Fremsat den 23. oktober 2024 af indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om klage- og
erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og
sundhedsloven
(Indførsel af forsikringspligt for
privatpraktiserende tandlæger, ophævelse af
oplysningspligt ved erstatningsudbetalinger i
patienterstatningssager og ændring af regler om samtykke til
ukomplicerede behandlinger ved den kommunale tandpleje)
§ 1
I lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 962 af 16.
august 2024, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 24, stk. 5, 2. pkt.,
ændres »nr. 9 og 10« til: »nr. 10 og
11«.
2. I
§ 29, stk. 1, nr. 5, 1. pkt.,
indsættes efter »jf. dog«: »nr. 8
og«.
3. I
§ 29, stk. 1, indsættes
efter nr. 7 som nyt nummer:
»8)
Tandlægeklinikker herunder selvstændige
privatpraktiserende tandlæger. For den del af erstatningen,
der overstiger 1 mio. kr., afholdes udgifterne dog af den region,
hvori behandlingen er foregået.«
Nr. 8-15 bliver herefter nr. 9-16.
4. § 29,
stk. 4-6, ophæves.
5. I
§ 30, stk. 2, 2. pkt.,
udgår: »og Patienterstatningen«.
§ 2
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1015 af 5. september 2024, foretages følgende
ændring:
1. I
§ 17, stk. 5, ændres
»form og indhold« til: »form, indhold, varighed
og rækkevidde«.
§ 3
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. januar 2025.
Stk. 2. § 1 finder
anvendelse for skader, der er anmeldt til Patienterstatningen efter
lovens ikrafttræden.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes
helt eller delvis i kraft for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Lovens bestemmelser kan endvidere sættes i kraft på
forskellige tidspunkter.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | | Indholdsfortegnelse | 1. | Indledning | 2. | Lovforslagets hovedpunkter | 2.1. | Forsikringspligt for privatpraktiserende
tandlæger | 2.1.1. | Gældende ret | 2.1.1.1. | Patienterstatningen og Ankenævnet
for Patienterstatningen | 2.1.1.2. | Finansiering | 2.1.1.3. | Forsikringspligt efter klage- og
erstatningsloven | 2.1.2. | Indenrigs- og Sundhedsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | 2.2. | Ophævelse af oplysningspligt ved
erstatningsudbetalinger i patienterstatningssager | 2.2.1. | Gældende ret | 2.2.2. | Indenrigs- og Sundhedsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | 2.3. | Forældremyndighedens indehavers
samtykke til behandling af mindreårige patienter ved den
kommunale tandpleje og sundhedsplejerske | 2.3.1. | Gældende ret | 2.3.1.1. | Informeret samtykke til behandling | 2.3.1.2. | Informeret samtykke til behandling af
mindreårige patienter ved den kommunale tandpleje og
sundhedsplejerske | 2.3.2. | Indenrigs- og Sundhedsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | 3. | Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige | 3.1. | Økonomiske konsekvenser | 3.2. | Implementeringsmæssige
konsekvenser | 4. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 5. | Administrative konsekvenser for
borgerne | 6. | Klimamæssige konsekvenser | 7. | Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | 8. | Forholdet til EU-retten | 9. | Hørte myndigheder og organisationer
m.v. | 10. | Sammenfattende skema |
|
1. Indledning
Regeringen har som led i økonomiforhandlingerne 2024
etableret et samarbejdsprogram med kommunerne og regionerne med
henblik på at identificere og behandle regelforenklinger, som
skal lette den administrative byrde i kommunerne og regionerne. Som
led heri er parterne blevet enige om at gennemføre en
række regelforenklinger.
Lovforslaget har til formål at gennemføre nogle af
disse regelforenklinger. Lovforslaget består af tre dele,
hvoraf den første og anden del skal gennemføre
regelforenklinger på det regionale område, og den
tredje del skal gennemføre en regelforenkling på det
kommunale område.
Første del af lovforslaget vedrører
tandlægers erstatningsudbetalinger, som er en udgift, der i
dag ligger i regionerne. Da tandlæger er en del af
sundhedsvæsenet, og er organiseret som liberalt erhverv, er
det regeringens opfattelse, at patientskadeerstatninger på
området ikke skal finansieres af det offentlige.
Forslaget har derfor til formål at forpligte
privatpraktiserende tandlæger til at tegne forsikring for
krav om erstatning og godtgørelse for skader sket under
behandling i deres klinik, samt for finansiering af behandlingen af
skadesagerne i Patienterstatningen og ankenævnet for
Patienterstatningen. Regionerne friholdes dermed for
tandskadeerstatninger til og med 1 mio. kr. Besparelsen som
følge af, at regionerne ikke skal afholde
administrationsudgifter til behandlingen af tandskadeerstatninger
under 1 mio. kr. indgår som en del af
samarbejdsprogrammet.
Anden del af lovforslaget drejer sig om afskaffelse af
oplysningspligten ved erstatningsudbetalinger i
patienterstatningssager.
Forslaget indebærer afskaffelse af oplysningspligten ved
erstatningsudbetalinger i patienterstatningssager, når der
foreligger erstatningspligt over det gennemsnitlige, også
benævnt kritisk skadefrekvens. Det er vurderingen, at denne
oplysningspligt ikke som tiltænkt bidrager til
oplysningsgrundlaget for Styrelsen for Patientsikkerheds vurdering
af risici for patientsikkerheden, og der således anvendes
unødige ressourcer på opgaven.
Den tredje del af lovforslaget drejer sig om forenkling af
forældremyndighedsindehavers samtykke til ukomplicerede
behandlinger ved den kommunale tandpleje. Forslaget
indebærer, at det ved bekendtgørelse bliver muligt at
ændre rækkevidden af
forældremyndighedsindehaverens generelle, udtrykkelige
samtykke, så det kan udvides til at omfatte flere
ukomplicerede behandlinger ved den kommunale tandpleje. Desuden
præciseres det, som hidtil har været gældende, at
der kan fastsættes regler om varigheden af samtykket.
Forslaget vil efter KL's vurdering betyde, at børn, som
kommer alene til undersøgelse ved den kommunale
skoletandpleje, i højere grad vil kunne blive
færdigbehandlet ved samme besøg.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Forsikringspligt for privatpraktiserende
tandlæger
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Patienterstatningen og Ankenævnet for
Patienterstatningen
Patienter, der kommer til skade i forbindelse med behandling
eller brug af et lægemiddel i det danske sundhedsvæsen,
kan søge erstatning og godtgørelse for skaden efter
reglerne i lovbekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 om
klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage-
og erstatningsloven). Det er Patienterstatningen og
Ankenævnet for Patienterstatningen, der behandler hhv.
erstatningssager og ankesager.
Der ydes erstatning og godtgørelse efter reglerne i
klage- og erstatningslovens kapitel 3 til patienter eller
efterladte til patienter, som her i landet påføres
skade i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign.,
jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1 og 2.
