Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 58:

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en arbejdsgruppe til revidering af Retslægerådet.

Af Karen Hækkerup (S) m.fl.

(Fremsættelse 13.01.2011).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er justitsministeren.

Dette beslutningsforslag går ud på at pålægge regeringen i indeværende folketingssamling at nedsætte en hurtigarbejdende og bredt sammensat arbejdsgruppe, som skal udrede, hvorvidt Retslægerådet fungerer optimalt og om rådets status i retssystemet er hensigtsmæssig. Det understreges i beslutningsforslaget, at det ikke er Retsplejerådets faglige ekspertise eller arbejde, men derimod sammenspillet mellem retsvæsenet og rådet, som der sættes spørgsmålstegn ved, og det gælder navnlig i sager – forstår jeg – om personskader.

Inden jeg gennemgår de kritikpunkter om Retslægerådet og regelgrundlaget for både rådets og domstolenes arbejde, som man er bekymret for, vil jeg gerne gøre opmærksom på, at patientforeningen PTU, der står for Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede, i oktober 2009 rettede en henvendelse til Justitsministeriet med en række forslag, som i meget vidt omfang, må man sige, svarer til det, der er anført i beslutningsforslaget.

Det har min forgænger i embedet orienteret Retsudvalget om den 2. november 2009 ved besvarelse af udvalgets spørgsmål nr. 30 i alm. del. Det er også anført i den besvarelse, at Retsudvalget vil blive orienteret, når ministeriet har overvejet forslagene nærmere. Henvendelsen fra PTU har i løbet af 2010 været drøftet flere gange på møder mellem PTU, Retslægerådet og Justitsministeriet. På det afsluttende møde den 30. november 2010 opnåede man enighed om, at der hermed har været gennemført en meget konstruktiv dialog, og i den forbindelse gennemført og igangsat en række initiativer. Retsudvalget er blevet orienteret om resultatet af dialogen den 28. januar i år. Som det fremgår af orienteringen, finder Justitsministeriet, at der allerede er taget de initiativer, som henvendelsen fra PTU kan give anledning til.

Men jeg vil nu gennemgå de enkelte punkter i beslutningsforslaget og redegøre for baggrunden for min holdning til forslaget.

Jeg vil indlede med at gøre det klart, at Retslægerådet ikke intervenerer i sager om personskade, sådan som der står i beslutningsforslaget. Rådet svarer på det, de bliver spurgt om, og går ikke ind i sager af egen drift. Det anføres i beslutningsforslaget, at det er svært for borgerne at gennemskue, hvordan Retslægerådet når frem til afgørelserne, og at det især er betænkeligt, at rådet alene vurderer sagen ud fra de lægelige akter og ikke undersøger den pågældende skadelidte.

Jeg vil gerne lige starte med at slå fast, at Retslægerådet jo ikke træffer afgørelser, men derimod afgiver nogle lægevidenskabelige skøn til offentlige myndigheder, som derefter træffer en afgørelse. Retslægerådets opgaver i sager om personskade er at foretage et skøn på grundlag af de lægelige oplysninger, der findes i sagen, f.eks. journaler og lægeerklæringer. Hvis sagen eksempelvis er en retssag mellem en skadelidt og et forsikringsselskab, er det som udgangspunkt op til parterne ud fra det almindelige forhandlingsprincip, som gælder i civile retssager, at afgøre, på hvilket grundlag Retslægerådet skal udtale sig. Hvis materialet ikke er fyldestgørende nok til at kunne vurdere sagen, kan rådet henstille, at der bliver indhentet yderligere oplysninger. Rådet tilkendegiver samtidig, hvordan oplysningerne mest hensigtsmæssigt kan indhentes, og i den forbindelse kan rådet i princippet foreslå, at den person, som sagen drejer sig om, undersøges af et eller flere af rådets medlemmer eller sagkyndige, men i personskadesager henstiller rådet som altovervejende hovedregel, at der tilvejebringes oplysninger på anden vis, f.eks. ved at man indhenter nogle speciallægeerklæringer.

Forslagsstillerne anfører så, at det er bekymrende, at ikke alle facetter af en sag bliver belyst, når skadelidte bliver nægtet at føre lægefaglige vidner, og når Retslægerådets udtalelser typisk er tillagt større bevisværdi end erklæringer fra speciallæger. Det kan jo umiddelbart godt lyde tillokkende, at hver part sådan i videre omfang skal have adgang til at føre den læge, som man ønsker som sagkyndigt vidne. Men der skal man jo altså huske på, at det særlige ved Retslægerådet er dets uvildighed, og den uvildighed skal vi værne om.

Konsekvensen af sådan i videre omfang at åbne op for den slags vidneførsel vil i praksis være, at hver part i en sag stiller med sit eget hold af speciallæger, som altså støtter partens synspunkter. Det er det, man i amerikansk ret kalder the battle of experts. Størrelsen af det lægehold og antallet af stjerner på den enkelte læges skuldre vil så afhænge af, hvad den pågældende part har råd til at betale. Hertil kommer, at man risikerer, at en læge, der er valgt af en part i sagen, måske vil føle, at han skal udtale sig loyalt i forhold til partens sag, hvilket ikke er gavnligt for at få det mest rigtige resultat. Det er jo ikke svært at forudsige, at den største taber i det spil netop bliver den lille mand, for han råder ikke over de samme ressourcer som f.eks. forsikringsselskaberne. Vi vil få amerikanske tilstande, og det er der vel næppe nogen af os der ønsker.

For så vidt angår bevisværdigheden af Retslægerådets udtalelser, er det væsentligt at holde sig for øje, at det efter retsplejelovens regler er dommeren, der leder processen. Det er også dommeren, der under sagen tager stilling til, om de beviser, som parterne ønsker at fremlægge, er relevante for sagen, eller om de skal afskæres, fordi de er uden betydning for sagen og derfor vil forhale sagen uden grund. Det er også dommeren, som vurderer, hvilken værdi det fremlagte bevismateriale skal tillægges. Det er det, man kalder for den frie bevisbedømmelse.

Så er det anført i beslutningsforslaget, at forslagsstillerne er bekymrede over, at Retslægerådet ikke er underlagt regler om syn og skøn og derfor ikke kan afhøres i retten under hovedforhandlingen. Her tror jeg at en lille misforståelse har sneget sig ind. Som jeg allerede har nævnt, er Retslægerådet etableret med det formål at afgive lægevidenskabelige udtalelser til bl.a. domstolene. Derfor udmeldes der som udgangspunkt ikke andre skønsmænd til den opgave. Hvis der er tvivl om Retslægerådets udtalelse, og det kan selvfølgelig ske, ja, så er der mulighed for, at parterne skriftligt kan stille supplerende spørgsmål, hvilket også sker i praksis. Det er også muligt at afhøre Retsplejerådets medlemmer i retten, men det er naturligvis op til retten at afgøre, om der konkret er et behov for det i den enkelte sag, og i praksis sker det kun undtagelsesvis.

