I juli 2018 konkluderede en redegørelse fra Miljø- og Fødevareministeriet, at sanktioneringen af konstaterede overtrædelser i returlogbogskontrollen i perioden 2012-2018 ikke har været tilfredsstillende, jf. MOF alm. del - bilag 605 (2017-2018). På baggrund af ministeriets redegørelse indgik den daværende VLAK-regering sammen med Dansk Folkeparti i december 2018 en politisk aftale om at styrke kontrollen af dyretransport i Danmark (https://mfvm.dk/fileadmin/user_upload/MFVM/Foedevare/Endelig_aftaletekst_-_Dyretransporter.pdf). Her fremgår det, at: ”Aftaleparterne mødes igen i december 2019 for at evaluere indsatserne, og drøfte den fremtidige kontrol.” Med en pressemeddelelse fra fødevareminister Mogens Jensen den 15. november 2019 blev denne evaluering udsat til 2020. Dette skaber en uafklaret og uholdbar situation på en række punkter for alle involverede i branchen. Det skyldes bl.a., at evalueringen skulle gøre status på den måde, hvorpå kontrolindsatserne blev implementeret af Fødevarestyrelsen samt afdække, hvor der kunne være plads til forbedringer. Vil ministeren i den anledning besvare følgende spørgsmål:
1. Vil ministeren igangsætte initiativer, der har til formål at afdække, hvordan Fødevarestyrelsens nuværende praksis for kontrol af dyretransporter kan forenkles med henblik på at sikre kortere sagsbehandlingstider og mindre bureaukrati?
2. Kan ministeren oplyse, hvilke konkrete processer der følger, efter en logbog indsendes til Fødevarestyrelsen til kontrol, og dertil, hvor lang tid det gennemsnitligt tager i timer at kontrollere og forhåndsvalidere logbogen?
3. Kan ministeren oplyse, om der i Fødevarestyrelsens praksis for forhåndsvalidering af logbøger er forskelle i proces og timeforbrug ved valideringen af henholdsvis en rute, der aldrig har været kørt tidligere, og en rute, der køres regelmæssigt?
4. Kan ministeren oplyse, hvilke konkrete processer der følger efter endt forhåndsvalidering og frem til, at eksporten skal afgå, og hvorvidt Fødevarestyrelsen udfører yderligere kontrolopgaver i denne mellemliggende periode?
5. Kan ministeren oplyse, om der har været forskel på kontrolpresset i aftaleperioden afhængigt af, hvilke eksportører og hvilken type gris der er tale om?
6. Kan ministeren oplyse, hvorvidt der er udarbejdet en konkret definition af branchens såkaldte ”brodne kar”, og hvorvidt det er sket efter dansk retsprincip om, at man alene lægger følgende til grund for denne definition: At der er foretaget administrative sanktioner, hvor der er politianmeldelse, og herefter alene lægger de ved bødebetaling eller retslig afgjorte sager til grund for denne definition?
7. Kan ministeren oplyse, hvor mange penge Fødevarestyrelsen bruger på dyrlæger til kontrol af transport af smågrise?
Dato: 09-12-2019
Status: Endeligt besvaret
Emne:
dyr og dyrevelfærd