Verdens lande tilsluttede sig i 2015 FN’s 2030-dagsorden med 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. FN’s verdensmål er udmøntet i 169 delmål og 244 indikatorer, som skal bruges til at måle fremdriften mod opnåelsen af verdensmålene. I 2017 udgav den daværende regering en national handlingsplan for opfølgning på verdensmålene, som bl.a. indeholder 37 nationale målsætninger. Beretningen gør status over ministeriernes arbejde med verdensmålene i Danmark i perioden 2015-2020. Følgende spørgsmål besvares i beretningen:
• Hvordan har ministerierne arbejdet med verdensmålene med udgangspunkt i både FN’s delmål og den tidligere regerings handlingsplan?
• Har ministeriernes fremdriftsrapportering været egnet til at orientere Folketinget om fremdriften i forhold til handlingsplanernes nationale målsætninger?
• Har Danmarks Statistik rapporteret tilfredsstillende på FN’s delmål og indikatorer?
Statsrevisorerne har bedt Rigsrevisionen om denne undersøgelse på baggrund af en anmodning fra Finansudvalget.
Statsrevisorerne afgav beretningen og deres bemærkning til Folketinget 23. oktober 2020.
Emneord:
verdensmålene