Bl.a. spørgsmålet om afhøring af de voterende medlemmer af Retslægerådet blev behandlet på det tidligere nævnte møde, der var i november mellem PTU og Retslægerådet og Justitsministeriet. Retslægerådet tilkendegav på det møde, at de sagkyndige er villige til at lade sig afhøre i retten, hvis det er nødvendigt. Rådet tilkendegav dog samtidig, at afhøring kun bør ske undtagelsesvis, da rådet jo afgiver udtalelser i et stort antal sager. Når det er sagt, er det naturligvis generelt vigtigt, at alle involverede parter er opmærksomme på, om der konkret kan være et behov for, at rådets medlemmer afgiver forklaring i en sag, men det er som sagt i sidste ende op til domstolene at afgøre, om der er behov for sådan en afhøring.

Så anfører forslagsstillerne, at det bør overvejes, om den nuværende forretningsorden for Retslægerådet skal ændres, så der bliver givet plads til uenighed i rådet. Som det også er beskrevet i beslutningsforslagets bemærkninger, fremgår det allerede i dag af Retslægerådets forretningsorden, at det skal fremgå af rådets udtalelse, hvis der ikke er enighed om det stillede spørgsmål. Ifølge forslagsstillerne er det imidlertid rådets arbejdsproces, den er gal med. Den skriftlige votering fører ifølge forslagsstillerne til konsensusafgørelser, som ikke i tilstrækkelig grad reflekterer faglig tvivl, og det mener man kan være afgørende for sagens udfald. Nu ved jeg jo ikke, hvad det er, forslagsstillerne bygger deres opfattelse på, men det er nu engang sådan, at der rent faktisk bliver afgivet dissens, hvis der ikke er enighed blandt de voterende. Retsplejerådets udtalelser er jo i øvrigt et udtryk for evidensbaserede vurderinger, og det er nok også forklaringen på, at dissens ikke forekommer nær så ofte hos rådet som eksempelvis hos domstolene, hvor juridiske vurderinger som bekendt ofte falder forskelligt ud.

Så er det også anført i beslutningsforslaget, at Retslægerådet i et vist omfang fungerer som ankeinstans for Arbejdsskadestyrelsens afgørelser, og at rådet ikke lige så ofte som styrelsen når frem til, at der er årsagssammenhæng mellem et uheld og en gene.

Nu er det sådan, at Retslægerådet i mellem 80 og 90 pct. af sagerne efterspørger yderligere materiale end det, der allerede foreligger i sagen, når rådet bliver anmodet om en udtalelse. I de fleste tilfælde er det således ikke de samme oplysninger, som ligger til grund for de vurderinger, der foretages, i henholdsvis Retslægerådet og Arbejdsskadestyrelsen. Det kan måske være en af forklaringerne på, at der kan være forskel på de to vurderinger.

Forslagsstillerne ønsker så, at det skal undersøges, om Retslægerådets regler om inhabilitet er fyldestgørende. Efter rådets forretningsorden er man inhabil, hvis man ifølge forvaltningslovens regler er inhabil. Desuden skal de voterende i udtalelser, som indhentes af domstolene, leve op til de habilitetsregler, som ifølge retsplejeloven gælder for dommere og for syns- og skønsmænd. Jeg kan desuden oplyse, at Retslægerådet bl.a. i lyset af den debat, der har været, har besluttet at følge den praksis, at en sagkyndig ikke bør medvirke i en sag, hvor et forsikringsselskab er part, hvis den sagkyndige aktuelt er ansat eller indtil for nylig har været ansat som lægekonsulent i et forsikringsselskab. Det gælder helt generelt, uanset hvilket forsikringsselskab der er tale om, og altså også, hvis det er et andet forsikringsselskab end det, der er part i den pågældende sag. Desuden er der indført en ordning, hvorefter de sagkyndige for hver enkelt sag skal erklære, at de ikke har habilitetsproblemer, inden de kan votere i sagen.

I 2010 besluttede Retslægerådet at lægge oplysninger om de sagkyndiges specialer og eventuelle faste tilknytning til private virksomheder eller til visse offentlige institutioner ud på rådets hjemmeside, og de oplysninger bliver opdateret hvert år. Så det er nu muligt for enhver at gøre sig bekendt med netop de oplysninger. Det er anført i beslutningsforslaget, at det bør overvejes at anvende sagkyndige dommere med lægefaglig baggrund i langt større omfang. I dag er det sådan, at den overvejende del af de civile sager i byretter og landsretter behandles af juridiske dommere. Retten kan dog bestemme, at der skal medvirke sagkyndige dommere – to sagkyndige dommere – hvis fagkundskab skønnes at være af betydning for sagen.

I forbindelse med domstolsreformen anførte Retslægerådet bl.a., at der i civile sager ofte kan være store fordele ved, at rettens juridiske ekspertise bliver suppleret med en lægefaglig ekspertise i form af sagkyndige medlemmer. Sagkyndige medlemmer kan bl.a. bidrage til at give retten en større indsigt i og en større forståelse for sagen. Men Retsplejerådet anførte samtidig, at retten, navnlig når der medvirker sagkyndige dommere, skal være særlig opmærksom på at sikre, at parterne får lejlighed til selv at udtale sig om alle forhold, som indgår i grundlaget for afgørelsen. Der er således principielt en større risiko for, at en sagkyndig meddommer netop på grund af sin indlevelse lægger vægt på forhold, som en part ikke klart har givet udtryk for, og som modparten derfor ikke har haft mulighed for at forholde sig til.

Hvis Retslægerådets udtalelser skulle erstattes af sagkyndige dommere, ville det jo blive sådan, at parterne først blev bekendt med den sagkyndiges vurdering, når dommen blev afsagt, og det ville naturligvis ikke være hensigtsmæssigt. Hertil kommer, at der i de sager, som Retsplejerådet behandler, deltager sagkyndige fra en lang række forskellige lægefaglige specialer. Et mindre antal lægefagligt sagkyndige dommere ville næppe kunne dække specialerne ind med den samme bredde, som man har i Retslægerådet.

Ifølge forslagsstillerne bør det i en arbejdsgruppe vurderes, om det er fornuftigt, at de voterende får et honorar på ca. 1.300 kr. pr. sag uanset tidsforbrug. Nu ved jeg ikke, om forslagsstillerne hæfter sig ved beløbets størrelse eller ved den omstændighed, at der er tale om et fast beløb uanset tidsforbruget, men jeg kan til det bemærke, at honoraret mig bekendt hverken har været et problem for kvaliteten af Retslægerådets udtalelser eller mulighederne for at kunne rekruttere sagkyndige til rådet.

Det anføres så i beslutningsforslaget, at arbejdsgruppen bør undersøge, om de nuværende relativt korte sagsbehandlingstider i Retslægerådet kan fastholdes og eventuelt afkortes yderligere. I den forbindelse kan jeg oplyse, at rådet igennem længere tid har haft og fortsat har fokus på sagsbehandlingstiderne, og jeg har fuld tillid til, at rådet magter den opgave uden hjælp fra en arbejdsgruppe. De seneste opgørelser over sagsbehandlingstiderne, der, som forslagsstillerne også nævner, er relativt korte, tyder jo også på det.

