(Ordfører)
Ole Vagn Christensen (S):
Fra Socialdemokraternes side bad vi om at få lovforslaget trukket tilbage, så vi kunne få et samråd med beskæftigelsesministeren og ikke mindst også fødevareministeren, fordi vi hele vejen igennem har prøvet på, om vi her kunne nå et samarbejde omkring nogle væsentlige ting, også når det drejer sig om økologi.
Når det drejer sig om ansvarlighed, og når det drejer sig om at have et ansvar, som regeringen har kørt frem som et par store projekter her på det seneste, lyder det lidt mærkeligt, når økologerne selv kommer og parterne på arbejdsmarkedet kommer og siger, at de gerne ud fra et frivillighedsprincip vil bedømmes på, om de er bedre til at håndtere økologien og arbejdsmiljøansvaret, end de øvrige i landbruget er.
Jeg har skitseret, hvordan situationen ser ud, i det betænkningsbidrag, jeg har lagt frem for Folketinget på netop dette område. Men jeg synes, at det, vi er vidne til, er meget, meget interessant. Man taler om alle mulige andre menneskers ansvar, men når det drejer sig om nogle mennesker, som selv kommer og siger, at de gerne vil skrives ind i denne lovformulering, og at de gerne vil bedømmes bagefter, men ikke lægger op til vold, straf og andre uhyrligheder, kan der ikke være tale om, at man så på nogen måde kan få det defineret i loven.
Det er skræmmende, at det er på den her måde, man vil demonstrere ansvar og ansvarlighed fra denne regerings side, og at det er det store projekt, som alle danskere skal forstå, når det er det væsentlige ved den danske model. Jeg hørte også, hvordan statsministeren stod på Dansk Erhvervs møde og pralede af al den her ansvarlighed, der nu var lagt op til. Men jeg skal også lige her sige, at Dansk Erhverv sagde følgende: Ansvarlighed skal være frivillig, området skal ikke reguleres med bindende kvoter, tvungne mærkningsordninger og en masse lovgivning, og jeg forstår udmærket, at det var det, som Dansk Erhverv gav som signal til dette Folketing, nemlig at vi nu skal tænke os om, de kan godt selv.
Styrken i den danske model har altid været, at arbejdsmarkedets parter var i stand til at gå foran lovgivningen og var i stand til at forbedre forholdene betydeligt både for de ansatte og for virksomhederne og dermed styrke den konkurrenceevne og den tilfredshed, der skulle være. Men vi er altså vidne til, at man kører en masse projekter i gang, men samtidig med det nægter man sådan set mennesker, som kommer og siger, at de virkelig har et ønske om at gøre en indsats på det her område, at gøre det.
Men vi mener stadig væk, at økologiloven er en socialdemokratisk lov, og at det er en god lov, men man kan også få forbedringer, og dem vil vi selvfølgelig sørge for, når vi kommer til magten.