Open Access-udvalget anbefaler, at der, hvor videnskabelige artikler rapporterer offentligt finansieret forskning, stilles krav om, at disse artikler gøres gratis tilgængelige for offentligheden via deponering i repositorier. Man taler normalt om tre versioner af artiklen:
• Den indsendte version, som forskeren kommer til tidsskriftet med.
• Den accepterede version, som en eller flere gange har været igennem tidsskriftets redaktionelle bedømmelse, gennem peer review og gennem forfatterrevision.
• Den i tidsskriftet udgivne og endelige version.
Open Access udvalget understreger, ”at versionen accepted work (peer reviewed) ligger så tæt på the published work (peer reviewed og layoutet/publisher version), at accepted work er en acceptabel løsning i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at forhandle forfatterrettigheder til den endelige layoutede version” (side 12).
a) Er det korrekt, at forlagenes gennemsnitlige omkostning i forbindelse med udgivelse af ’journal articles’ og ’konference papers’ alene fra danske universiteter antages at være 448.200.000 kr om året (2007), eller 31.870 kr. pr. artikel?
b) Har ministeriet undersøgt, hvor stor en del af denne investering fra forlagsside, der lægges i den accepterede version, som man altså ønsker at tage fra tidsskrifterne for at sikre kvaliteten af offentlige repositorier (side 12)?
c) Hvad har ministeriet gjort for at undersøge, hvorvidt tidsskrifterne fortsat vil have mulighed for fortsat at finansiere sig selv, hvis anbefalingen gennemføres, og dette afgørende element af den værdi, de investerer i, tages fra tidsskrifterne?
d) Hvem skal på sigt betale for den service, tidsskrifterne leverer, og som planen helt eksplicit ønsker at basere repositoriernes værdi på?
Bemærkning: Tallene er hentet fra John Houghton rapporten Costs and Benefits of Alternative Publishing Models in Denmark (side 33), som DEFF har bestilt, og som Open Access-rapporten baserer sin business case på.
Dato: 24-05-2011
Status: Endeligt besvaret