Til sidst ønsker forslagsstillerne, at arbejdsgruppen skal undersøge, om Retslægerådets kommunikation kan forbedres. I den forbindelse kan jeg oplyse, at Retslægerådet generelt er meget opmærksom på sin sprogbrug og så vidt muligt søger at undlade at bruge lovgivningens terminologi for at undgå at foregribe udfaldet af en dom eller en afgørelse. Rådet anvender almindeligt sprogbrug i sine svar og tager ikke stilling til udtryk i lovgivningen, der er centrale for bevisvurderingen.

Den sag, som forslagsstillerne henviser til i forslagets bemærkninger, drejer sig om, at Retslægerådet i 2006 besluttede sig for ikke at anvende udtrykket »overvejende sandsynligt« i sine udtalelser. Baggrunden herfor var netop, at udtrykket kunne give anledning til misforståelser, fordi udtrykket ikke nødvendigvis betød det samme for rådet, som det gør rundtomkring i lovgivningen. Beslutningen i 2006 har været undersøgt af Folketingets Ombudsmand, som i en udtalelse af 20. november 2009 ikke fandt anledning til at udtale kritik af rådet i den anledning.

For så vidt angår rådets kommunikation mere generelt, kan jeg i øvrigt oplyse, at Retslægerådet som led i sin almindelige kvalitetssikring har iværksat en nærmere undersøgelse af 100 afsluttede sager om piskesmældsskader. I undersøgelsen vurderes det, om rådet ud fra et lægefagligt synspunkt har besvaret de stillede spørgsmål videnskabeligt korrekt. Der foretages desuden en juridisk vurdering af, om der er svaret på det, der rent faktisk er blevet spurgt om. Det er jo vigtigt. Undersøgelsen er omfattende, og den er færdig sidst på året eller i starten af 2012.

Ja, siger formanden. Det betyder, at jeg er nået til afslutningen. Jeg vil bare sige, at man i Retslægerådet er i gang med en undersøgelse, hvor man gennemgår 776 sager om personskader svarende til et helt års antal sager for at se, hvordan resultaterne fordeler sig. Den undersøgelse foreligger i april, men allerede nu kan jeg sige, at de foreløbige optællinger tyder på, at undersøgelsen bl.a. vil vise, at det i sager, hvor Retslægerådet medvirker, ikke overraskende er sådan, at skadelidte nogle gange får medhold i sit krav, men i andre sager ikke får medhold.

Så jeg vil slutte med at sige, at Retslægerådets virksomhed har meget stor betydning for justitsvæsenet, og jeg deler forslagsstillernes store interesse for rådets varetagelse af sine opgaver, og derfor er jeg også åben over for konstruktiv kritik og forslag på området, ikke mindst når det kommer fra patientforeninger. Men vi har altså lige haft lejlighed til at tage stilling til kritikpunkterne, og jeg mener ikke, at det forløb, der har været, giver noget grundlag for at nedsætte en arbejdsgruppe, men jeg vil følge området nøje og vurdere, om der opstår behov for initiativer, og jeg vil være indstillet på at give Retsudvalget i Folketinget en skriftlig orientering, når resultaterne af de omtalte undersøgelser foreligger. Herved kan vi sikre, at der fortsat er fuld opmærksomhed på Retslægerådets arbejde. Men efter regeringens opfattelse er der altså ikke noget behov for en arbejdsgruppe.

Ministeren bør lige vente.

Jeg vil lige først og fremmest sige, at det er prisværdigt, at ministeriet har gjort så grundigt et forarbejde for ministeren, at det ikke kan holdes inden for taletiden. Jeg vil bare sige, at vi gav 3 minutter mere, så vi har også her været rundhåndede. Men det er i sagens tjeneste, ja altså, at man kan give nogle grundige svar og der er grundlag for at spørge.

Den første, der har ønsket en kort bemærkning, er fru Julie Skovsby. Værsgo.

Tak for ministerens gennemgang. Jeg kan forstå, at ministeren ikke har brug for hjælp fra en arbejdsgruppe på det her område. Ved gennemgangen af de otte helt konkrete punkter, som vi altså fra socialdemokratisk side mener er værd at få i en arbejdsgruppe og få undersøgt nærmere, kunne jeg forstå, at der for størstedelen af vores punkters vedkommende ikke var noget, der skulle undersøges.

Ved den del, der handler om habilitet, altså, det her med, om man som sagkyndig kan have et engagement ved et forsikringsselskab, som jo kan være part i de her sager, er der foretaget nogle ændringer, så det selvfølgelig ikke kan ske lige i den konkrete sag eller med det konkrete selskab. Også hjemmesiden har fået et boost. Spørgsmålet er, om det er nok, og om det i virkeligheden ikke var værd at undersøge nærmere.

Jeg kunne også forstå, at man er i gang med at arbejde med sprogbruget.

Men der var jo mange flere punkter. Mener man virkelig fra ministeriets side, at der ikke vil være noget at komme efter?

Justitsministeren.

Jeg kan jo aldrig vide, om der måtte vise sig noget at komme efter. Skulle det ske, må vi jo gøre noget ved det.

Jeg mener, at der med hensyn til habilitet er lavet en ganske grundig sikring af, at habilitetsreglerne er overholdt, og der er den gennemsigtighed omkring det, som der bør være. Med hensyn til det sproglige er det jo, som jeg nævnte, noget, man arbejder med i en undersøgelse. Så jeg synes sådan set, at man er godt i gang på begge områder. Det kan vi jo få lejlighed til at besvare mere indgående måske under udvalgsarbejdet.

Som sagt er jeg meget indstillet på at give Folketingets Retsudvalg en orientering, når undersøgelserne, som er i gang på området, er færdiggjorte, og så kan vi jo ved den lejlighed lave en samlet vurdering af, om der er behov for at tage yderligere skridt.

Fru Julie Skovsby.

Jeg er glad for det arbejde, som justitsministeren har sat i gang, og som vi også kan få indblik i i fremtiden, men det her forslag handler jo om at komme lidt bredere ud. Det handler ikke blot om det, som Retslægerådet af sig selv iværksætter, eller det, som ministeriet iværksætter. Vores forslag går på en bred arbejdsgruppe, hvor der kan være mange forskellige organisationer og interessenter med. De er nævnt i beslutningsforslaget, og ministeren kender dem.

Det, jeg egentlig vil spørge til, er, om det ikke kunne være en god idé også at få sat det ind i en større kontekst, så det ikke kun bliver på nogle meget snævre områder, man får undersøgt den kritik, der har været rejst, men også får hørt, hvordan relationen til domstolene er, hvordan det harmonerer med det lovgivende mandat, og hvordan det er i forhold til patientorganisationerne og alle de andre, som jo også er inde i hele den her proces.

Justitsministeren.

Nej, jeg mener ikke, at det tjener noget formål i sig selv at nedsætte arbejdsgrupper. Jeg synes, at det er vigtigere, at der arbejdes med de sager, som man nu har. For mig at se er der ikke noget behov for så omfattende en arbejdsgruppe og for at lægge så omfattende beslag på ressourcer, som forslaget lægger op til. Er der konkrete problemstillinger, der trænger til at blive undersøgt nærmere, skal vi naturligvis gøre det. Der er, som jeg nævnte, også forskellige overvejelser og undersøgelser i gang, ligesom der har været en tæt dialog om nogle af de problemer, der har været rejst.

