Beskæftigelsesministeren har skærpet tolkningen af reglerne for fleksjob i ægtefælles virksomhed. Konsekvensen er, at mindst 400 borgere med fleksjob vil miste deres arbejde, da de er ansat i ægtefælles A/S eller ApS. Sådan lyder den forsigtige vurdering fra Landsforeningen Af Fleks- og Skånejobbere, der i 20 år har arbejdet for sårbare borgeres rettigheder på arbejdsmarkedet.
I sin skriftlige argumentation for skærpelsen henviser ministeren gentagne gange til Kildeskattelovens 25 A, stk. 7, der - ifølge ministeren - betyder, at fleksjob i ægtefælles ApS og A/S ikke er muligt. Dette er i strid med Skatteministeriets tolkning. Det viser et skriftligt svar fra Skatteministeriet til Landsforeningen Af Fleks- og Skånejobbere, hvor følgende oplyses:
“Det er korrekt, at kildeskattelovens § 25 A, stk. 7, kun omhandler ægtefæller i personligt ejede virksomheder. Det hænger sammen med, at overførsel af midler mellem ægtefæller som udgangspunkt ikke har skattemæssig virkning. Reglen er således en begunstigende regel, der giver ægtefæller mulighed for – under visse omstændigheder – at indgå lønaftale med hinanden med skattemæssig virkning. Reglen forhindrer ikke, at en ægtefælle med skattemæssig virkning kan ansættes i et selskab, som ejes af den anden ægtefælle. Det skyldes, at lønaftalen her indgås mellem ægtefællen og et selskab – ikke mellem to ægtefæller (fysiske personer”.
Vil ministeren på baggrund af ovenstående redegøre for samt dokumentere, hvordan ministeren kan finde hjemmel i Kildeskattelovens § 25 A, stk. 7, til at hindre fleksjob i ægtefælles ApS og A/S, når Skatteministeriet ikke kan?
Dato: 28-05-2021
Status: Endeligt besvaret
Emne:
efterløn og fleksjob