Det er en betingelse, at skaden er sket inden for lovens
dækningsområde, jf. § 19, stk. 1 og 2, hvilket
på tandområdet omfatter behandling af autoriserede
sundhedspersoner ansat i regionstandplejen, ved en odontologisk
landsdels- og videnscenterfunktion eller i forbindelse med levering
af de kommunale sundhedsydelser efter sundhedslovens kapitel 36-41
eller på vegne af disse. Endvidere dækker klage- og
erstatningsloven tandbehandling foretaget på universiteternes
tandlægeskoler og af privatpraktiserende autoriserede
sundhedspersoner, samt skader på værnepligtige af
autoriserede sundhedspersoner, der udfører sundhedsfaglig
behandling i det militære forsvar eller redningsberedskabet
og på indsatte i kriminalforsorgens fængsler og
arresthuse.
Ved sundhedspersoner forstås sundhedslovens almindelige
definition herpå, dvs. personer, der er autoriserede i
henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige
opgaver, og personer, der handler på disses ansvar, jf.
sundhedslovens § 6.
Reglerne i klage- og erstatningsloven er på flere
måder mere fordelagtige for patienterne, da ansvarsgrundlaget
og bevisreglerne er mere lempelige end i de almindelige
gældende erstatningsregler. Et ansvarsgrundlag foreligger
således bl.a. allerede, hvis blot en erfaren specialist ville
have handlet anderledes og dermed undgået skaden. I
bevismæssig sammenhæng er det tilstrækkeligt, at
der foreligger en overvejende sandsynlighed for, at en skade er
forvoldt ved behandling eller mangel på samme.
Erstatning og godtgørelse udmåles efter reglerne i
lovbekendtgørelse nr. 1070 af 24. august 2018 om
erstatningsansvar (erstatningsansvarsloven) samt klage- og
erstatningslovens § 24 og § 24 a-c. Det bemærkes
dog, at erstatning og godtgørelse for behandlingsskader, som
udgangspunkt, alene ydes, såfremt den samlet overstiger et
egetbidrag på 8.596 kr. (2024-niveau). Den udbetalte
erstatning er således beløbet, efter at egetbidraget
er fratrukket erstatningen eller godtgørelsens
hovedstol.
Tandskadeerstatninger er dog, helt særegent, underlagt
nogle særlige undergrænser. Det følger af klage-
og erstatningslovens § 24, stk. 8, nr. 1, at
undergrænsen for privatpraktiserende tandlægers skader
er på 1.000 kr. Det samme gør sig gældende for
skader forvoldt af tandlæger eller på vegne af disse
påført værnepligtige eller kontraktansatte som
følge af sundhedsfaglig behandling i det militære
forsvar eller redningsberedskabet, jf. klage- og erstatningslovens
§ 24, stk. 8, nr. 2.
Derimod er skader forvoldt af tandlæger, der er ansat i
regionstandplejen, i børne- og ungdomstandplejen, i
omsorgstandplejen, i specialtandplejen, i socialtandplejen og ved
de odontologiske landsdels- og videncentre eller på vegne af
disse samt på universiteternes tandlægeskoler omfattet
af en undergrænse på 10.000 kr., jf. klage- og
erstatningslovens § 24, stk. 9.
Skader påført indsatte, som følge af
sundhedsfaglig behandling, som den indsatte har ret til, i
kriminalforsorgens fængsler og arresthuse, og skader forvoldt
af privatpraktiserende kliniske tandteknikere og tandplejere er
underlagt det almindelige egetbidrag på 8.596 kr. Endelig er
tandskader forvoldt på private sygehuse efter behandling,
undersøgelse, el.lign., som er foretaget efter
sundhedslovens § 87 (udvidet frit sygehusvalg), eller betalt
direkte uden om det offentlige sundhedsvæsen underlagt
egetbidraget på 8.596 kr.
Af klage- og erstatningslovens § 29 fremgår, hvilke
myndigheder, institutioner m.v., der er erstatningspligtige for
skader efter lovens kapitel 3. Der henvises til pkt. 2.1.1.2 om i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det følger af lovens § 30, stk. 1, at krav om
erstatning for behandlingsskader, omfattet af klage- og
erstatningslovens kapitel 3, skal være dækket af en
forsikring i et forsikringsselskab. Dog er staten, regionsråd
og kommunalbestyrelser undtaget fra forsikringspligten, jf. §
31, stk. 1.
Patienter eller efterladte til patienter kan, såfremt de
ikke er tilfredse med afgørelsen fra Patienterstatningen,
indbringe denne for Ankenævnet for Patienterstatningen.
Afgørelsen kan også påklages af staten,
regioner, kommuner og forsikringsselskaber.
2.1.1.2. Finansiering
Patienterstatningen, som nævnt i pkt. 2.1.1.1, er en
forening, som forsikringsselskaber, der har tegnet forsikringer
omfattet af klage- og erstatningslovens kapitel 3, og
selvforsikrende regionsråd og kommunalbestyrelser har
oprettet i fællesskab, jf. klage- og erstatningslovens §
32, stk. 1.
Udgifterne til driften af Patienterstatningen, samt udgifter,
der i øvrigt pålægges foreningen efter lovens
kapitel 3, afholdes af forsikringsselskaberne og selvforsikrende
myndigheder efter en fordeling som fastsættes i
vedtægterne, jf. lovens § 32, stk. 2, 2. pkt.
Vedtægterne for Patienterstatningen er fastsat ved
bekendtgørelse nr. 613 af 23. maj 2018 om vedtægter
for Patienterstatningen, og udgifterne forbundet med behandlingen
af en sag i Patienterstatningen udgjorde 13.472 kr. i 2023.
Sager fra Patienterstatningen kan indbringes for
Ankenævnet for Patienterstatningen, og bestemmelser vedr.
drift af ankenævnet findes i klage- og erstatningslovens
§ 18, jf. § 58 a, stk. 11.
Hertil er der i bekendtgørelse nr. 1335 af 20. november
2023 om finansiering af Styrelsen for Patientklager,
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn,
Ankenævnet for Patienterstatningen,
Tvangsbehandlingsnævnet og Det Psykiatriske Ankenævn
fastsat nærmere regler om afholdelse af udgifterne til
driften heraf.
Det følger af bekendtgørelsens § 4, at
staten, regionsråd, kommunalbestyrelser og
forsikringsselskaber, der tegner forsikring efter klage- og
erstatningslovens § 30, stk. 1, afholder udgifterne til
driften af Ankenævnet for Patienterstatningen, herunder
Styrelsen for Patientklagers sekretariatsbetjening heraf. Det
følger endvidere af bekendtgørelsens § 10, stk.
3, at en fælles standardtakst pr. ankesag ved
Ankenævnet for Patienterstatningen udgør 21.453 kr.
(2024-niveau).
Regionerne finansierer i dag alle erstatningsudbetalinger over
1.000 kr. for skader sket ved privatpraktiserende tandlæger,
jf. klage- og erstatningslovens § 24, stk. 8, nr. 1, jf.
§ 29, stk. 1, nr. 5, 1. pkt.