Så jeg mener, at det må være det rigtige, at man tager afsæt i det arbejde, der er gjort, og de undersøgelser, der er i gang, og så vurdere det. Og jeg er som sagt indstillet på at give Retsudvalget en orientering om det, når undersøgelserne er færdiggjorte, og det kan jo give anledning til en bred drøftelse mellem Folketingets partier. Er der så spørgsmål, der måtte dukke op under udvalgsarbejdet med beslutningsforslaget, kan vi naturligvis også tage det med ind i de undersøgelser, der er i gang.

Så er det fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning.

Jeg vil godt indrømme, at baggrunden for forslaget jo også er, at vi modtager enormt mange borgerhenvendelser om, at folk er meget frustrerede over, at deres sag med ministerens egne ord jo ikke burde afgøres af Retslægerådet, men at rådets vurdering alene skulle være en vejledning eller lignende, der indgår i sagen. Det, folk oplever, er, at man ikke kan genkende de spørgsmål, der stilles til Retslægerådet. Patienterne kan ikke genkende deres egen sygehistorie i den, og de pågældende læger, der har behandlet en, kan ikke genkende de forhold, der bliver stillet spørgsmål til. Man har ikke mulighed for indsigelse over for det.

Det, vi også hører, er, at folk oplever, at der i praksis sker det, at Retslægerådet, selv om dets rådgivning alene skulle være rådgivende, får meget, meget stor indflydelse på, hvordan en sag falder ud.

Jeg kan ligesom min kollega, fru Julie Skovsby, konstatere, at ministeren mener, at der kun er få ting, der skal undersøges, men jeg vil alligevel godt spørge ministeren, om ministeren synes, det er rimeligt, at retslæger bijobber i forsikringsselskaber, hvilket er kommet frem i flere avisartikler.

Justitsministeren.

Nu kan jeg jo ikke tage stilling til validiteten af de, som der bliver sagt, enormt mange henvendelser, der kommer. Det kan jeg jo ikke lægge til grund her, men der er også mulighed for under udvalgsarbejdet med beslutningsforslaget at fremlægge nogle af de ting for at kvalificere, hvad det er, den kritik nærmere går ud på.

Med hensyn til bijobberi skal jeg ikke her nærmere tage stilling til det, men blot sige, at der jo er taget højde for det i de habilitetsregler, der er, herunder om den transparens, der skal være omkring medlemmerne på hjemmesiden.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jeg har også været inde og kigge på de habilitetsregler, der fremgår af Retslægerådets hjemmeside. Men hvis man laver en hurtig søgning alene i en landsdækkende avis på, hvad der har været af artikler det seneste år, vil man ikke desto mindre se, at det fremgår meget tydeligt, at der findes rigtig mange sager, hvor borgere eller andre eksperter sår tvivl om, hvorvidt Retslægerådets medlemmer rent faktisk er habile i nogle af de sager, som de er med til indirekte at afgøre. For som jeg siger, er praksis jo, at de i mange tilfælde mere afgør sagen, end de kommer med rådgivning.

Derfor vil jeg gerne høre ministeren: Finder ministeren, at det er rimeligt, hvis medlemmer af Retslægerådet rent faktisk bijobber i forsikringsselskaber?

Ministeren.

Altså, jeg kan hverken lægge sådan en oplysning om, at der kommer enormt mange henvendelser, til grund, ligesom jeg ikke kan lægge til grund, at der er nogle, som i dagspressen har rejst kritik. Det, jeg må forholde mig til, er indholdet af den kritik, indholdet af de breve. Er der kvalitativt noget at komme efter? Hvis der er det – hvis der er et problem – skal vi naturligvis undersøge det og vurdere det og gøre noget ved det. Jeg er bare ikke bekendt med, at der er problemer af en sådan art, at der er behov for ændringer her og nu, og slet ikke nogen problemer, som skulle foranledige, at vi nedsætter en bredt sammensat arbejdsgruppe.

Er der problemer, synes jeg hellere, vi skulle gå direkte til at løse de problemer, der måtte være, i stedet for at nedsætte arbejdsgrupper, der vil kræve store ressourcer af alle parter.

Så er det fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Jeg kan ikke helt forstå, at ministeren oven på den lange række af sager, der har været fremme, kan mene, at der ikke er problemer. Vi taler om sager, som har voldsom indgribende betydning for de mennesker, det handler om. Udfaldet af de her sager er afgørende for, hvordan resten af deres liv kommer til at forme sig, og det er afgørende for, om de får en erstatning, så de har noget at leve af fremover eller ej. Det har altså meget, meget stor betydning.

I de sager har der været problemer. Der har dels været sagen om, at der var sket nogle sproglige ændringer, som Retslægerådet bare ikke havde gjort domstolen opmærksom på, dels har der været spørgsmålet om, at der kan være problemer med nogle af medlemmernes habilitet. Og justitsministeren ved jo godt, at når vi snakker om habilitet, handler det ikke kun om, hvorvidt man rent faktisk har et problem, men også om, hvorvidt det opfattes som et problem.

Derfor forstår jeg simpelt hen ikke, at ministeren kan sige, at han ikke mener, at problemerne er store nok til at undersøge sagen. Så meget koster det ikke at nedsætte en arbejdsgruppe, der faktisk kunne få belyst tingene ordentligt og komme med forslag. Hvad er det, der gør, at ministeren ikke tør det?

Justitsministeren.

Nu har jeg ikke udtalt mig om, hvorvidt jeg tør at nedsætte en arbejdsgruppe eller ej. Jeg tror ikke, at det kræver det store mod at nedsætte arbejdsgrupper, så jeg tør sådan set godt. Jeg anfægter bare, om det er klogt og betimeligt at gøre det frem for at tage fat på de konkrete problemer, som man måtte finde, og så løse dem konkret i stedet for at nedsætte en bredt sammensat arbejdsgruppe.

Jeg har også gjort opmærksom på, at der har været en tæt dialog, og at der er visse undersøgelser i gang. Dermed mener jeg, at der på alle fronter sker et arbejde, og at der reflekteres over de problemstillinger, der bliver rejst. Det synes jeg er rigtigt. Jeg har også tilkendegivet, at når de undersøgelser, der er i gang, er færdige, vil jeg give Retsudvalget en orientering.

Men jeg finder altså ikke, at der er anledning til at nedsætte sådan en bredt sammensat arbejdsgruppe, som der lægges op til i forslaget. Men jeg samarbejder meget gerne i forbindelse med udvalgsarbejdet med Retsudvalget om at afdække nogle af de problemer, som man måtte mene at der er, ligesom jeg som sagt har tilkendegivet, at jeg vil give udvalget en orientering, når undersøgelserne er færdiggjorte.

Fru Line Barfod.

