Vi har allerede lovgivning, der siger, at hvis man ved, at der er farlig kemi, så skal man i første omgang forsøge at fjerne den, inden man sender medarbejdere ind. Hvis det ikke er muligt, skal man prøve at gøre sådan, at medarbejderne ikke bliver udsat for kemien, og hvis det heller ikke er muligt, skal man i det mindste sørge for, at de er beskyttede, når de er der.
Det er fornuftige regler og fornuftige krav, for der er ingen, der skal blive syge af at gå på arbejde i Danmark. Det, vi diskuterer her, er jo konsekvenserne, hvis man så ikke følger de regler, vi har: Det er vores spilleregler på det danske arbejdsmarked. Hvis man ikke følger dem, hvad er så konsekvensen?
Det synes jeg er en vedvarende diskussion, vi skal have med hinanden, for vi kan jo godt se, at konsekvenserne af at spekulere i menneskers helbred, så de bliver syge af at gå på arbejde, er ret massive for den enkelte medarbejder, men økonomisk kan det til tider betale sig, fordi gevinsten er så stor. Det siger jeg ikke er tilfældet her. Jeg tør ikke udtale mig om det konkrete tilfælde, i forhold til hvad der ligger bag, men jeg synes, vi skal lære af alle de eksempler, der kommer frem, og derfor er det også godt, at det bliver taget op – velkommen til spørgeren i forhold til det også, og tak for det.