Fremsat den 13. januar 2011 af Karen
Hækkerup (S), Sophie Hæstorp Andersen (S), Flemming
Møller Mortensen (S), Maja Panduro (S), Lise von Seelen (S)
og Julie Skovsby (S)
Forslag til folketingsbeslutning
om nedsættelse af en arbejdsgruppe til
revidering af Retslægerådet
Folketinget pålægger regeringen at nedsætte en
hurtigarbejdende arbejdsgruppe i indeværende
folketingssamling, hvis opgave er at udrede, hvorvidt
Retslægerådet fungerer optimalt i forhold til
udøvelsen af Retslægerådets mandat og
forvaltningen af rådets opgaver, herunder hvorvidt
rådets stilling og status i retssystemet er
hensigtsmæssig.
Det skal understreges, at forslagsstillerne anerkender
såvel Retslægerådets store faglige ekspertise som
rådets arbejde. Forslagsstillerne stiller imidlertid
spørgsmålstegn ved, hvorvidt rådets rolle i
samspillet med retsvæsenet fungerer optimalt.
Forslagsstillerne ønsker, at arbejdsgruppen konkret
foretager en vurdering af, hvorvidt lovgrundlaget fungerer
optimalt, og om Rådets arbejdsproces i forbindelse med
afgivelse af erklæringer kan forbedres. Det skal især
undersøges, hvorvidt Retslægerådets arbejde kan
gøres mere gennemsigtigt for borgerne, og om det er muligt i
højere grad at imødekomme eventuelle
habilitetsspørgsmål, og det skal undersøges, om
der er plads til forbedring set i forhold til borgernes
retssikkerhed, kvaliteten i sagsbehandlingen, sagsbehandlingstiden,
borgernes adgang til klagemuligheder og samspillet med sundheds- og
retssystemet. Det er forslagsstillernes holdning, at
forbedringspotentialet i forhold til borgernes retssikkerhed er
betydeligt.
Arbejdsgruppen bør sammensættes så bredt som
muligt. Det vil være fornuftigt at kunne inddrage forskellige
syn på Retslægerådets arbejde. Forslagsstillerne
anbefaler derfor en sammensætning bestående af
repræsentanter for eksempelvis Lægeforeningen,
Advokatrådet, Danske Handicaporganisationer,
Sundhedsstyrelsen, Center for Menneskerettigheder,
Retslægerådet, Den Danske Dommerforening,
Anklagemyndigheden samt relevante patientforeninger.
Bemærkninger til forslaget
Retslægerådet arbejder som institution på
grundlag af lov nr. 60 af 25. marts 1961 og bekendtgørelse
nr. 1068 af 17. december 2001 om forretningsordenen for
Retslægerådet. Rådets funktion defineres i
lovgrundlagets § 1, der lyder:
»Retslægerådets opgave er at afgive
lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn til
offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoners
retsforhold.«
Hovedparten af sager behandlet af Retslægerådet er
personskadesager eller, som det hedder i Retslægerådets
årsrapporter, sagstype E: Andre sager vedr. enkeltpersoners
retsforhold. Retslægerådet intervenerer i nær ved
alle sager vedrørende personskade, herunder også i de
sager, som Arbejdsskadestyrelsen har vurderet og fundet fuldt
belyst, og hvor de lægefaglige skøn i sagen er mere
eller mindre enslydende. Vores bekymring omhandler først og
fremmest rådets stilling i denne type sager.
Et stort problem i Retslægerådets arbejde er, at det
er svært for borgerne at gennemskue, hvordan Rådet
når frem til afgørelser. Især finder
forslagsstillerne det betænkeligt, at
Retslægerådet kan afgive erklæringer udelukkende
ud fra lægelige akter, hvilket vil sige, at Rådet
sjældent selv undersøger den skadelidte.
Desuden nægter domstolene ofte, at skadelidte kan
fremføre lægefaglige vidner, og typisk tillægges
Retslægerådets erklæringer større
bevisværdi end erklæringer fra speciallæger. Det
er bekymrende, at ikke alle facetter af en sag belyses.
For det første er forslagsstillerne bekymrede over, at
erklæringer fra Retslægerådet ikke er underlagt
retsplejelovens regler om sagkyndig bistand ved syn og skøn,
desuagtet at erklæringerne kun er vejledende for retten
ligesom alle andre sagkyndige bidrag. Konsekvensen er, at der
således ikke er samme muligheder for udmeldelse og afhjemling
om syn og skøn. Hvis Retslægerådet var
undergivet retsplejelovens regler om syn og skøn, ville en
afhjemling under hovedforhandling være mulig. Det vil sige,
at de relevante læger fra rådet afgav forklaring i
retten og eventuelt uddybede svar omkring forhold, der gav
anledning til tvivl. Dette ville være ønskeligt for
alle parter, herunder tillige for de dommere, der skal
afgøre sagen. Forslagsstillerne finder i den forbindelse, at
det bør overvejes, hvorvidt parterne i en sag skal have
mulighed for at udpege såkaldte skønsmænd,
hvilket bl.a. vil være med til at sikre, at domstolene
forstår Retslægerådets svar, hvad angår de
lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn.