Jeg forstår stadig væk ikke helt det her med, at ministeren ikke rigtig mener, at der er behov for, at man bredt ser på problemet. Altså, det er ikke så lang tid siden, at man iværksatte en kæmpe undersøgelse, hvor man skulle ud at tælle burkaer her i landet for at finde ud af, om der overhovedet var et problem med burkaer. Man har afsat 3,5 mio. kr. på finansloven i år for at undersøge, om der er parallelle retssystemer ude i nogle af vores udsatte boligområder. Men her står vi med et problem, som vi ved der er; vi har store grupper af mennesker, der virkelig kommer i klemme, og som oplever, at man overhovedet ikke lytter til deres egen beskrivelse af problemerne eller til de speciallæger, der har undersøgt dem, men at der sidder nogle magtfulde læger et andet sted, som aldrig har mødt dem, og udtaler sig om deres sag uden at kende dem.

Det er et stort problem for mange mennesker. Og vi har oplevet, at der er en række sager, der er blevet afgjort forkert på baggrund af de udtalelser, der er kommet fra Retslægerådet. Hvorfor er det, at det kun er Retslægerådet og Justitsministeriet, der skal drøfte det her? Hvorfor ikke tage de mennesker med i drøftelserne, som faktisk har problemet?

Justitsministeren.

Jamen det er jo netop også sådan, at der har været og er en dialog med de patientgrupper, som måtte mene, at der er problemer, og som ønsker ændringer. Der har som sagt været en dialog med PTU, som jo har rejst en række problemstillinger, som er meget identiske med dem, som er gennemgået i beslutningsforslaget. Og der bliver jo taget hånd om det; der er jo en dialog; der bliver sat undersøgelser i gang, og det skal der selvfølgelig også. Det er jo ikke sådan, at man ikke skal tage sig af det, hvis der er problemer, eller hvis folk mener at der er problemer, selvfølgelig skal man det. Men det er jo ikke hver gang, der er påpeget nogle problemer, at man så skal nedsætte bredt sammensatte arbejdsgrupper, hvis problemerne kan løses på en mere direkte og effektiv måde. Og i det omfang der er problemer her, mener jeg, at det kan gøres uden sådan en arbejdsgruppe, og derfor er jeg ikke indstillet på at nedsætte sådanne bredt sammensatte arbejdsgrupper, men i stedet for håndtere problemerne, i det omfang de måtte være der, på en mere direkte måde.

Så er det fru Pia Adelsteen for en kort bemærkning.

Det er blot et forståelsesspørgsmål ud fra, hvad ministeren sagde om habilitet. Så jeg skal bare høre, om jeg har forstået det rigtigt. Hvis man har været ansat i et forsikringsselskab, eller hvis man er ansat i et forsikringsselskab, kan man ikke deltage i Retslægerådets vurderinger. Sådan forstår jeg det, justitsministeren siger. Grunden til, at jeg spørger, er, at jeg studsede lidt over, at man ikke kunne svare på det her med bijob. Jeg mener, at hvis man har et bijob, er det jo også en form for ansættelse, og er man så ikke inhabil? Det er blot for forståelsens skyld.

Justitsministeren.

Jamen den praksis, som Retslægerådet har stadfæstet og besluttet at følge, er, at en sagkyndig ikke bør medvirke i sager, hvor et forsikringsselskab er part, hvis den sagkyndige aktuelt er ansat i eller for nylig har været ansat i et forsikringsselskab som lægekonsulent. Og det gælder helt generelt, uanset hvad det er for et forsikringsselskab, der er tale om, og altså også hvis det er et andet forsikringsselskab end det, der er part i den pågældende sag. Derudover er der så indført en ordning, hvorefter de sagkyndige for hver enkelt sag skal erklære, at der ikke er habilitetsproblemer, inden de voterer i sagen.

Fru Pia Adelsteen.

Men kommer det så netop ikke også til at gælde, hvis man har et bijob, for det er jo også en ansættelse? Altså, jeg ved godt, at man har et andet hovederhverv, men det er jo også en ansættelse, så der må den samme regel vel egentlig gælde. Det var det, jeg ville spørge om, og hvis ministeren ikke kan svare nu, så tager vi det bare på skrift, for det var det, jeg lige undrede mig over.

Justitsministeren.

Jo altså, for mig at se er et bijob et bijob, og så er man ansat. Det må være udgangspunktet. Jeg tør ikke sige, om der er en nuance i det, som jeg ikke lige på stående fod kan komme i tanke om. Men så kan vi jo eventuelt få det belyst under udvalgsbehandlingen.

Tak til justitsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går til ordførerrækken, og den første ordfører bliver hr. Kim Andersen som ordfører for Venstre.

Tak for ordet. Jeg kan bidrage til afviklingen af dagens dagsorden ved at gøre det rimelig kort. Venstre kan ikke støtte det beslutningsforslag, vi her har til behandling – et beslutningsforslag fra Socialdemokraterne om nedsættelse af en arbejdsgruppe til revidering af Retslægerådet.

Jeg vil henvise til justitsministerens grundige og udførlige redegørelse her i salen, og så vil jeg kvittere ved at sige, at det i og for sig ikke er, fordi vi ikke kan se, at der kan være en relevans i nogle af de problemstillinger, der nævnes i beslutningsforslaget, men det her drejer sig jo ikke om formaliteter og proces og nedsættelse af arbejdsgrupper, det drejer sig om at have fokus på nogle arbejdsopgaver og forholde sig til nogle realiteter, og der er jeg meget glad for, at justitsministeren i sin redegørelse her i salen har tilkendegivet, at man i Justitsministeriet er i fuld gang med at have dette fokus, og at der vil komme en redegørelse til Folketingets Retsudvalg, når man er klar til det. Og jeg har forstået, at det vil man antagelig være en gang efter sommerferien.

Vi er i Venstres folketingsgruppe opmærksomme på, at der bestemt kan være ting, der skal overvejes og analyseres i forbindelse med Retslægerådets virksomhed. Vi er også glade for, at justitsministeren har tilkendegivet, at han også på den baggrund er parat til at afgive sådan en redegørelse. Og når ministeren så ydermere her fra talerstolen i dag siger til forslagsstillerne af beslutningsforslaget, at man jo under udvalgsarbejdet i Retsudvalget kan komme med forskellige argumenter og forslag, og at han så vil være lydhør over for at inkorporere det i det arbejde, der er i gang i Justitsministeriet, så er det jo en yderligere imødekommelse, som vi også hilser velkommen og takker ministeren for. Tak.

Tak til hr. Kim Andersen, og så når vi også fru Pia Adelsteen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Jeg vil heller ikke komme ind på en længere gennemgang af hele forslaget. Jeg synes, der er nogle ting i forslaget, som faktisk er ret sympatiske, og når jeg siger det, er det ud fra, hvilket også fremgik af nogle af spørgsmålene til justitsministeren, at når man ser det fra de skadelidtes side, er den oplevelse, de i hvert fald har, tit – og det er jeg for så vidt enig med forslagsstillerne i: Når vores egne speciallæger har udtalt sig sådan og sådan, hvordan kan det så være, at det bliver en fuldstændig anderledes afgørelse?

