Der er faktisk flere positive elementer i det her forslag til en ny læreruddannelse. Øgede krav til praktikken, linjefag i specialpædagogik og dansk som andetsprog er et par af eksemplerne. Derfor er det jo ekstra trist, at hele den grundlæggende struktur i læreruddannelsen er sat sådan sammen, at det betyder skolelukninger og svækket faglighed.
SF har hele vejen igennem advaret imod, at flertallet af de nye lærere i uddannelsen vil komme ud med blot to linjefag. Nu har vi fået den største frygt mere end bekræftet
i en omfattende undersøgelse af over 1.000 studerendes linjefagsvalg, som Jyllands-Posten har lavet. Det, vi har advaret imod, de monsterstore linjefag på 1,8 årsværk, har allerede inden lovforslagets vedtagelse vist sig som det store problem, det er for både seminarierne og folkeskolen. Cirka halvdelen af de lærerstuderende vælger ifølge undersøgelsen et af de nye store linjefag på 1,8 årsværk, der giver mulighed for at undervise i dansk, matematik og naturfag i hele folkeskolen. Ingen af de lærerstuderende, der har truffet det valg, vil med det nuværende lovforslag kunne komme ud i folkeskolen med mere end to linjefag. Det samme gælder de studerende, der vælger historie, idræt og engelsk som linjefag. Det er altså dokumenteret, at væsentlig mere end halvdelen af de studerende vælger fag, der højst giver dem to linjefag. Det er i direkte modstrid med lovforslagets målsætning om tre linjefag, og det må da få forligspartierne op af hullerne. Skal vi ikke i fællesskab stikke hovederne sammen, tage hovederne ud af busken og se problemerne i øjnene? Ingen af os ønsker jo, at et meget stort antal lærere kommer til at undervise i fag, de ikke er uddannede til at undervise i. For samtidig med at man lavede de her monsterstore linjefag, reducerede man den fælles kerne i læreruddannelsen, der handler om at gøre lærerne gode til at formidle deres faglige viden. De pædagogiske fag i form af almen didaktik, psykologi og pædagogik reduceres med over 20 pct. Den styrkede faglighed, der lægges op til, rammer dermed som en boomerang, når lærere i stort tal skal undervise i andet end de linjefag, der er styrket markant i omfang. Det svækker fagligheden i folkeskolen, hvis lærerne i stor stil skal undervise i fag, de ikke har forudsætninger for, men det er desværre perspektiverne for folkeskolen, hvis flertallet holder fast i udkastet til en ny læreruddannelse. Jeg vil gerne opfordre til at komme tilbage til forhandlingsbordet. Der er meget, vi er enige om, men strukturen er ødelæggende for både seminarier og folkeskoler, specielt i de mere tyndtbefolkede områder. Indtil vi igen mødes ved forhandlingsbordet, vil SF gerne fremlægge vores forslag til forbedringer. Ved at reducere de nuværende fire linjefag til tre linjefag kan man faktisk godt styrke linjefagene, samtidig med at de pædagogiske fag styrkes. Lærerne skal ud over faglighed også være eksperter i at undervise, det giver den nødvendige faglige styrkelse af folkeskolen.
SF foreslår helt konkret, at de her monsterstore linjefag reduceres fra de 1,8 årsværk til omkring 1,0 årsværk, og at de pædagogiske fag, det, vi kalder kernen i lærernes faglighed, styrkes fra de nuværende 0,55 årsværk til 0,75 årsværk. Den kæmpestore forskel, hvor nogle linjefag er tre gange så store som andre, er der faktisk rigtig, rigtig mange der har sagt ikke er heldig. Vi skal have mindre forskel på linjefagene, hvor vi samtidig styrker alle linjefagene. Der er tale om en historisk stor enighed blandt lærerseminariernes interessenter. Jeg synes faktisk, at det er på tide, at både minister og flertallet lytter.
SF vil også for at få diskuteret det her ordentligt godt anmode om at få sagen tilbage i udvalget efter andenbehandlingen.