Skriftlig fremsættelse (25. februar
2021)
Miljøministeren (Lea Wermelin):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
miljøbeskyttelse (Udtagning af kvælstofpulje til
havbrug og reduktion af samlet kvælstofpulje til
miljø- og ressourceeffektive dambrug)
(Lovforslag nr. L 180)
Lovforslaget har til formål at
ændre den eksisterende hjemmel i § 35, stk. 3, i
miljøbeskyttelsesloven, således at havbrug ikke
længere er omfattet af N-indfasningsordningen, og at
tildeling af kvælstof i ordningens sidste år i 2021 kun
skal være muligt for miljø- og ressourceeffektive
dambrug.
Det foreslås endvidere med
lovforslaget, at den resterende mængde kvælstof fra den
eksisterende ordning til miljø- og ressourceeffektive
dambrug nedjusteres fra 252,9 tons til 80 tons. Dette beror
på en vurdering af, hvor meget af det resterende
kvælstof fra ordningen, som realistisk forventes
udmøntet. Vurderingen er foretaget i samarbejde med en
række kerneinteressenter inden for drift af akvakultur. Med
lovforslaget foreslås derudover et par yderligere
tilpasninger af N-indfasningsordningen, herunder en oversigt over
hvor og hvor meget kvælstof der maksimalt kan gives
tilladelse til i de enkelte kystvande og en samling af puljerne til
miljø- og ressourceeffektive dambrug.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.