Før den 1. juli 2024 var det Tandlægeforeningens
udvidede kollektive ordning der finansierede erstatninger for
skader mellem 1.000 kr. og 10.000 kr., og regionerne finansierede
erstatningsudbetalinger over 10.000 kr.
De gennemsnitlige årlige udgifter til erstatninger og
godtgørelse på tandskadeområdet har været
stigende i perioden fra 2010-2022. I perioden 2008-2010 udgjorde
regionernes erstatningsudbetalinger ca. 12 mio. kr. årligt,
mens de i perioden 2019-2022 steg til i gennemsnit at ligge
på ca. 33,7 mio. kr. årligt. I 2022 var regionernes
udgifter til erstatning og godtgørelse for skader sket i
privat tandlægepraksis på ca. 45,6 mio. kr.
I dag behandles tandskadeerstatningssager ved
Patienterstatningen, men før den 1. juli 2024 blev de
behandlet ved Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning. I
perioden 2019-2022 havde regionerne i gennemsnit udgifter til
administration af tandskadeerstatningssagerne på 26,7 mio.
kr. årligt.
2.1.1.3. Forsikringspligt efter klage- og erstatningsloven
Erstatninger efter klage- og erstatningsloven skal være
dækket af en forsikring, jf. lovens § 30, stk. 1.
Staten, regionsråd og kommunalbestyrelser er dog undtaget fra
denne regel jf. § 31, stk. 1, og det er dermed frivilligt for
offentlige myndigheder, om de vil tegne forsikring eller være
selvforsikrende. Endvidere kan indenrigs- og sundhedsministeren
godkende, at regionsråd og kommunalbestyrelse overtager
forsikringspligten for private driftsansvarlige, jf. § 31,
stk. 2.
Forsikringsselskaber, som indtegner en forsikringstager efter
loven, skal meddele dette til Patienterstatningen, jf. § 30,
stk. 2.
Indenrigs- og Sundhedsministeren fastsætter bestemmelser
om forsikringspligtens gennemførelse, jf. lovens § 30,
stk. 5. Dette er sket med bekendtgørelse nr. 488 af 3. maj
2018 om forsikringspligtens gennemførelse.
Private sygehuse, klinikker og speciallægepraksisser har
selvstændig pligt til at yde erstatning efter reglerne i
klage- og erstatningslovens kapitel 3. De skal yde erstatning for
skader efter behandling, undersøgelse el.lign., som er
foretaget efter sundhedslovens § 87 (det udvidede frie
sygehusvalg), eller som er betalt direkte udenom det offentlige
sundhedsvæsen (f.eks. behandlinger betalt af en
sundhedsforsikring eller af patienten selv). Dette følger af
klage- og erstatningslovens § 29, stk. 1, nr. 7.
Ved private sygehuse, klinikker og speciallægepraksisser
forstås alle behandlingssteder, hvor der foregår
lægelig patientbehandling, og som ikke fuldt ud ejes eller
drives af offentlige myndigheder. Lovens § 19, stk. 1 og 2,
indeholder en stedlig afgrænsning af
patientskadeerstatningsordningens dækningsområde.
Dette betyder, at hvis f.eks. en fysioterapeut udfører
behandling på et privat sygehus, og dette medfører en
skade, vil denne skade skulle erstattes af det private sygehus'
forsikring, hvis patienten selv har betalt, da behandlingen er
udført på »et behandlingssted, hvor der
foregår lægelig patientbehandling, og som ikke fuldt ud
ejes eller drives af offentlig myndighed«.
2.1.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Siden de privatpraktiserende tandlæger og andre private
aktører i 2004 blev omfattet af klage- og erstatningsloven,
har regionerne finansieret erstatninger og godtgørelser
på tandskadeområdet. Udgifterne hertil har været
stigende siden indførslen.
I dag finansierer regionerne erstatninger og godtgørelser
for skader forårsaget af privatpraktiserende tandlæger
samt sagsbehandlingen heraf, hvilket årligt løber op i
udgifter på over 50 mio. kr. Generelt har udgifterne til
erstatninger været stigende på hele det private
sundhedsområde, hvilket også var en af grundene til, at
de private sygehuse i 2013 blev pålagt selv at finansiere
deres erstatninger.
Da tandlæger også opererer som et liberalt erhverv
indenfor sundhedsvæsenet, foreslås det, at
erstatningsbeløb op til og med 1 mio. kr. for skader sket
ved praktiserende tandlæger fremover ikke finansieres af det
offentlige, men i stedet skal finansieres af de privatpraktiserende
tandlæger selv. Overstiger erstatningsbeløbet 1 mio.
kr., finansieres den del af erstatningen, der er over 1 mio. kr.,
af den region, hvori den praktiserende tandlæge har sin
praksis
For at sikre en mere retfærdig fordeling af ressourcerne
og udgifterne på sundhedsområdet foreslås det
derfor at indføre en forsikringsmodel, således at
regionerne ikke skal være fuld erstatningspligtige for skader
sket i privat regi, ligesom de ikke skal finansiere
administrationsomkostningerne forbundet med sagsbehandlingen af
sager under 1 mio. kr.
Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at ved at
give de privatpraktiserende tandlæger et økonomisk
medansvar for patientskadeerstatningsordningen, vil det være
med til fortsat at sikre patienterne sundhedsydelser af høj
kvalitet.
De privatpraktiserende tandlæger pålægges
samtidig at deltage i finansieringen af Patienterstatningen,
ligesom de også vil være forpligtede til at deltage i
finansieringen af Ankenævnet for Patienterstatning, jf.
klage- og erstatningslovens § 32, stk. 2, 2. pkt., og §
58 a, stk. 11.
Det foreslås på den baggrund, at klage- og
erstatningslovens § 29, stk. 1, ændres, så
tandlægeklinikker, herunder selvstændigt
privatpraktiserende tandlæger, fremover selv er
erstatningspligtige for erstatningsbeløb op til og med 1
mio. kr. over for de patienter, som måtte få en skade i
forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign. i
klinikken eller ved den praktiserende tandlæge.
Dette vil gælde for alle klinikker og privatpraktiserende
tandlæger, uanset om der ydes tandlægehjælp,
hvortil der ydes tilskud af regionsrådet, jf.
bekendtgørelse om tilskud til behandling hos praktiserende
tandlæge, eller ej, og uanset om behandlingen finansieres af
en privat sundhedsforsikring, særlige tilskudsordninger eller
anden særlovgivning.
Forsikringspligten vil gælde for alle privatpraktiserende
tandlæger. Ved privatpraktiserende tandlæger
forstås såvel tandlæger samt
specialtandlæger i hhv. ortodonti og tand-, mund- og
kæbekirurg og dem, der arbejder på disses vegne. Det er
endvidere et krav, at tandlægen har en gyldig
autorisation.
Ved tandlægeklinik forstås alle behandlingssteder,
hvor der foregår tandlægefaglig behandling, uanset
selskabsform.
