Forbrugerklagenævnet blev indført for at give forbrugerne og de erhvervsdrivende en fair og lige klagemulighed i sager af mindre økonomisk værdi. Baggrunden var, at omkostningerne ved at gå til domstolene var meget høje i forhold til sagens genstand. Med indførelse af småsagsprocessen er dette ikke længere tilfældet. Retssikkerheden er samtidig højere ved domstolene, hvor der er mulighed for parts- og vidneforklaringen under strafansvar. Da L 179 i 2003 blev vedtaget, pegede Dansk Folkeparti på behovet for en større udredning vedrørende Forbrugerklagenævnet, hvori omkostninger, rationalisering, retssikkerhed og nye modeller skulle indgå. Dette behov er mere aktuelt nu end nogensinde før. Er ministeren enig i, at der er behov for at underkaste Forbrugerklagenævnet et 360 graders eftersyn, hvor parternes retssikkerhed og omkostningerne ved af træffe en afgørelse skal være nogle af de centrale emner? Hvis ministeren er enig, vil han så sikre, at der afsættes ressourcer til et sådant arbejde og sikre, at de mest berørte erhvervsorganisationer inddrages?
Dato: 13-12-2010
Status: Endeligt besvaret