Jeg tror, at det, man måske skal ind og se på, er noget med mere åbenhed. Jeg hæftede mig lidt ved, at justitsministeren sagde, at i 80-90 pct. af sagerne, som Retsplejerådet behandler, beder de rent faktisk om yderligere oplysninger i forhold til det, de har fået. Men jeg tror, man har brug for noget mere gennemskuelighed, noget mere synlighed i forhold til, hvad det er, der er baggrunden for de her vurderinger, fordi der kan være den der enorme forskel, som der jo er, og som folk oplever. Derfor vil jeg også godt sige, at jeg er lidt spændt på svar på en hel del spørgsmål, for det er jeg sikker på at der kommer her.

Men jeg vil godt sige, at Dansk Folkeparti ikke bakker op om forslaget, for vi vil godt afvente den undersøgelse, der kommer. Jeg er meget spændt på at se den undersøgelse, der kommer af de her 776, tror jeg det var, personskadesager, hvordan det ser ud, og om man ud fra, hvad der så kommer i redegørelsen, kan afklare det her, som jeg egentlig synes er problemet i forbindelse med de her afgørelser, nemlig hvordan det bliver opfattet.

Jeg har også det indtryk, at PTU, altså Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede, egentlig er tilfredse med den udvikling, der er sket, fordi de jo netop har påpeget en del af de problemer, som står i beslutningsforslaget, og også, at der er sket en forbedring. Det er også mit indtryk.

Men jeg vil meget gerne afvente resultatet af undersøgelsen, og så må jeg sige, at jeg er enig med justitsministeren i, at når det kommer, må man se på det og se på, om der er noget, man kan gøre. For jeg er helt sikker på, at det, der er problematikken, er åbenheden.

Tak til fru Pia Adelsteen.

Jeg skal her udsætte mødet. Det genoptages i dag kl. 13.00, så justitsministeren kan nå et samråd kl. 12.00.

Mødet er udsat. (Kl. 11:56).

Så er mødet genoptaget.

Vi fortsætter første behandling af beslutningsforslag nr. B 58, og det er hr. Jonas Dahl som ordfører for SF.

På vegne af fru Karina Lorentzen Dehnhardt, som er SF's ordfører på forslaget, men som desværre ikke kan være til stede i dag, skal jeg meddele følgende:

I SF er vi tilfredse med, at Socialdemokratiet har rejst en debat om Retslægerådet. Vi er enige i, at der er behov for en sådan debat, og vi kan støtte forslagets intention om at få nedsat en arbejdsgruppe til at evaluere Retslægerådets virke. SF har, som det i øvrigt også fremgår af Socialdemokratiets forslag, stor respekt for Retslægerådets faglige ekspertise. Et forslag om at evaluere forretningsorden m.v. er ikke en kritik af rådets faglighed, men snarere et ønske om også at evaluere det arbejde, der er foregået.

Beslutningsforslaget, som Socialdemokratiet har fremsat, berører en principiel debat om den type af afgørelser eller indstillinger til afgørelse, som råd og nævn står for. Det er afgørende, at vi sikrer størst mulig gennemsigtighed i rådets arbejde, ikke mindst at der er fokus på borgernes retssikkerhed, og at der er mulighed for, at skadelidte kommer til orde på en ordentlig måde.

Med de ord vil jeg sige, at vi fra SF's side godt kan støtte forslaget. Vi har selvfølgelig også noget, vi gerne vil spørge ind til, men det kan vi tage i den videre udvalgsbehandling.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Tom Behnke som konservativ ordfører.

Retslægerådet har vi jo brug for, forstået på den måde, at domstolene har brug for nogle eksperter, som kan bistå domstolene med at vurdere alle mulige forskellige lægeerklæringer, speciallægeerklæringer osv. Samtidig har vi også brug for, at der jo er en stor grad af tryghed og sikkerhed forbundet med, at vi har et Retslægeråd, altså at de borgere, som skal have deres sager prøvet, har en tillid til, at det også er en fagligt forsvarlig og korrekt vurdering og indstilling m.v., der bliver foretaget.

Det er helt afgørende, at vi til stadighed har fokus på, at Retslægerådet netop lever op til de forventninger. Hvis ikke der er tillid til systemet, ja, så mangler vi rigtig meget. Og der har jo været skabt noget tvivl om Retslægerådet – hvordan er det rent statistisk? Ja, domstolene følger jo stort set altid Retslægerådet. Er det så, fordi Retslægerådet altid har ret i deres indstillinger, eller er det, fordi domstolene ikke ved, hvad de ellers skal gøre? Den diskussion vil jo køre til evig tid. Men af og til er det så en fordel, at man lige stopper op og spørger: Hvordan går det egentlig? Og der kan jeg forstå, at justitsministeren faktisk er i fuld gang med at se på Retslægerådet og har været ved at gennemgå sager over et års tid for at se, hvordan det egentlig ser ud. Hvad er status på det her?

Ministeren har bebudet, at Folketingets Retsudvalg vil få en redegørelse, vistnok i april måned. Der vil vi jo så kunne se et mere faktuelt grundlag, som vi kan arbejde videre ud fra. Samtidig har jeg også forstået, at PTU, Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede, er i en dialog med Retslægerådet. Det er en dialog, som primært går på den måde, man kommunikerer på med domstolene; den måde, man formulerer sig på i de forskellige indstillinger – kunne den måske godt gøres bedre? Når man som borger læser en indstilling, læser man måske et, og når en dommer læser den samme indstilling, forstår vedkommende måske noget helt andet, for nogle af de ord, der bruges, kan være tvetydige, og det er ikke hensigtsmæssigt. Så alene den – hvad skal man sige? – ordmæssige oprydning, der kommer til at ske i det samarbejde, der er mellem PTU og Retslægerådet, forventer jeg mig også rigtig meget af, så vi på den ene side er sikre på, at når vi kommunikerer, eller rettere, ikke vi, men Retslægerådet og domstolene kommunikerer, så ved man, hvad det er, der bliver kommunikeret. Hvad er det for indstillinger, der rent faktisk bliver givet? På den anden side set har vi så også den her generelle tryghed og sikkerhed for, at vi alle sammen føler, at Retslægerådet gør en god indsats og gør en uvildig indsats og kommer med nogle objektive indstillinger til domstolene. Det får vi så at se, når vi får en redegørelse fra justitsministeren til april. Det ser vi frem til.

Jeg tror ikke, at det bliver punktum i den her sag. Jeg tror såmænd, at vi derefter vil komme til at køre videre i forhold til at have fokus på Retslægerådet, og det skal der selvfølgelig også være.

Fru Julie Skovsby for en kort bemærkning.

Tak. Når der nu bliver nævnt det her ene område i forbindelse med rådets kommunikation og det her om sprogpolitik, er der noget, jeg rigtig godt kunne tænke mig at spørge hr. Tom Behnke om. Der var jo syv andre kritikpunkter i beslutningsforslaget om bl.a. gennemsigtighed, plads til uenighed i rådet, ankeinstans for Arbejdsskadestyrelsens afgørelser, habilitetsspørgsmålet, sagkyndige dommere osv. osv.

Er der andre områder end bare det ene, som Konservative synes det er værd at se nærmere på?

Ordføreren.