Privatpraktiserende tandplejere med eget ydernummer er undtaget
fra erstatningspligten i den foreslåede § 29, stk. 1,
nr. 8.
Det foreslås som følge heraf, at
tandlægeklinikkerne, herunder de privatpraktiserende
tandlæger, vil blive forpligtet til at tegne forsikring, jf.
klage- og erstatningslovens § 30, stk. 1. Forsikringen skal
både dække administrationsomkostninger til behandlingen
af sagerne ved Patienterstatningen og Ankenævnet for
Patienterstatningen, samt erstatningsudbetalinger fra 1.000 kr. og
op til og med 1 mio. kr., jf. klage- og erstatningslovens §
24, stk. 8, § 32, stk. 2, 2. pkt., og § 58 a, stk.
10.
Hvis en eller flere tandlæger arbejder under et
CVR-nummer, skal forsikringen være tilknyttet dette. Er det
ikke tilfældet, tilfalder forsikringspligten tandlægen
som privatperson. Forsikringspligten gælder for alle
tandlægeklinikker uanset selskabsform.
Samtidig pålægges regionerne at finansiere de dele
af erstatningerne, som overstiger 1 mio. kr., samt de
administrationsomkostninger, der er forbundet hermed. Baggrunden
herfor er bekymring for øget pres på de regionale
kæbekirurgiske afdelinger, hvis privatpraktiserende
tandlæger fravælger risikofyldte behandlinger af frygt
for en betydelig forhøjelse af deres
forsikringspræmie. Administrationsomkostningerne skyldes, at
der vil skulle oprettes en ny sag i Patienterstatningen med
regionen som part med dertilhørende partsrettigheder.
Afgørelser truffet af Patienterstatningen i
tandlægesager kan indbringes for Ankenævnet for
Patienterstatningen. Dette følger af lovens § 58 b,
stk. 1.
Det skal bemærkes, at det ikke vurderes nødvendigt
at udvide sammensætningen af Ankenævnet for
Patienterstatningen.
Efter lovforslagets vedtagelse vil indenrigs- og
sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om
forsikringspligtens gennemførelse for de privatpraktiserende
tandlæger med hjemmel i bemyndigelsesbestemmelsen i klage- og
erstatnings lovens § 30, stk. 5. Dette vil ske med udstedelse
af en ny bekendtgørelse om forsikringspligtens
gennemførelse på
tandskadeerstatningsområdet.
Overtrædelse af lovens § 30, stk. 1, kan efter lovens
§ 62 straffes med bøde.
2.2. Ophævelse af oplysningspligt ved
erstatningsudbetalinger i patienterstatningssager
2.2.1. Gældende ret
Efter klage- og erstatningslovens § 29, stk. 1, nr. 1, er
regionerne bl.a. erstatningsansvarlige for offentlige sygehuse og
den præhospitale indsats. Regionerne er desuden efter
bestemmelsens stk. 1, nr. 5, erstatningsansvarlige for
privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner. Regionernes
erstatningspligt gælder også efter stk. 1, nr. 6,
private sygehuse, klinikker eller speciallægepraksisser, hvis
behandling sker som en del af regionernes planlagte
behandlingskapacitet.
Efter klage- og erstatningslovens § 29, stk. 1, nr. 7, er
private sygehuse, klinikker og speciallægepraksisser
erstatningsansvarlige for skader efter behandling,
undersøgelse el.lign., som er foretaget efter sundhedslovens
§ 87, det vil sige som led i det udvidet frie sygehusvalg
eller betalt direkte uden om det offentlige
sundhedsvæsen.
Efter klage- og erstatningslovens § 29, stk. 2, 1. pkt., er
speciallægepraksisser med speciale i almen medicin, som ikke
virker efter overenskomst, jf. sundhedslovens § 227, stk. 1,
jf. § 60, stk. 1, erstatningsansvarlige for skader efter
behandling, undersøgelse el.lign., som er betalt direkte
uden om det offentlige sundhedsvæsen.
De erstatningsansvarliges krav skal efter lovens § 30
være dækket af en forsikring i et forsikringsselskab,
bortset fra staten, regionsråd og kommunalbestyrelser, der
efter § 31 er undtaget fra forsikringspligten.
Efter klage- og erstatningslovens § 29, stk. 4, skal et
regionsråd, såfremt regionsrådet har været
erstatningspligtigt efter § 29, stk. 1, nr. 1, 5 og 6, i et
omfang ud over det gennemsnitlige, oplyse Styrelsen for
Patientsikkerhed herom til brug for styrelsens tilsyn efter
sundhedsloven.
Efter klage- og erstatningslovens § 29, stk. 5, skal
forsikringsselskaber for et privat sygehus, en klinik eller en
speciallægepraksis, såfremt behandlingsstedet har
været erstatningspligtigt efter § 29, stk. 1, nr. 7,
eller stk. 2, 1. pkt., i et omfang ud over det gennemsnitlige,
ligeledes oplyse Styrelsen for Patientsikkerhed herom til brug for
styrelsens tilsyn efter sundhedsloven.
Indenrigs- og sundhedsministeren har efter lovens § 29,
stk. 6, bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om
oplysningspligten efter stk. 4 og 5, herunder for optælling
af erstatningsudbetalinger og forældelse af sager.
Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr.
1084 af 11. september 2015 om oplysningspligt i
patienterstatningssager. Bekendtgørelsen fastsætter
regler om oplysningspligt i tilfælde af en såkaldt
kritisk skadesfrekvens, det vil sige, hvis der har været
erstatningspligt ud over det gennemsnitlige. Pligten til at
indberette kritisk skadesfrekvens gælder for så vidt
angår regionerne de skader, som de efter klage- og
erstatningslovens § 29, stk. 1, nr. 1, 5 og 6, er
erstatningspligtige for. For så vidt angår de private
forsikringsselskaber skal der indberettes kritisk skadesfrekvens
for skader, som forsikringsselskaberne er ansvarlige for efter
klage- og erstatningslovens § 29, stk. 1, nr. 7, eller stk. 2,
1. pkt.
2.2.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Det er efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse
afgørende, at Styrelsen for Patientsikkerhed til brug for
sit tilsyn med behandlingssteder efter sundhedsloven kan komme i
besiddelse af de oplysninger, der er nødvendige for, at
styrelsen kan vurdere, om forhold på behandlingssteder
udgør eller kan udgøre en risiko for
patientsikkerheden. Indenrigs- og Sundhedsministeriet er i den
forbindelse opmærksom på, at styrelsen efter
sundhedslovens § 213 a har mulighed for at afkræve
sundhedspersoner og behandlingssteder de oplysninger, der er
nødvendige som led i styrelsens tilsyn.
