B 58 Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en arbejdsgruppe til revidering af Retslægerådet.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Om beslutningsforslaget

Sagsgang:
Fremsat 13-01-2011
1. behandlet/henvist til udvalg 03-02-2011
Ministerområde:
Justitsministeriet
Resumé:
Beslutningsforslaget gik ud på, at der skulle nedsættes en arbejdsgruppe, der skulle se på, om Retslægerådet fungerede optimalt. Arbejdsgruppen skulle bl.a. se på, hvordan rådets opgaver blev løst, og om rådets stilling og status i retssystemet var hensigtsmæssig.

Forslagsstillerne ønskede, at arbejdsgruppen foretog en konkret vurdering af, om lovgrundlaget var optimalt, og om man kunne forbedre rådets arbejdsproces i forbindelse med afgivelse af erklæringer. Det skulle især undersøges, om Retslægerådets arbejde kunne gøres mere gennemsigtigt for borgerne, og om det var muligt i højere grad at behandle eventuelle habilitetsspørgsmål.

Arbejdsgruppen skulle sammensættes så bredt som muligt med bl.a. Lægeforeningen, patientforeninger, Danske Handicaporganisationer, Sundhedsstyrelsen, Center for Menneskerettigheder og Retslægerådet.

Baggrunden for forslaget var bl.a., at det var et stort problem, at rådets arbejde var svært at gennemskue for borgerne, f.eks. hvordan rådet nåede frem til sine afgørelser. Samtidig gik Retslægerådet ind i de fleste personskadeskader, herunder også de sager, som Arbejdsskadestyrelsen havde vurderet og fundet fuldt belyst, og hvor de lægefaglige skøn var mere eller mindre enslydende.