Som jeg i hvert fald hørte det, var justitsministeren jo inde på at besvare alle de syv punkter og gjorde netop rede for, at der i forhold til habilitetsproblemerne og i forhold til gennemsigtigheden er lavet mere klare spilleregler. I det hele taget hørte jeg, at justitsministeren var rundt om de her problemstillinger og sagde, at man er opmærksom på de her ting. Samtidig med det, at PTU sidder og taler sammen med Retslægerådet, og samtidig med at vi nu får en gennemgang af et antal sager, som der har været over et kalenderår, og vi får dem forelagt i Retsudvalget, er der for mig at se samlet set taget hånd om tingene, og det er derfor, jeg er tilfreds med den proces, der er i gang i øjeblikket, og som jo slet ikke er slut endnu.

Men tingene er i proces, der sker noget, og man er også opmærksom på de syv pinde, der bliver nævnt.

Fru Julie Skovsby.

Altså, som jeg forstod justitsministeren, var der ikke noget, der skulle undersøges nærmere, fordi man, hvad angår to af pindene, allerede var i gang og havde iværksat forskellige konkrete tiltag, som skulle bløde op på problemet. Men er der fra Konservatives side så andre punkter, der skal rejses?

Ordføreren.

Altså, jeg tror sådan set, vi er enige. For det, der bliver givet udtryk for, er, at man allerede er i gang, og der er nogle ting, man allerede har gjort. Det, man har gjort, behøver man ikke at undersøge igen, og man behøver for så vidt ikke at gøre mere ved det, for man har gjort noget ved det. Og så er der de andre ting, som man er i gang med at se på. Skal vi så ud over det udvalg, der nu har siddet og arbejdet med den redegørelse, som vi rent faktisk kommer til at få, have et udvalg, der skal lave præcis det samme arbejde, og som skal belyse præcis de samme ting? Der er der jo ikke nogen grund til. Der er sådan set overhovedet ikke nogen grund til, at vi laver dobbeltarbejde.

Det, der er væsentligt, er, at vi kommer længere, og det, der er væsentligt, er, at vi tilsammen, og i særdeleshed borgerne, har en tillid til, at Retslægerådet er en objektiv instans, der kommer med objektive, fagligt korrekte indstillinger. Og det er det mål, vi som Konservative jagter. Hvilke underpunkter der så end kan være, tager vi det med i det arbejde. Det er jo ikke sådan, at vi udelukker det ene, eller synes, at der er noget andet, der vægter mere. Det er jo en samlet indsats, der skal gøre, at vi alle sammen har den tillid, der naturligvis skal være til stede.

Tak til ordføreren. Hr. Manu Sareen som radikal ordfører.

Tak for det. Radikale Venstre bakker op om forslaget om at nedsætte en hurtigarbejdende arbejdsgruppe i indeværende folketingssamling, og så håber vi naturligvis, at det kan nås i indeværende folketingssamling.

Baggrunden for nedsættelsen af arbejdsgruppen er ifølge forslagsstillerne bl.a., at det er svært for borgerne at gennemskue, hvordan rådet når frem til afgørelser, og at Retslægerådet kan afgive erklæringer udelukkende ud fra lægelige akter, hvilket vil sige, at rådet sjældent selv undersøger den skadelidte, og at domstolene ofte nægter, at skadelidte kan fremføre lægefaglige vidner, og typisk tillægges Retslægerådets erklæringer større bevisværdi end erklæringer fra speciallæger.

Jeg ved godt, vi fik en fin redegørelse fra ministeren, og det har vi selvfølgelig også skrevet os bag øret, og at der kommer en undersøgelse, men de to ting behøver selvfølgelig ikke at udelukke hinanden. Og jeg håber selvfølgelig, at man på en eller anden måde kan parre de to ting og så selvfølgelig blive meget klogere, men der er selvfølgelig tidsparameteret, som karambolerer en smule med det.

Men det er fornuftigt at få undersøgt de føromtalte problemstillinger og i det hele taget de problemstillinger, der har været nævnt her i salen. Og rådets arbejdsproces, altså hvorvidt Retslægerådets arbejde kan gøres mere gennemskueligt for borgerne, synes vi også det er rigtig, rigtig vigtigt at få undersøgt.

Der kan ligeledes ifølge forslagsstillerne være tale om eventuelle habilitetsspørgsmål, og der er også en del, der har nævnt her i dag, at det bør man helt klart undersøge ligesom kvaliteten i sagsbehandlingen osv., men der er ingen tvivl om, at hvis der er problemer omkring habiliteten, er det yderst fornuftigt med en revidering af Retslægerådet.

Forslagsstillerne har listet en del yderligere problemstillinger op, som vi mener er relevante at belyse. Der er dog lige et punkt, som jeg helt personligt må indrømme jeg ikke ser som et problem, men derimod som en styrke, og det er konsensusprincippet i afgørelserne. Man kan selvfølgelig problematisere afgørelserne, men man ser konsensusafgørelser mange andre steder i samfundet også, bl.a. i børn- og ungeudvalgene rundtomkring i kommunerne, og der er ingen tvivl om, at det at have konsensus i de her råd betyder, at man arbejder en hel del hen mod at få undersøgt mange ting, før man træffer en afgørelse, og så kan man jo komme med mindretalsafgørelser også, og det giver selvfølgelig en sikkerhed.

Så alt i alt bakker vi op om en undersøgelse og glæder os til det videre arbejde i udvalget.

Tak til ordføreren. Hr. Per Clausen som ordfører for Enhedslisten.

Retslægerådets indstillinger har jo givet anledning til mange debatter igennem tiderne. Der har været rejst meget kraftig kritik af Retslægerådet fra de mennesker, som mener, at afgørelserne er gået dem imod, fra advokater og indimellem også fra mennesker, som sådan set er eksperter inden for det område, hvor Retslægerådet udtaler sig. Det er der ikke noget opsigtsvækkende i, sådan er det jo, men det, der måske er en særlig komplikation i det her forhold, er, at Retslægerådet, samtidig med at det i den offentlige debat ofte udsættes for kritik i forhold til de afgørelser, der træffes, i forhold til om medlemmerne er habile eller ej, jo, når det handler om retssystemet og domstolssystemet, nærmest har den status, at der er tale om ufejlbarlighed. Det er altid en vanskelighed, fordi der jo ikke er noget at sige til, at domstolene og andre, der skal træffe afgørelser i sager, som på mange måder kan være indviklede ud fra en lægefaglig vurdering, gerne vil have en entydig og klar melding fra en autoritet. Men jeg synes sådan set, at der på baggrund af de diskussioner og de sager, der har været fremme, er et stort behov for at få undersøgt, om vi skal have revideret nogle af bestemmelserne omkring Retslægerådet.

Nu kan man ikke udelukke, at den redegørelse, som ministeren vil komme med om relativt kort tid, indeholder svar på alle de spørgsmål, som tages op i det her beslutningsforslag, men det fremgik nu ikke helt tydeligt af det, ministeren sagde i den sag, for nu at tale med lidt jysk underdrivelse. Så kan man selvfølgelig sige, at den konservative ordfører nærmest antydede, at der nok var enighed. Det gør selvfølgelig, at det bliver spændende at se den redegørelse, der kommer.

