Vil ministeren sikre, at landets kommuner i forhold til selvejende institutioner m.v., herberger og krisecentre m.v. alene opkræver de omkostninger, som de ifølge serviceloven er berettiget til, og at niveauet i den forbindelse ikke overstiger det, som kommunerne opkræver af hinanden ved intern afregning for ydelser på tværs af kommunegrænserne?

I svar på spørgsmål nr. 720 (SOU alm. Del, 2019-20) hedder det, at en kommune, jf. servicelovens §110 alene i taksten kan indregne de ydelser og indsatser, som kommunen visiterer til eller stiller til rådighed. I svar på spørgsmål 176 (SOU alm. del 2020-21) af 15. januar 2021 hedder det videre i forhold til en konkret sag fra Køge, at kommunen har indregnet kommunal boligrådgivning og kommunale sundhedsydelser, som ikke er omfattet af servicelovens § 110, hvilket har givet ministeriet anledning til at præcisere, at det alene er indsatser, der følger af servicelovens § 110, der kan indregnes i taksten. På baggrund heraf kan der være grund til at sikre, at denne praksis ikke finder sted i andre kommuner. I forlængelse heraf er der grund til at præcisere over for kommunerne, at kommunale og ikkekommunale tilbud bør behandles ens. Mens kommunerne i intern afregning med hinanden i 2018 fastsatte de indirekte omkostninger til 6,2 procent, bliver ikkekommunale krisecentre m.v. ifølge Selveje Danmark opkrævet op til 30 pct. Som tilføjelse kan bemærkes, at bl.a. kommunerne i Region Hovedstaden for 2019-2020 havde aftalt at arbejde for et gennemsnitligt overhead på 6 pct.