L 165 Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love.

(Opfølgning på evaluering af kommunalreformen vedrørende det mest specialiserede socialområde og den mest specialiserede specialundervisning m.v.).

Af: Minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold Manu Sareen (RV)
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 26-03-2014

Fremsættelse: 26-03-2014

Skriftlig fremsættelse (26. marts 2014)

20131_l165_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (26. marts 2014)

Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love. (Opfølgning på evaluering af kommunalreformen vedrørende det mest specialiserede socialområde og den mest specialiserede special­undervisning m.v.)

(Lovforslag nr. L 165).

Lovforslaget bidrager til at udmønte rammeaftalen om justering af kommunalreformen og aftale om en kvalificeret indsats for grupper med særlige behov, som alle Folketingets partier indgik henholdsvis den 26. juni og13. november 2013, på det mest specialiserede socialområde og specialundervisningsområde.

Baggrunden for de politiske aftaler bag lovforslaget er evalueringen af kommunalreformen og regeringens udspil »Bedre kvalitet og samarbejde« af 1. juni 2013. Initiativerne skal bidrage til en smidigere og mere effektiv offentlig sektor med et tættere og mere velfungerende samarbejde mellem kommuner, regioner og stat. På det mest specialiserede socialområde og specialundervisningsområde skal staten spille en større rolle i at sikre, at der ikke sker en uhensigtsmæssig afspecialisering. Det indebærer etablering af en ny national koordinationsstruktur og vidensopbygning, som forankres i Socialstyrelsen.

Det foreslås, at Socialstyrelsen gradvist skal skabe et nationalt overblik over og overvåge udviklingen i de mest specialiserede målgrupper, tilbud og indsatser.

Det forslås, at Socialstyrelsen får kompetence til at udmelde målgrupper eller særlige indsatser, hvor der er behov for øget koordination eller planlægning på tværs af kommunerne og regionerne for at sikre og videreudvikle den mest specialiserede indsats. Kommunalbestyrelserne skal i forbindelse med de årlige rammeredegørelser forholde sig til disse centrale udmeldinger. Den første centrale udmelding foretages 1. november 2014.

Det foreslås, at Socialstyrelsen på baggrund af afrapporteringerne fra kommunalbestyrelserne i hver region får beføjelse til at anmode kommunalbestyrelserne i hver region eller flere regioner om, at foretage en fornyet behandling af deres tilrettelæggelse og organisering af indsatsen i forhold til de centralt udmeldte målgrupper og indsatser.

Det foreslås, at Socialstyrelsen får beføjelse til at give driftspålæg. Et driftspålæg indebærer, at en kommune eller region pålægges et driftsansvar, og tilbudsstrukturen på et område dermed fastlægges af Socialstyrelsen. Beføjelsen forudsættes kun anvendt undtagelsesvist i helt særlige tilfælde.

Det foreslås, at den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) i Socialstyrelsen skal sørge for at tilvejebringe de specialrådgivningsydelser, der gives i henhold til lov om folkeskolen eller lov om specialundervisning for voksne, og som i dag hører under de lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud. Det skal ske gennem leverandørnetværk, således at der fortsat er tilknytning til praksis.

Det foreslås, at beliggenhedskommunernes muligheder for at overtage regionale tilbud justeres, således at det kun kan ske én gang i hver valgperiode.

Endelig foreslås der en revision af takstreglerne på det sociale område, så der bl.a. skabes mulighed for at finansiere tilbud gennem fleksible aftaleformer, og så der bliver større gennemskuelighed i taksterne og større sammenlignelighed på tværs af private og offentlige tilbud.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.