Jeg synes i hvert fald, at der er rigtig mange af de elementer, som indgår i det socialdemokratiske beslutningsforslag, som det vil være rigtig, rigtig fornuftigt at få diskuteret, og vi skal have undersøgt, om man skal få lavet nogle ting om, f.eks. den problemstilling, at Retslægerådet udtaler sig, og så er det sådan, det er, og hvis man i behandlingen af en sag så kommer i tvivl om, hvad de nu mener eller ikke mener, og hvad konsekvenserne af det, de skriver og siger, vil være, ja, så har man ikke den mulighed for automatisk at indkalde dem og afprøve deres udsagn under de forhandlinger, der foregår. Det synes jeg faktisk er en alvorlig fejl.

Nu kan man altid diskutere konsekvensen af det spørgsmål, som hr. Manu Sareen også var inde på: at man skal bestræbe sig på konsensus. Problemet er jo, at hvis man udtaler sig i en enighed, som måske ikke er helt reel, fordi der eksisterer nogle, som er uenige, men som alligevel, om jeg så må sige, accepterer, at det var, hvad man kunne blive enige om, så fremstår Retslægerådet af den grund jo også mere utvetydig og mere sikker i sin afgørelse, end man måske i grunden er, og det, der måske også på et sagligt fagligt niveau kunne være yderst diskutabelt, fremstår så entydigt. Så jeg synes også, der er grund til at gå ind og i hvert fald undersøge og diskutere den problemstilling videre.

Der har også været nævnt, og det er også en sag, som har givet meget omtale, fordi den slags sager giver meget omtale, spørgsmålet omkring Arbejdsskadestyrelsens afgørelser og de efterfølgende retslige afprøvninger af dem. Et eller andet sted har vi vel brug for at få diskuteret, om vi er tilfredse med, at det er gået sådan, at domstolene i stor udstrækning følger Retslægerådets afgørelse, når de afviger fra Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Er det en rigtig udvikling, der er sket her? Så kan man vælge at sige, som Socialdemokraterne siger i deres beslutningsforslag, som jeg er enig i, at det er et selvstændigt problem, at det som regel går den person imod, som har lidt skaden, og derfor er til fordel for skadevolderen, kan man sige. Det synes vi selvfølgelig også er et problem, men i hvert fald skaber det et eller andet sted en meget, meget absurd situation, hvor mange mennesker føler sig rigtig, rigtig skidt behandlet, når de kan konstatere, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelser altså ikke bare overrules af en domstol, men i virkeligheden overrules af, at der findes en anden instans, som i realiteternes verden, om end ikke formelt, fungerer som en ankeinstans.

Vi har jo også haft ganske mange sager omkring habiliteten. Så jeg synes faktisk, at Socialdemokraternes forslag til det, der bør undersøges og indgå i arbejdet med henblik på at gennemføre en revision af bestemmelserne omkring Retslægerådet, er rigtig, rigtig fornuftige forslag. Jeg håber da så, når det her beslutningsforslag ikke bliver vedtaget, at de emner alligevel kommer til at indgå i debatten, når regeringen kommer med en redegørelse, og når vi skal diskutere, hvad vi skal bruge den redegørelse til.

Tak til ordføreren. Så er det fru Julie Skovsby som ordfører for forslagsstillerne.

Jeg vil gerne takke for behandlingen af vores forslag i dag og er glad for den tilkendegivelse, som SF, Enhedslisten og De Radikale er kommet med i dag, hvor der bliver bakket op om vores forslag. Jeg har noteret mig, at Dansk Folkeparti vil afvente det arbejde, som Justitsministeriet er i gang med, og derefter se, om de kritikpunkter, som vi har med i vores forslag, er blevet imødegået. Så der ligger et stort arbejde for Dansk Folkeparti og for os andre i at følge det arbejde meget nøje.

Jeg vil også gerne takke justitsministeren for, at det i dag er blevet tilkendegivet, at man vil orientere Retsudvalget om det allerede igangsatte arbejde, og at nye spørgsmål eventuelt kan komme med, hvis der under udvalgsarbejdet af det her beslutningsforslag skulle komme nye spørgsmål frem.

Derudover, som flere har fremført i dag, er det her beslutningsforslag bestemt ikke nogen kritik af Retslægerådet. Derimod anerkender vi Retslægerådets store faglige ekspertise såvel som rådets arbejde.

Jeg vil også gerne fremhæve, at vi er meget bevidste om det arbejde, som Justitsministeriet allerede har sat i gang, og som Retslægerådet også efter den rejste kritik har iværksat. Det er jo alt, lige fra at der har været afholdt temadage, der har været udarbejdet et statusnotat, der planlægges workshopper, der planlægges en systematisk analyse af domstolenes brug af rådets sagkyndige udtalelser, hjemmesiden, hvor rådets sagkyndige præsenteres, der er styrkelsen af det interne kommunikationsnyhedsbrev osv. Det er alt sammen tiltag, som Retslægerådet har iværksat eller planlægger at sætte i værk, og det er et rigtig, rigtig godt skridt på vejen.

Men vores forslag i dag er langt bredere, og derfor ønsker vi at være lige lidt mere ambitiøse på det her meget vigtige område. For det har rigtig stor betydning for rigtig mange mennesker, og flere har været inde på, hvordan det er med de her mange sager, hvor mennesker kommer voldsomt i klemme i systemet.

Med hensyn til de her otte punkter, som vi har fremført i beslutningsforslaget, er jeg ligesom Enhedslisten lidt spændt på, hvad der egentlig bliver konklusionen i dag, for jeg hørte også lidt forskellige ting fra justitsministeren og fra De Konservatives ordfører. Men lad os nu følge det her arbejde meget tæt. På to af områderne er der blevet gjort noget, og spørgsmålet er jo så, om det er nok.

Omkring det her med problematikken om bijob, altså at retslægerne bijobber i forsikringsselskaber, synes jeg, at det er værd at tage med ind i debatten, at vi selvfølgelig alle sammen er enige om det, som justitsministeren siger, nemlig at uvildighed er et nøgleord for Retslægerådet. Det skal jo ses i forhold til det, som man i dag har iværksat, nemlig at man på hjemmesiden kan læse om de forskellige retslægers tilknytning til forsikringsselskaber, som de selv oplyser. Der står der helt konkret, at der spørges ind til en fast tilknytning til eksempelvis et forsikringsselskab, og det skal altså være en skriftlig aftale. Mange svarer, at de ingen fast tilknytning har, men nogle har. Andre har svaret, at de har en ad hoc-tilknytning til et forsikringsselskab. Der mener jeg at man måske bør gå ind og se på det. Er det virkelig rimeligt, at man både sidder i et forsikringsselskab og er medlem af Retslægerådet?

Det er selvfølgelig nogle helt konkrete ting, som vi kan tage op i udvalgsbehandlingen, men det er altså så utrolig vigtigt, at de ikke er inhabile i de her sager, og at man som borger i det her land kan føle sig fuldstændig sikker på, at det forsikringsselskab, som man ikke har oplevet som værende særlig rimeligt i ens konkrete sag, altså ikke er dominerende i Retslægerådet.

Med de bemærkninger, og jeg er sikker på, at der kommer flere i løbet af udvalgsarbejdet, ser jeg frem til det følgende arbejde.

Tak til ordføreren. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.