Fremsat 25-02-2021
1. behandlet / henvist til udvalg 02-03-2021
Betænkning afgivet 07-04-2021
2. behandlet/direkte til 3. behandling 20-04-2021
3. behandlet, vedtaget 27-04-2021
Ministerområde:
Miljøministeriet
Lovforslaget vil medføre, at havbrug ikke længere er omfattet af kvælstofpuljeordningen til miljøgodkendelse af miljø- og ressourceeffektive dambrug og visse havbrug (N-indfasningsordningen), og at tildeling af kvælstof i ordningens sidste år i 2021 kun skal være muligt for miljø- og ressourceeffektive dambrug, hvor udledningerne kan renses.
Desuden vil lovforslaget reducere den resterende mængde kvælstof fra den eksisterende ordning til miljø- og ressourceeffektive dambrug fra 252,9 t til 80 t. N-indfasningsordningen vil herudover bl.a. blive tilpasset med en oversigt over, hvor og hvor meget kvælstof der maksimalt kan gives tilladelse til i de enkelte kystvande.
Lovforslaget følger op på ”Aftale om kvælstofindsatsen i 2020” af 25. november 2019 indgået af regeringen (S), Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet.
Loven forventes at træde i kraft den 1. juli 2021.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 54 (S, SF, RV, EL, ALT og Susanne Zimmer (UFG)), imod stemte 42 (V, DF, KF, NB og LA), hverken for eller imod stemte 0.