I Direktoratet for Kriminalforsorgens notat af 6. maj 2022, jf. REU alm. del – bilag 266, oplyser direktoratet, at indsattes handlinger, som indebærer overtrædelser af straffelovgivningen, og som tillige udgør fængselsmæssige sikkerheds- og ordenskrænkelser, skal straffes disciplinært efter straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 7, men at disse handlinger typisk også vil have en karakter, der tillige falder under enten § 67, nr. 8 eller nr. 9 om overtrædelse af regler fastsat af justitsministeren eller af kriminalforsorgsområdet. I tilfælde, hvor en disciplinærstraf ikendt efter § 67, nr. 7, må annulleres på grund af manglende bevis, vil en disciplinærstraf for samme overtrædelse ikendt efter § 67, nr. 8 eller nr. 9, som udgangspunkt kunne fastholdes med en lavere sanktion til følge. Vil ministeren med henvisning til dette svare på følgende spørgsmål:
1) Er ministeren ikke enig i, at Højesteret med sin afgørelse i den omhandlede sag har underkendt direktoratets anbringende, hvorefter der ikke gælder de samme bevismæssige krav i en sag om ikendelse af disciplinærstraf som i en straffesag?
2) Eller er ministeren enig med direktoratet i, at der stilles ringere krav til bevisets styrke i disciplinærsager, som afgøres efter § 67, nr. 8 og 9, sammenlignet med beviskravet i sager efter § 67, nr. 7?
3) Gælder princippet om, at enhver rimelig tvivl skal komme den anklagede til gode kun i nogle disciplinærsager, men ikke i andre, og i hvilke sagstyper gælder i så fald, at enhver rimelig tvivl ikke skal komme den anklagede indsatte til gode?
Vil ministeren i øvrigt orientere Retsudvalget om de nærmere instrukser, som er givet Kriminalforsorgens forhørsledere angående krav til bevisets styrke i de forskellige typer af disciplinærsager, og oversende en kopi af sådanne instrukser?
Dato: 07-06-2022
Status: Endeligt besvaret
Emne:
kriminalforsorg og afsoning