Oplysningspligten i klage- og erstatningsloven blev oprindeligt
indført i 2003 med lov nr. 430 af 10.juni 2003 i den
daværende patientforsikringslov og har løbende
været justeret i takt med ændringerne af
sundhedsvæsenets organisering m.v. Indenrigs- og
Sundhedsministeriet er opmærksom på, at reglerne
afspejler et generelt ønske om at sikre, at centrale
myndigheder bliver informeret, hvis der forekommer en
usædvanlig systematik i skadesfrekvens ved
erstatningsudbetalinger og derved sikre, at oplysningerne kan
indgå i den samlede vurdering af, om der skal
iværksættes tilsynsmæssige foranstaltninger ved
et konkret behandlingssted. De modtagne oplysninger må ikke
anvendes til tilsynsmæssig opfølgning over for enkelte
sundhedspersoner.
Ministeriet er imidlertid også opmærksom på,
at Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at
erstatningsudbetalinger af flere forskellige grunde som absolut
udgangspunkt ikke er egnet til at påvise en aktuel fremtidig
fare for patientsikkerheden. Ydermere har styrelsen oplyst, at den
nuværende indberetningsordning ikke i praksis har givet
anledning til tilsynsmæssig opfølgning. Det skyldes,
at oplysningerne ikke i nogen tilfælde har givet anledning
til at påvise en konkret aktuel fremadrettet fare for
patientsikkerheden, ligesom indberetningerne i øvrigt har
haft et meget lille omfang.
Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer derfor også, at en
ophævelse af oplysningspligten ikke vil have negativ
betydning for patientsikkerheden.
Patienterstatningen vurderer, at den nugældende ordning
ikke imødekommer bestemmelsens formål.
Det er på den baggrund ministeriets opfattelse, at
oplysningspligten og de ressourcer, der anvendes hos både
regionerne og Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse hermed,
ikke står mål med det oprindeligt tiltænkte
formål og udbytte.
For at realisere regeringens ambitioner i
økonomiforhandlingerne 2024 med kommunerne og regionerne om
at lette den administrative byrde i kommunerne og regionerne,
foreslås det derfor, at oplysningspligten efter klage- og
erstatningslovens § 29, stk. 4-6, ophæves. Det
forudsættes, at bekendtgørelse nr. 1084 af 11.
september 2015 om oplysningspligt i patienterstatningssager
ophæves.
Forslaget vil medføre, at de erstatningspligtige for
patienterstatningssager ikke længere vil skulle indberette
til Styrelsen for Patientsikkerhed, når der foreligger
erstatningspligt over det gennemsnitlige, også benævnt
kritisk skadefrekvens.
Det skal understreges, at Styrelsen for Patientsikkerhed uanset
ophævelsen fortsat vil kunne oplyse tilsynssager, herunder
indhente relevante oplysninger efter sundhedslovens § 213 a
til brug for sit tilsyn.
Det skal også understreges, at de erstatningsansvarlige
uanset ophævelse af selve indberetningspligten til Styrelsen
for Patientsikkerhed fortsat vil have en uændret
online-adgang til de samme data hos Patienterstatningen.
Endelig skal det understreges, at regionerne og øvrige
driftsherrer som følge af det almindelige driftsherreansvar
generelt har en pligt til løbende at følge med i
kvaliteten af de ydelser, der leveres, herunder sikre at forhold
på behandlingsstedet ikke er til fare for patientsikkerheden.
Det indebærer bl.a. også en pligt til løbende at
følge op og reagere på forhold og tendenser, f.eks.
erstatningsudbetalinger ud over det sædvanlige, som kan
være udtryk for eller indikere, at forhold kan udgøre
en fare for patientsikkerheden. Heri ligger også et ansvar
for at involvere tilsynsmyndighederne i relevant omfang.
2.3. Ændring af forældremyndighedens indehavers
samtykke til behandling af børn ved den kommunale
tandpleje
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. Informeret samtykke til behandling
Efter sundhedslovens § 15, stk. 1, må ingen
behandling indledes eller fortsættes uden patientens
informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller
bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af lovens §§
17-19. Det fremgår af sundhedslovens § 15, stk. 3, at
der i sundhedsloven ved informeret samtykke forstås et
samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende
information fra sundhedspersonens side, jf. sundhedslovens §
16.
Det følger af sundhedslovens § 16, stk. 1, at en
patient har ret til at få information om sin helbredstilstand
og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for
komplikationer og bivirkninger. Patienten har også ret til at
frabede sig information, jf. sundhedslovens § 16, stk. 2. Det
følger endvidere af sundhedslovens § 16, stk. 3, at
informationen skal gives løbende og give en forståelig
fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og den
påtænkte behandling. Informationen skal gives på
en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens
individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed,
erfaring m.v.
Det følger af sundhedslovens § 17, stk. 1, at en
patient, der er fyldt 15 år, selv kan give informereret
samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal
tillige have information, jf. sundhedslovens § 16, og
inddrages i den mindreåriges stillingtagen. Det fremgår
af sundhedslovens § 17, stk. 2, at såfremt en
sundhedsperson har vurderet, at den mindreårige ikke selv er
i stand til at give informeret samtykke, så er det
forældremyndighedens indehaver, som kan give informeret
samtykke.
2.3.1.2. Informeret samtykke til behandling af mindreårige
patienter ved den kommunale tandpleje og sundhedsplejerske
Sundhedslovens § 17, stk. 4-7, indeholder en række
bemyndigelsesbestemmelser vedrørende behandling af
børn og unge ved den kommunale tandpleje og
sundhedsplejerske.
Det følger af lovens § 17, stk. 4, at indenrigs- og
sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om
forældremyndighedens indehavers informerede samtykke i
forbindelse med behandling af børn og unge i den
undervisningspligtige alder ved sundhedsplejerske, herunder form og
indhold af samtykket. Det følger af lovens § 17, stk.
5, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte
nærmere regler om forældremyndighedens indehavers
informerede samtykke i forbindelse med behandling af børn og
unge ved den kommunale tandpleje, herunder form og indhold af
samtykket. Det følger af lovens § 17, stk. 6, at
indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere
regler om fravigelse af kravet om informeret samtykke i forbindelse
med behandling af børn og unge ved den kommunale tandpleje.
Endelig følger det af lovens § 17, stk. 7, at
indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om
forudgående og efterfølgende information til
forældremyndighedens indehaver.
Sundhedslovens § 17, stk. 4-7, blev indført med lov
nr. 430 af 3. marts 2017 med det formål at udmønte
positive erfaringer fra Frikommuneforsøg I, hvor der blev
lempet på gældende regler om informeret samtykke til
visse former for behandlinger af mindreårige ved den
kommunale tandpleje og sundhedsplejerske, og den måde
samtykket gives på. Kommunerne kunne derved arbejde med en
model, hvor barnets forældre eksempelvis gav et generelt
samtykke, som dækkede behandlinger som eksempelvis
undersøgelser, tandrensning og afpudsning. Den
forsøgsvise lempelse af kravene førte bl.a. til
smidigere behandling af patienten og sparede både
børns, forældres og personalets tid. Der henvises til
lovens almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende
2016-17, tillæg A, L 132 som fremsat, s. 22.
Det følger af lovbemærkningerne til § 17, stk.
