L 93 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

(Revision af reglerne om registrering og opbevaring af oplysninger om teletrafik (logning) m.v.).

Af: Justitsminister Nick Hækkerup (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 22-02-2022

Optrykt: 22-02-2022

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 22. februar 2022

20211_l93_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 22. februar 2022

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven og lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

(Revision af reglerne om registrering og opbevaring af oplysninger om teletrafik (logning) m.v.)

§ 1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1835 af 15. september 2021, som ændret senest ved § 6 i lov nr. 227 af 15. februar 2022, foretages følgende ændringer:

1. I § 781, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »eller en overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1-5«: », jf. dog § 781 a«.

2. Efter § 781 indsættes:

»§ 781 a. Uanset § 781, stk. 1, nr. 3, kan politiet foretage teleoplysning, jf. § 780, stk. 1, nr. 3, og udvidet teleoplysning, jf. § 780, stk. 1, nr. 4, ved pålæg om udlevering af trafik- og lokaliseringsdata, hvis efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 3 år eller derover, eller en lovovertrædelse omfattet af straffelovens § 81 a.«

3. I § 786, stk. 1, udgår »af telenet eller teletjenester«.

4. § 786, stk. 4 og 6, ophæves.

Stk. 5 bliver herefter stk. 4, og stk. 7 og 8 bliver herefter stk. 5 og 6.

5. I § 786, stk. 5, der bliver stk. 4, ændres »telenet- og teletjenesteudbyderes« til: »udbyderes«.

6. I § 786, stk. 7, der bliver stk. 5, udgår »2. pkt., og stk. 5«.

7. I § 786 a, stk. 1, udgår »af telenet eller teletjenester« og », herunder trafikdata«.

8. I § 786 a, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Pålæg om hastesikring må kun meddeles, hvis efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 3 år eller derover, en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13, en overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 2, § 125, § 127, stk. 1, § 235, § 266 eller § 281, en overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1-5, en krænkelse eller overtrædelse, som er omfattet af § 781, stk. 2 eller 3, eller en lovovertrædelse omfattet af straffelovens § 81 a.«

9. § 786 a, stk. 2, 4. pkt., affattes således:

»Pålægget kan forlænges, men højst med 90 dage ad gangen.«

10. Efter § 786 a indsættes:

»§ 786 b. Rigspolitiet meddeler udbydere pålæg om at foretage målrettet personbestemt registrering og opbevaring af trafikdata i en registreringsperiode på

1) 3 år, hvis personen er dømt for en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 3 år eller derover, en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13, en overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 2, § 125, § 127, stk. 1, § 235, § 266 eller § 281, en overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1-5, eller en krænkelse eller overtrædelse, som er omfattet af § 781, stk. 2 eller 3, eller er dømt efter straffelovens § 81 a,

2) 5 år, hvis personen er dømt for en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, og

3) 10 år, hvis personen er dømt for en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 8 år eller derover.

Stk. 2. Er personen idømt en ubetinget fængselsstraf, regnes registreringsperioden, jf. stk. 1, nr. 1-3, fra tidspunktet for endelig løsladelse fra afsoning. Prøveløslades personen, regnes perioden fra tidspunktet for prøveløsladelse. Er personen idømt en betinget fængselsstraf, regnes perioden fra endelig dom. Er personen idømt anden strafferetlig retsfølge efter straffelovens §§ 68-70, regnes perioden fra endelig ophævelse af denne retsfølge, dog regnes perioden fra endelig dom, hvis den pågældende er dømt til ambulant behandling, der ikke medfører eller kan medføre indlæggelse i institution. Meddeles pålæg om registrering og opbevaring efter det relevante tidspunkt nævnt i 1.-4. pkt., regnes registreringsperioden fortsat fra det tidspunkt, der er nævnt i 1.-4. pkt.

Stk. 3. Rigspolitiet meddeler udbydere pålæg om at foretage målrettet personbestemt registrering og opbevaring af trafikdata vedrørende

1) kommunikationsapparater, der, jf. § 783, stk. 1, 2. pkt., har været genstand for indgreb i medfør af § 780, stk. 1, nr. 1 eller 3,

2) personer, der, jf. § 783, stk. 2, har været genstand for indgreb i medfør af § 780, stk. 1, nr. 1 eller 3,

3) personer, der er eller har været indehavere af et kommunikationsapparat, der, jf. § 783, stk. 1, 2. pkt., har været genstand for indgreb i medfør af § 780, stk. 1, nr. 1 eller 3, og

4) kommunikationsapparater, der har været genstand for pålæg i medfør af § 786, stk. 2.

