Beretning nr. 21/2021 om fravær på erhvervsuddannelserne

Status: Afsluttet

Om Statsrevisorenes beretning

Beretningen handler om fravær på erhvervsuddannelserne. Erhvervsuddannelserne har det største frafald sammenlignet med andre erhvervskompetencegivende uddannelsesgrupper. Omfanget af en elevs fravær er tæt forbundet med risikoen for, at eleven senere falder fra. Knap halvdelen af eleverne falder fra i løbet af uddannelsen, og det er ikke lykkedes at nedbringe frafaldet markant siden 2011. Der er mødepligt på uddannelserne, ligesom deltagelse i undervisningen er en forudsætning for at gennemføre uddannelsen. Det er derfor relevant at have fokus på fravær på et uddannelsesområde, der er præget af så højt frafald.

Beretningen tager udgangspunkt i, at der ved anvendelsen af taxametertilskud til erhvervsuddannelserne skal udvises skyldige økonomiske hensyn og at Børne- og Undervisningsministeriets i sit tilsyn og skolerne i deres forvaltning af området bør have fokus herpå.

Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om Børne- og Undervisningsministeriet har sikret, at der er udvist skyldige økonomiske hensyn i forbindelse med håndteringen af elevers fravær på erhvervsuddannelserne. Følgende spørgsmål besvares i beretningen:

• Er bevillingen til erhvervsuddannelserne forvaltet sparsommeligt i forhold til fravær?
• Har Børne- og Undervisningsministerie ført et tilfredsstillende tilsyn med fravær på erhvervsuddannelserne?
• Har 3 udvalgte skoler (Technical Education College, ErhvervsUddannelsesCenter Syd og Zealand Business College) fulgt tilfredsstillende op på elevernes fravær?

Statsrevisorerne afgav beretningen og deres bemærkning til Folketinget 19. september 2022.
Emneord: erhvervsuddannelser