5, at bestemmelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler
om, at den kommunale tandpleje på baggrund af et generelt,
udtrykkeligt samtykke, som hviler på fyldestgørende
information af forældrene, kan foretage fluorbehandlinger og
undersøgelser med brug af røntgen i diagnostisk
øjemed. Et generelt, udtrykkeligt samtykke indebærer,
at forældremyndighedsindehaver på baggrund af
fyldestgørende information fra den kommunale tandpleje giver
samtykke til, at barnet i fremtidige situationer kan undergives
visse behandlinger uden forudgående indhentelse af
forældremyndighedsindehavers konkrete samtykke til den
aktuelle behandling. Der henvises bemærkningerne til §
1, nr. 1, i Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 132 som
fremsat, s. 26.
Der er med bemyndigelse i sundhedslovens § 17, stk. 5,
fastsat regler i bekendtgørelse nr. 562 af 30. maj 2017 om
samtykke til behandling af børn og unge ved den kommunale
tandpleje og sundhedsplejerske. Det følger af
bekendtgørelsens § 2, at den kommunale tandpleje
på baggrund af et generelt, udtrykkeligt samtykke fra
forældremyndighedens indehaver kan gennemføre
fluorbehandlinger og røntgenundersøgelser.
2.3.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering, at det vil
indebære bedre brug af administrative ressourcer, og
understøtte en bedre og mere effektiv hjælp til
borgerne, hvis det bliver muligt for den kommunale tandpleje at
gennemføre flere ukomplicerede behandlinger af børn
på baggrund af et generelt, udtrykkeligt samtykke fra
forældremyndighedens indehaver.
På den måde kan den kommunale tandpleje undgå
at skulle kontakte forældremyndighedsindehavere med henblik
på at indhente et konkret samtykke, hver gang der skal
gennemføres en behandling, der ikke er at betragte som mere
indgribende end fluorbehandling eller
røntgenundersøgelse.
Det skal f.eks. være muligt at gennemføre
fissurforsegling, der, lige som fluorbehandlinger og
røntgenundersøgelser, kan betragtes som mindre
indgribende.
Det foreslås at ændre bemyndigelsesbestemmelsen i
sundhedslovens § 17, stk. 5, så rammerne for
bemyndigelsen udvides med henblik på at kunne fastsætte
regler, hvor rækkevidden af forældremyndighedens
indehavers samtykke er bredere end i dag, og om varigheden af
samtykket.
Forslaget vil indebære, at der kan fastsættes regler
om, at flere ukomplicerede behandlinger ved den kommunale tandpleje
kan gennemføres på baggrund af et generelt,
udtrykkeligt samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Det
vil betyde, at det ved bekendtgørelse kan fastsættes,
hvornår det ikke er nødvendigt at indhente konkret
informeret samtykke fra forældremyndighedens indehaver til
iværksættelse af mindre indgribende behandlinger,
når behovet opdages i forbindelse med et planlagt
besøg. Det kan f.eks. være fissurforsegling, der
anvendes forebyggende og terapeutisk til behandling af caries og er
hensigtsmæssigt at behandle så tidligt som muligt.
3. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
3.1. Økonomiske konsekvenser
Lovforslagets element vedrørende forsikringspligt for
privatpraktiserende tandlæger forventes at have positive
økonomiske konsekvenser for regionerne, som ikke fremover
vil være pligtige til at betale administrationsomkostninger i
forbindelse med behandling af tandskadeerstatningssager under 1
mio. kr.
Ligeledes vil regionerne fremover kun være
erstatningspligtige for den del af en tandskadeerstatning, som
overstiger 1 mio. kr. Der har de seneste år været
mellem 0 og 5 sager årligt med et erstatningsbeløb
på mere end 1 mio. kr.
Lovforslagets del vedrørende ophævelsen af
oplysningspligten ved erstatningsudbetalinger i
patienterstatningssager forventes at medføre positive
økonomiske konsekvenser for regionerne som følge af
de administrative lettelser.
Lovforslagets element vedrørende samtykke til
ukomplicerede behandlinger ved den kommunale tandpleje forventes
ikke at have positive eller negative økonomiske konsekvenser
for staten eller regionerne. For kommunerne vil lovændringen
have positive økonomiske konsekvenser i et begrænset
omfang. Lovændringen vil betyde, at børn, som kommer
alene til tandlæge, i højere grad vil kunne blive
behandlet færdig samme dag, og dermed maksimeres den kliniske
"stole-tid" ved tandplejen. Det vurderes derfor, at
lovændringen kan bidrage med en bedre og mere effektiv
hjælp til borgerne.
3.2. Implementeringsmæssige konsekvenser
Lovforslagets del vedrørende forsikringspligt for
privatpraktiserende tandlæger forventes at indebære en
mindre positiv konsekvens for regionerne, som fremover kun i
begrænset omfang skal administrere udbetalingen af
erstatninger som følge af afgørelser fra
Patienterstatningen på tandskadeområdet. Der må
forventes mindre implementeringsmæssige konsekvenser for
Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med, at der udstedes
en ny bekendtgørelse om forsikringspligtens
gennemførelse på tandskadeerstatningsområdet,
jf. klage- og erstatningslovens § 30, stk. 5. Med hjemmel heri
forventes det, at Styrelsen for Patientsikkerhed fremover vil
skulle føre tilsyn med forsikringspligtens
gennemførelse på området for privatpraktiserende
tandlæger.
Lovforslagets del vedrørende ophævelsen af
oplysningspligten ved erstatningsudbetalinger i
patienterstatningssager medfører ingen negative
implementeringskonsekvenser for det offentlige. Det medfører
til gengæld positive konsekvenser for regionsrådene,
som ikke længere skal føre kontrol med, at
behandlingssteder overstiger det gennemsnitlige
erstatningsniveau.
Lovforslagets del vedrørende samtykke til ukomplicerede
behandlinger ved den kommunale tandpleje forventes at have positive
implementeringsmæssige konsekvenser for det offentlige. Det
skyldes for det første, at den kommunale tandpleje efter
lovændringen ikke længere vil skulle indhente konkret,
informeret samtykke til hver eneste ukomplicerede behandling,
herunder fissurforsegling, hvilket vil lette den kommunale
tandpleje for en administrativ byrde. Det skyldes for det andet, at
den kommunale tandpleje kan maksimere den kliniske "stole-tid",
idet flere behandlinger kan gennemføres samme dag.
Lovforslaget er i relevant omfang udformet i overensstemmelse
med principperne for digitaliseringsklar lovgivning. Som
udgangspunkt skal informeret samtykke til ukomplicerede
behandlinger kunne understøttes digitalt, jf. princip nr. 2
om digital kommunikation. Dog vil der, i de tilfælde, hvor
det er mere hensigtsmæssigt at indhente samtykke på
anden vis, eksempelvis mundtligt, hvorefter det journalføres
i den elektroniske patientjournal, være mulighed for, at den
kommunale tandpleje kan fravige princippet om digital
kommunikation.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslagets del om forsikringspligt for privatpraktiserende
tandlæger forventes at medføre negative
økonomiske og administrative konsekvenser for de
privatpraktiserende tandlæger til forsikringsdækning,
dels da de vil skulle betale præmie for forsikringen, der
dækker erstatnings- og administrationsudgifter forbundet med
tandskadeerstatninger opstået i regi af behandlingen, dels
fordi det vil kræve administration at tegne forsikring. Den
samlede udgift til udbetaling af erstatninger som følge af
skader sket ved privatpraktiserende tandlæger har de seneste
år ligget på ca. 33 mio. kr. årligt.