Stk. 4. Registreringsperioden for trafikdata omfattet af pålæg udstedt efter stk. 3 er 1 år fra det tidspunkt, hvor indgrebet afsluttes. Meddeles pålæg om registrering og opbevaring, efter at indgrebet er afsluttet, regnes registreringsperioden fortsat fra det tidspunkt, hvor indgrebet er afsluttet.

Stk. 5. Trafikdata omfattet af pålæg udstedt efter stk. 1 eller 3 skal opbevares i 1 år.

Stk. 6. Forvaltningslovens kapitel 6 finder ikke anvendelse for pålæg udstedt efter stk. 1 eller 3. Sådanne pålæg kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 7. Personer, hvis trafikdata registreres og opbevares i medfør af pålæg udstedt efter stk. 1 eller 3, underrettes ikke herom. Forvaltningslovens kapitel 4-6 finder ikke anvendelse for sådanne personer.

§ 786 c. Rigspolitiet meddeler udbydere pålæg om at foretage målrettet geografisk registrering og opbevaring af trafikdata, dog ikke om fastnettelefoni, herunder udbydernes egne internettelefonitjenester, fra de dele af udbydernes net, der er nødvendige for at dække områder på 3 km gange 3 km, hvor

1) antallet af anmeldelser af lovovertrædelser begået i området, som efter loven kan straffes med fængsel i 3 år eller derover, forsætlige overtrædelser af straffelovens kapitel 12 eller 13, overtrædelser af straffelovens § 124, stk. 2, § 125, § 127, stk. 1, § 235, § 266 eller § 281, overtrædelser af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1-5, eller krænkelser eller overtrædelser, som er omfattet af § 781, stk. 2 eller 3, udgør mindst 1,5 gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste 3 år eller

2) antallet af beboere dømt for lovovertrædelser, som efter loven kan straffes med fængsel i 3 år eller derover, forsætlige overtrædelser af straffelovens kapitel 12 eller 13, overtrædelser af straffelovens § 124, stk. 2, § 125, § 127, stk. 1, § 235, § 266 eller § 281, overtrædelser af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1-5, eller krænkelser eller overtrædelser, som er omfattet af § 781, stk. 2 eller 3, eller er dømt efter straffelovens § 81 a udgør mindst 1,5 gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste 3 år.

Stk. 2. Rigspolitiet meddeler udbydere pålæg om at foretage målrettet geografisk registrering og opbevaring af trafikdata, dog ikke om fastnettelefoni, herunder udbydernes egne internettelefonitjenester, vedrørende særlig sikring‍skritiske områder såsom kongehusets residenser, Christiansborg Slot, statsministerboligen (Marienborg), ambassader, politiets ejendomme, kriminalforsorgens institutioner, bro-, tunnel- og færgeforbindelser, trafikknudepunkter og større indfaldsveje, grænseovergange, busterminaler, fjernbanestationer, stationer på bybaner, militære områder, kolonne 3-virksomheder og offentligt godkendte flyvepladser.

Stk. 3. Trafikdata omfattet af pålæg udstedt efter stk. 1 eller 2 skal opbevares i 1 år.

Stk. 4. Forvaltningslovens kapitel 6 finder ikke anvendelse for pålæg udstedt efter stk. 1 eller 2. Sådanne pålæg kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 5. Personer, hvis trafikdata registreres og opbevares i medfør af pålæg udstedt efter stk. 1 eller 2, underrettes ikke herom. Forvaltningslovens kapitel 4-6 finder ikke anvendelse for sådanne personer.

Stk. 6. Justitsministeren kan efter forhandling med erhvervsministeren fastsætte nærmere regler om målrettet geografisk registrering og opbevaring af trafikdata som nævnt i stk. 1.

