Justitsministeriet har ikke sikret optimal hastighedskontrol med politiets fotovogne

03.02.2025

Politiet kunne i højere grad have placeret fotovogne på de strækninger og tidspunkter, hvor der hyppigst er for høj fart og sker trafikuheld.

Pressefoto fra Politi.dk af fotovogn

Pressefoto fra Politi.dk af fotovogn

 

Statsrevisorerne finder det ikke helt tilfredsstillende, at Justitsministeriet ikke har sikret optimal hastighedskontrol med politiets fotovogne. 

Statsrevisorerne udtaler kritikken af Justitsministeriet på baggrund af en ny beretning fra Rigsrevisionen om politiets brug af fotovogne til hastighedskontrol.

Statsrevisorerne peger på, at politiet kan bidrage til at styrke trafiksikkerheden yderligere, ved i endnu højere grad at anvende tilgængelige data til at placere fotovognene på de steder og tidspunkter, hvor der er for høj fart og trafikuheld.

107 fotovogne til hastighedskontrol

Fotovogne er et centralt værktøj i politiets indsats mod for høj fart på vejene. Ca. 90 % af alle hastighedsovertrædelser registreres således ved brug af fotovogne. Politiet udstedte i 2023 bøder for 759 mio. kr. på baggrund af hastighedsmålinger fra fotovogne. 

Med flerårsaftalen om politiets og anklagemyndighedens økonomi for 2021-2023 blev politiet bevilget 100,7 mio. kr. til at udskifte eksisterende fotovogne og anskaffe 25 nye vogne. Politiet råder over 107 fotovogne fordelt på landets 12 politikredse.

Rigsrevisionens formål med undersøgelsen har været at vurdere, om politiet har haft en tilfredsstillende brug af fotovogne, så vognene bedst muligt kan bidrage til at reducere antallet af hastighedsoverskridelser og trafikuheld. 

Statsrevisorerne hæfter sig særligt ved følgende resultater fra undersøgelsen: 

  • 9 ud af 12 politikredse har ikke brugt data til at udpege tidsrum for, hvornår hastighedskontrollen skal foregå. 
  • Alle politikredse bortset fra Københavns Vestegns Politi har udvalgt strækninger til kontrol på baggrund af politiets egne hastighedsmålinger og data om uheld.
  • I alle 12 politikredse er der strækninger, hvor politiet slet ikke har opsat fotovogne, selv om strækningerne er mere hastighedsbelastede end de strækninger, hvor politiet har opsat fotovogne.
  • På landsplan, dvs. politikredsene set under ét, udfører politiet en passende kontrol på 85 % af de strækninger, hvor der er opsat fotovogne, mens de underkontrollerer på 12 % af strækningerne og overkontrollerer på 3 % af strækningerne. 
  • Bornholms Politi og Syd- og Sønderjyllands Politi har den største andel af strækninger, der er underkontrollerede, nemlig 18-20 %. Nordsjællands Politi og Sydøstjyllands Politi har med henholdsvis 6 % og 5 % den største andel af strækninger, der er overkontrollerede.
  • Politiet skønnes at bruge ca. 16-22 % (ca. 18.000-24.000 timer) af deres kontroltimer på at overkontrollere på tidspunkter af døgnet og ugen, hvor niveauet for hastighedsoverskridelser og uheld ikke tilsiger så højt et kontrolniveau.

Rigsrevisionens beretning om politiets brug af fotovogne til hastighedskontrol er blevet behandlet på statsrevisormødet den 3. februar 2025. Find beretning afgivet til Folketinget med Statsrevisorernes bemærkninger, politiets brug af fotovogne til hastighedskontrol