Forsikringsselskaberne skal endvidere dække en mindre del
af administrationsomkostningerne i Patienterstatningen og
Ankenævnet for Patienterstatningen og indbetale til den
pulje, der etableres til at håndtere erstatning i de
situationer, hvor det ikke er afklaret, hvem der er
erstatningsansvarlig.
Lovforslagets del vedrørende ophævelsen af
oplysningspligten ved erstatningsudbetalinger i
patienterstatningssager medfører ingen negative konsekvenser
for erhvervslivet. Det medfører til gengæld positive
konsekvenser for de private sundhedsaktørers
forsikringsselskaber, som ikke længere skal føre
kontrol med, at behandlingssteder overstiger det gennemsnitlige
erstatningsniveau.
Lovforslagets del om ukomplicerede behandlinger ved den
kommunale tandpleje medfører ikke økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslagets dele om forsikringspligt for privatpraktiserende
tandlæger og om ophævelse af oplysningspligten ved
erstatningsudbetalinger i patienterstatningssager medfører
hverken negative eller positive administrative konsekvenser for
borgerne. Forslaget om forsikringspligt kan have mindre
økonomiske konsekvenser for borgerne, hvis tandlægerne
overvælter forsikringsudgiften på deres takster.
Lovforslagets del om ændring af regler om samtykke til
ukomplicerede behandlinger ved den kommunale tandpleje
skønnes at have lettere, positive administrative
konsekvenser for borgerne. Det skyldes for det første, at
forældremyndighedsindehavere vil blive kontaktet
sjældnere af den kommunale tandpleje med henblik på
indhentning af samtykke til behandling af deres barn. Det skyldes
for det andet, at nogle forældremyndighedsindehavere og
børn i færre tilfælde vil skulle forberede sig
på, at barnet skal besøge den kommunale tandpleje,
idet flere behandlinger efter lovforslaget forventes at kunne blive
gennemført på samme dag. Det bemærkes, at de
almindelige regler for informeret samtykke fortsat gælder ved
mere indgribende behandlinger end dem der fastsættes i
bekendtgørelsen.
6. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.
8. Miljø- og naturmæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige
konsekvenser.
9. Forholdet
til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
10. Hørte myndigheder og organisationer
m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 4. juli til den
22. august (45 dage) været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Aarhus Universitet, Advokatrådet, Ansatte Tandlægers
Organisation, Børnerådet, Børnesagens
Fællesråd, Børns Vilkår, Dansk Erhverv,
Dansk Industri, Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab for
Kvalitet i Sundhedssektoren, Dansk Selskab for Oral og
Maxillofacial Kirurgi, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Dansk
Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Dansk
Tandsundhed, Dansk Ældreråd, Danske Dental
Laboratorier, Danske Patienter, Danske Regioner, Danske Seniorer,
Danske Tandplejere, Datatilsynet, Det grønlandske
sundhedsdepartement, Diabetesforeningen, FH, FOA,
Forbrugerrådet, Foreningen af Døgn- og Dagtilbud for
udsatte børn og unge (FADD), Forsikring og Pension,
Færøernes Landsstyre, Gigtforeningen,
Heilsumálaráðið (det færøske
sundhedsministerium), Heilsustýrið (den
færøske sundhedsstyrelse), KL, Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen, Københavns Universitet, Landsforeningen
Børn og Forældre, Landsforeningen af Kliniske
Tandteknikere, Lægeforeningen, Naalakkersuisut
(Grønlands landsstyre), Osteoporoseforeningen -
landsforeningen mod knogleskørhed, Patienterstatningen,
Patientforeningen, Praktiserende Lægers Organisation,
Praktiserende Tandlægers Organisation, Sundhed Danmark,
Tandlægeforeningen, Tandlægeforeningens
Tandskadeerstatning og Yngre Læger.
11. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang/hvis nej, anfør »Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/hvis nej, anfør »Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | For regionerne vil lovforslagets del om
forsikringspligt medføre erstatningsbesparelser på ca.
31 mio. kr. årligt, mens der vil være en
administrationsbesparelse på et sted mellem 24-30 mio. kr.
årligt, som regionerne beholder som led i
samarbejdsprogrammet. For regionerne forventes lovforslagets del
om ophævelse af oplysningspligt ved erstatningsudbetalinger i
patienterstatningssager at medføre positive
økonomiske konsekvenser som følge af de
administrative lettelser. Fsva. den tredje del af lovforslaget vil
for kommunerne have positive økonomiske konsekvenser i et
begrænset omfang, da lovændringen vurderes at kunne
bidrage med en bedre og mere effektiv hjælp til
borgerne. | Ingen. | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Lovforslagets første del
indebærer en mindre positiv konsekvens, da regionerne kun i
begrænset omfang fremover skal administrere udbetalingen af
erstatninger. Lovforslagets anden del medfører
positive implementeringskonsekvenser for regionerne, når de
ikke længere skal anvende ressourcer på at administrere
ordningen med oplysningspligt i patienterstatningssager. Den tredje del af lovforslaget vil
medføre positive implementeringskonsekvenser for kommuner,
når de ikke skal indhente konkret, informeret samtykke for
forældremyndighedens indehaver til hver eneste ukomplicerede
behandling, der ikke er fluorbehandling eller
røntgenundersøgelse. Den ændrede
bemyndigelsesbestemmelse skal udmøntes i en
bekendtgørelse. | Ingen. | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet m.v. | Lovforslagets del om forsikringspligt og
delen om oplysningspligt forventes at have en positiv
økonomisk effekt for forsikringsselskaberne. Lovforslagets tredje del forventes ikke at
have positive økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet. | Krav om forsikringspligt vil medføre
udgifter hertil for privatpraktiserende tandlæger. De skal
samlet forsikres mod erstatningsudgifter på ca. 31 mio. kr.