For det andet bør det overvejes, om den nuværende
forretningsorden skal ændres, således at der gives
plads til uenighed i rådet. I henhold til forretningsordenen
for Retslægerådet § 8, stk. 4 skal det
fremgå af rådets svar, hvis der ikke er enighed om
besvarelsen af de stillede spørgsmål. Idet
formålet med Retslægerådets erklæringer er
at tilvejebringe det bedst mulige beslutningsgrundlag for den
myndighed, der skal træffe afgørelse i sager, og set i
lyset af, at de beslutningskompetente myndigheder - typisk
domstolene - lægger betydelig vægt på
Retslægerådets erklæringer, er det essentielt for
såvel de beslutningskompetente myndigheder som for
skadelidtes sag, at rådets eventuelle uenigheder eller
tvivlsspørgsmål lægges klart frem.
Retslægerådets fremgangsmåde er imidlertid
således, at hvis der er uenighed blandt rådsmedlemmerne
i opfattelsen af en sag, sendes sagen på ny ud til hvert
enkelt medlem til en fornyet vurdering. Retslægerne kan i den
forbindelse se de forudgående voteringer, og kun hvis der
fortsat er uenighed, afgives der en erklæring med dissens.
Forslagsstillerne mener, det bør overvejes, om denne
fremgangsmåde i uhensigtsmæssig grad fremmer en
konsensusafgørelse, der ikke i tilstrækkelig grad
reflekterer faglig tvivl eller uenighed, som kan være
afgørende for udfaldet af den enkelte sag.
For det tredje finder forslagsstillerne, at
Retslægerådet i et vist omfang i praksis fungerer som
ankeinstans for Arbejdsskadestyrelsens afgørelser, hvilket
dels aldrig har været ideen med rådets virke, dels
forekommer betænkeligt. En række aktører har
påpeget, (1) at retspraksis har vist, at
Arbejdsskadestyrelsen langt oftere end Retslægerådet
vurderer, at der er årsagssammenhæng mellem skadelidtes
gener og det aktuelle uheld i en sag, samt (2) at
Retslægerådets erklæringer samtidig
tillægges størst bevisværdi. Disse to forhold
bevirker, at skadevolder typisk vil bede Retslægerådet
om en erklæring i den enkelte sag, hvis Arbejdsskadestyrelsen
har vurderet, at der er tale om årsagssammenhæng i
sagen. Derved kommer Retslægerådet reelt til at fungere
som ankeinstans for Arbejdsskadestyrelsens afgørelser,
desuagtet at Arbejdsskadestyrelsens formelt set besidder en
lægelig og juridisk kompetence, i modsætning til
Retslægerådet, der ikke har nogen juridisk kompetence.
Diskrepansen mellem udfaldet i afgørelser fra henholdsvis
Retslægerådet og Arbejdsskadestyrelsen er ydermere
bemærkelsesværdig, al den stund de to instanser typisk
træffer afgørelser ud fra samme materiale.
For det fjerde finder forslagsstillerne, at der på
baggrund af kritikken af Retslægerådet skal foretages
en undersøgelse af, hvorvidt rådets regler omkring
habilitet er fyldestgørende. Det skal i den forbindelse helt
konkret pointeres, at det er forslagsstillernes klare holdning, at
man som udgangspunkt ikke kan være medlem af
Retslægerådet, hvis man samtidig er ansat i et
forsikringsselskab, idet forsikringsselskaberne er part i en
betragtelig stor andel af de sager, der forelægges for
Retslægerådet.
For det femte finder forslagsstillerne, at det bør
overvejes, hvorvidt det vil være hensigtsmæssigt at
inddrage sagkyndige dommere altså dommere med
lægefaglig ekspertise i langt større omfang. I den
forbindelse skal det bemærkes, at Retsplejerådet i
forbindelse med domstolsreformen har anført, at netop
anvendelsen af sagkyndige dommere kan være en stor fordel i
civile sager, derved at den juridiske kompetence suppleres af
fagkyndig ekspertise. Anvendelsen af sagkyndige dommere vil
ydermere bidrage til at undgå de
»oversættelsesproblemer« mellem den juridiske og
den lægefaglige fagterminologi, der tidligere har resulteret
i særdeles uheldige problemer, der har haft helt uacceptable
konsekvenser for borgerne i en lang række sager.
Forslagsstillerne finder desuden, at arbejdsgruppen bør
tage stilling til, om honoreringen er hensigtsmæssig. I dag
aflønnes de voterende med cirka 1.300 kr. pr. sag uanset
tidsforbrug, og det bør overvejes, hvorvidt denne praksis er
fornuftig.
Forslagsstillerne ønsker ydermere, at arbejdsgruppen
bør undersøge, hvorvidt de nuværende relativt
lave sagsbehandlingstider kan fastholdes og eventuelt afkortes.
Sluttelig ønsker forslagsstillerne, at arbejdsgruppen
undersøger, om Rådets kommunikation kan forbedres. Det
har tidligere været et problem, at lægernes og
juristernes brug af begreber, der beskriver en patients tilstand,
opfattes forskelligt, hvilket kan have og har haft afgørende
betydning for afgørelser. Det drejer sig bl.a. om brugen af
betegnelsen »overvejende sandsynligt«. Rådet er i
færd med at revidere brugen af disse begreber, og
forslagsstillerne ønsker, at dette bliver fulgt tæt,
så der i fremtiden ikke opstår lignende forvirring
mellem jurister og læger.
Skriftlig fremsættelse
Karen
Hækkerup (S)::
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
nedsættelse af en arbejdsgruppe til revidering af
Retslægerådet.
(Beslutningsforslag nr. B 58)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.