der er tale om sager af principiel karakter, som oprindelig er rejst af en færøsk instans (den færøske fiskeriinspektion, Vørn), men som den danske anklagemyndighed har »syltet« så længe, at de slet ikke er kommet for retten. I den forbindelse ønskes ministerens svar på følgende spørgsmål: Mener ministeren, at det er i orden, at potentielt store og principielle straffesager mod virksomheder på Færøerne aldrig kommer for retten, men ender med meget lave bøder sammenlignet med de oprindelige anklager i sagerne, på grund af at politimesteren på Færøerne angiveligt ikke prioriterer eller har ressourcer til at efterforske sagerne, men »sylter« dem flere år? Vil ministeren oplyse, hvor mange straffesager, der har været mod færøske virksomheder de seneste 10 år på Færøerne, og som pga. den lange sagsbehandlingstid er endt uden prøvelse for retten og med en væsentlig mindre bøde, end hvad anklagen lød på. Såfremt spørgsmålet ikke kan besvares, bedes ministeren svare på, om han vil igangsætte en undersøgelse heraf? Hvad vil ministeren gøre for at opretholde retssikkerheden i principielle sager som eksempelvis de straffesager, der har været mod færøske virksomheder de seneste 10 år på Færøerne, og som pga. af den lange sagsbehandlingstid er endt uden prøvelse for retten og med en væsentlig mindre bøde, end hvad anklagen lød på?
Dato: 21-06-2023
Status: Endeligt besvaret
Emne: politi og retsvæsen
Dokumentdato: 31-08-2023
Modtaget: 31-08-2023
Omdelt: 31-08-2023

FÆU alm. del - svar på spm. 5 om straffesager mod virksomheder på Færøerne, til justitsministeren

Besvarelse af spørgsmål nr. 5 (Alm. del) fra Folketingets Færøudvalg (pdf-version)
Html-version
Dokumentdato: 21-06-2023
Modtaget: 21-06-2023
Omdelt: 21-06-2023

Spm., om straffesager mod virksomheder på Færøerne, til justitsministeren

Udvalgsspørgsmål (pdf-version)
Html-version