§ 786 d. Der kan meddeles udbydere pålæg om at foretage målrettet registrering og opbevaring af trafikdata vedrørende kommunikationsapparater, personer eller bestemte områder, hvis der er grund til at antage, at de har forbindelse til lovovertrædelser, som efter loven kan straffes med fængsel i 3 år eller derover, forsætlige overtrædelser af straffelovens kapitel 12 eller 13, overtrædelser af straffelovens § 124, stk. 2, § 125, § 127, stk. 1, § 235, § 266 eller § 281, overtrædelser af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1-5, krænkelser eller overtrædelser, som er omfattet af § 781, stk. 2 eller 3, eller lovovertrædelser omfattet af straffelovens § 81 a. Udbydere kan dog ikke meddeles pålæg om at foretage målrettet registrering og opbevaring af trafikdata om fastnettelefoni, herunder udbydernes egne internettelefonitjenester, vedrørende bestemte områder.

Stk. 2. Afgørelse om pålæg om registrering og opbevaring efter stk. 1 træffes af retten ved kendelse. I kendelsen fastsættes det tidsrum, inden for hvilket indgrebet kan foretages. Dette tidsrum skal være så kort som muligt og må ikke overstige 6 måneder. Tidsrummet kan forlænges, men højst med 6 måneder ad gangen. Forlængelsen sker ved kendelse. I kendelsen angives den person, det kommunikationsapparat eller det område, som indgrebet angår. Reglerne i § 783, stk. 2, 2., 3. og 5.-7. pkt., finder tilsvarende anvendelse ved pålæg om registrering og opbevaring af trafikdata vedrørende personer. Underretningen efter 7. pkt., jf. § 783, stk. 2, 2. og 3. pkt., skal indeholde en angivelse af de grunde, der er, til at antage, at den person, som indgrebet angår, benytter sig af de pågældende numre.

Stk. 3. Trafikdata omfattet af pålæg meddelt efter stk. 1 skal opbevares i 1 år.

Stk. 4. Reglerne i § 782, stk. 1, § 783, stk. 1, 3. og 4. pkt., og stk. 4, og §§ 784 og 785 finder tilsvarende anvendelse for pålæg omfattet af stk. 1.

§ 786 e. Justitsministeren kan efter forhandling med erhvervsministeren fastsætte regler, der pålægger udbydere at foretage generel og udifferentieret registrering og opbevaring af trafikdata, når der foreligger tilstrækkelig konkrete omstændigheder, der giver anledning til at antage, at Danmark står over for en alvorlig trussel mod den nationale sikkerhed, som må anses for at være reel og aktuel eller forudsigelig.

Stk. 2. Regler om registreringspligt fastsat i medfør af stk. 1 kan fastsættes for en periode på højst 1 år ad gangen.

Stk. 3. Oplysninger registreret i medfør af reglerne udstedt efter stk. 1 skal opbevares i 1 år.

§ 786 f. Det påhviler udbydere at foretage generel og udifferentieret registrering og opbevaring af oplysninger om en slutbrugers adgang til internettet.

Stk. 2. Oplysninger registreret efter stk. 1 skal opbevares i 1 år.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med erhvervsministeren nærmere regler om registrering og opbevaring som nævnt i stk. 1.

§ 786 g. Justitsministeren kan efter forhandling med erhvervsministeren fastsætte nærmere regler om udbyderes opbevaring af oplysninger registreret og opbevaret i medfør af §§ 786 a-786 f eller pålæg eller regler udstedt i medfør heraf.

§ 786 h. Justitsministeren kan efter forhandling med klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om udbyderes registrering, indberetning, verificering og opbevaring af nummeroplysningsdata og andre identifikationsoplysninger samt tilsyn hermed og oplysningspligt.

§ 786 i. Udbydere, der er pålagt at foretage registrering og opbevaring af trafikdata efter pålæg udstedt i medfør af § 786 b, stk. 3, eller §§ 786 c eller 786 d, er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet til at hemmeligholde oplysninger, der modtages og behandles i forbindelse med et sådant pålæg.

Stk. 2. Tavshedspligten i stk. 1 gælder også i forhold til den person, som oplysningerne vedrører, uanset en eventuel retlig forpligtelse til at videregive oplysningerne til den pågældende i henhold til databeskyttelseslovgivningen.

Stk. 3. Udbydere, der er pålagt at foretage registrering og opbevaring af trafikdata efter pålæg udstedt i medfør af § 786 b, stk. 3, eller §§ 786 c eller 786 d, skal orientere politiet om brud på persondatasikkerheden, jf. artikel 2, litra i, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor, der kunne udløse en underretningspligt af de pågældende personer efter Kommissionens forordning om de foranstaltninger, der skal anvendes ved underretningen om brud på persondatasikkerheden, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF vedrørende databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation og artikel 4, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor.

§ 786 j. Overtrædelse af § 786 f, stk. 1 eller 2, eller § 786 i, stk. 3, straffes med bøde.

Stk. 2. Den, der undlader at efterkomme et pålæg efter § 786 b, stk. 1 eller 3, § 786 c, stk. 1 eller 2, eller § 786 d, stk. 1, eller undlader at opbevare trafikdata efter § 786 b, stk. 4 eller 5, § 786 c, stk. 3, eller § 786 d, stk. 3, straffes med bøde.

Stk. 3. For overtrædelse af bestemmelser i forskrifter, der er fastsat i medfør af § 786 c, stk. 6, § 786 e, § 786 f, stk. 3, § 786 g eller § 786 h, kan der fastsættes bestemmelser om bødestraf.«

11. I § 804, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »som kan kræve den tilbage«: », jf. dog § 804 a«.

12. Efter § 804 indsættes:

»§ 804 a. Pålæg om edition, jf. § 804, af trafik- og lokaliseringsdata kan kun meddeles, hvis efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 3 år eller derover, en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13, en overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 2, § 125, § 127, stk. 1, § 235, § 266 eller § 281, en overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1-5, en krænkelse eller overtrædelse, som er omfattet af § 781, stk. 2 eller 3, eller en lovovertrædelse omfattet af straffelovens § 81 a.

§ 804 b. Udbydere skal på politiets begæring som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, eller en krænkelse som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1, i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning udlevere oplysninger, der identificerer en slutbrugers adgang til elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Stk. 2. Trafik- og lokaliseringsdata er ikke omfattet af stk. 1.

Stk. 3. Overtrædelse af stk. 1 straffes med bøde.«

13. I § 806, stk. 2, ændres »stk. 10« til: »stk. 11«.

14. I § 806 indsættes efter stk. 9 som nyt stykke:

»Stk. 10. Ved pålæg om edition, jf. § 804 a, finder §§ 784, 785 og 788 tilsvarende anvendelse i forhold til den, som oplysningerne angår.«

Stk. 10 bliver herefter stk. 11.

15. I § 807 a, 3. pkt., ændres »§ 806, stk. 10« til: »§ 806, stk. 11«.

§ 2

I lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, jf. lovbekendtgørelse nr. 128 af 7. februar 2014, som ændret senest ved § 5 i lov nr. 2605 af 28. december 2021, foretages følgende ændringer:

1. § 13 ophæves.

2. I § 81, stk. 1, nr. 1, udgår »§ 13,«.

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 3. marts 2022.

Stk. 2. Justitsministeren kan i en overgangsperiode fastsætte regler om fravigelse af retsplejelovens §§ 786 b-786 d som affattet ved denne lovs § 1, nr. 10, herunder at reglerne helt eller delvis ikke skal anvendes. Ministeren fastsætter herudover regler om det tidspunkt, hvor domme skal være afsagt eller indgreb være iværksat, for at retsplejelovens § 786 b, stk. 1 og 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 10, finder anvendelse.

Stk. 3. For oplysninger, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden er registreret og opbevaret efter retsplejelovens § 786, stk. 4, jf. lovbekendtgørelse nr. 1835 af 15. september 2021, finder retsplejelovens kapitel 71 og 74 om indgreb i meddelelseshemmeligheden og edition som ændret ved denne lovs § 1, nr. 1, 2 og 11-15, anvendelse.

Stk. 4. Oplysninger, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden er registreret og opbevaret efter retsplejelovens § 786, stk. 4, jf. lovbekendtgørelse nr. 1835 af 15. september 2021, skal opbevares i 1 år fra registreringstidspunktet. Den, der undlader at opbevare oplysninger efter 1. pkt., straffes med bøde.

Stk. 5. Regler fastsat i medfør af retsplejelovens § 786, stk. 5, 7 og 8, jf. lovbekendtgørelse nr. 1835 af 15. september 2021, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 786, stk. 4-6, jf. denne lovs § 1, nr. 4.