årligt og administrationsomkostninger på mellem 24 og
30 mio. kr. årligt. Fsva. lovforslagets anden og tredje del
forventes der ikke negative økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet. | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v. | Lovforslagets første og tredje del
forventes ikke at medføre administrative konsekvenser for
erhvervslivet. Lovforslagets anden del vil medføre
positive implementeringskonsekvenser for de private
behandlingssteders forsikringsselskaber, når de ikke
længere skal anvende ressourcer på at administrere
ordningen med oplysningspligt i patienterstatningssager. | Fsva. lovforslagets første del skal
tandlægerne tegne forsikringer mod erstatning og
godtgørelse, som de ikke tidligere har skulle. Lovforslagets anden og tredje del forventes
ikke at have negative administrative konsekvenser for
erhvervslivet. | Administrative konsekvenser for
borgerne | Lovforslagets første to dele
forventes ikke at medføre administrative konsekvenser for
borgerne. Forslaget om forsikringspligt kan have mindre
økonomiske konsekvenser for borgerne, hvis tandlægerne
overvælter forsikringsudgiften på deres takster. Der forventes positive administrative
konsekvenser for borgerne for lovforslagets del om samtykke til
ukomplicerede behandlinger ved den kommunale tandpleje. | Ingen. | Klimamæssige konsekvenser | Ingen. | Ingen. | Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | Ingen. | Ingen. | Forholdet til EU-retten | Forslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter. | Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering (der i relevant
omfang også gælder ved implementering af
ikke-erhvervsrettet EU-regulering) (sæt X) | Ja | Nej | | X |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Staten yder erstatning og godtgørelse for indsatte og
værnepligtige som nævnt i lov om klage- og
erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenets § 29, stk.
1, nr. 9 og 10, såfremt beløbet samlet overstiger
1.000 kr., jf. klage- og erstatningslovens § 24, stk. 5, 2.
pkt.
Det foreslås i § 24, stk. 5, 2.
pkt., at ændre »nr. 9 og 10« til:
»nr. 10 og 11«.
Det foreslåede er en konsekvensændring i lyset af at
der med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås indsat et nyt
nummer 8 i § 29, stk. 1.
Til nr. 2
Det fremgår af klage- og erstatningslovens § 29, stk.
1, nr. 5, 1. pkt., at den region, hvor en privatpraktiserende
autoriseret sundhedsperson har sin praksis, eller hvor en
læge, der uden at være privatpraktiserende virker som
vagtlæge, eller hvor en læge, der uden at være
privatpraktiserende foretager vaccination i henhold til
sundhedslovens § 18, jf. dog stk. 3, har pligt til at yde
erstatning efter kapitel 3 i klage- og erstatningsloven.
Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.1 for en beskrivelse af
gældende ret.
Det foreslås, at der i § 29,
stk. 1, nr. 5, 1. pkt., efter »jf. dog«
indsættes »nr. 8 og «.
Med den i lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede §
29, stk. 1, nr. 8, fastsættes, at de privatpraktiserende
autoriserede tandlæger har pligt til at yde erstatning efter
kapitel 3 i klage- og erstatningsloven. Denne ændring vil
medføre, at det som udgangspunkt ikke længere er den
region, hvor den privatpraktiserende tandlæge har sin
praksis, som er erstatningspligtig på vegne af
tandlægen, men derimod den enkelte tandlægeklinik samt
selvstændigt praktiserende tandlæger.
Tandlægeklinikken dækker således, gennem sin
forsikring, erstatningsbeløb op til og med en mio. kr.
Overstiger erstatningen for en skade 1 mio. kr., er den region,
hvori tandlægen har sin praksis, erstatningsansvarlig for den
resterende del af beløbet. Der henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 3,
hvorefter det foreslås at indsætte et nyt nummer 8 i
lovens § 29, stk. 1.
Til nr. 3
Klage- og erstatningslovens § 29 oplister de
erstatningspligtige i henhold til loven. Det fremgår af
§ 29, stk. 1, nr. 5, at den region, hvor en
privatpraktiserende autoriseret sundhedsperson har sin praksis,
eller hvor en læge, der uden at være
privatpraktiserende virker som vagtlæge, eller hvor en
læge, der uden at være privatpraktiserende foretager
vaccination i henhold til sundhedslovens § 18, jf. dog stk. 3,
har pligt til at yde erstatning efter kapitel 3 i klage- og
erstatningsloven.
I dag bliver sager på tandskadeerstatningsområdet
behandlet af Patienterstatningen, og finansieringen heraf er
omfattet af klage- og erstatningslovens § 29, stk. 1, nr. 5,
hvorefter regionen, hvori tandlægen har sin praksis, er
erstatningspligtig.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.1 i
lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere
beskrivelse af gældende ret.
Det foreslås, at der i § 29,
stk. 1, indsættes efter nr. 7 som nyt nummer:
»8) Tandlægeklinikker herunder selvstændige
privatpraktiserende tandlæger. For den del af erstatningen,
der overstiger 1 mio. kr., afholdes udgifterne dog af den region,
hvori behandlingen er foregået.«
Med den foreslåede § 29, stk. 1, nr. 8,
foreslås det, at lade tandlægeklinikker, herunder
selvstændigt praktiserende tandlæger, være
erstatningspligtige for erstatningsbeløb op til og med 1
mio. kr. for skader omfattet af klage- og erstatningslovens kapitel
3, som anmeldes efter den 1. januar 2025, jf. lovforslagets §
3, stk. 2.
Erstatningspligten gælder over for de patienter, som
måtte få en skade i forbindelse med
undersøgelse, behandling el.lign. i klinikken eller ved den
selvstændigt privatpraktiserende tandlæge.
Den foreslåede erstatningspligt efter loven vil endvidere
betyde, at tandlægeklinikkerne, herunder selvstændigt
privatpraktiserende tandlæger, pålægges
forsikringspligt for skader op til og med 1 mio. kr. i
overensstemmelse med § 30 i klage- og erstatningsloven, hvor
det fremgår af stk. 1, at krav om erstatning efter lovens
kapitel 3 skal være dækket af en forsikring i et
forsikringsselskab.
Hvis en eller flere tandlæger arbejder under et
CVR-nummer, skal forsikringen være tilknyttet dette. Er det
ikke tilfældet, tilfalder forsikringspligten tandlægen
som privatperson. Forsikringspligten gælder for alle
tandlægeklinikker uanset selskabsform.
Ved privatpraktiserende tandlæger forstås
såvel tandlæger samt specialtandlæger i hhv.
ortodonti og tand-, mund- og kæbekirurgi, samt de personer
der arbejder på disses vegne. Det er endvidere et krav, at
tandlægen har en gyldig autorisation.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter bestemmelser
om forsikringspligtens gennemførelse jf. lovens § 30,
stk. 5, og er på området for private hospitaler,
klinikker og speciallægepraksisser i dag fastsat ved
bekendtgørelse nr. 488 af 3. maj 2018 om forsikringspligtens
gennemførelse. Det forudsættes, at der vil blive
udstedt en tilsvarende bekendtgørelse for
privatpraktiserende tandlæger som følge af
nærværende lovændring.
For så vidt angår erstatninger, der overstiger 1
mio. kr. vil den øvrige del af erstatningen skulle afholdes
af den region, hvori behandlingen har fundet sted.
Tilkendes en patient en erstatning, som følge af en skade
sket ved behandling ved en tandlægeklinik, på f.eks.
1,5 mio. kr., vil klinikken og dermed klinikkens forsikring
således være ansvarlig for den første mio. kr.,
mens den relevante region vil være erstatningspligtig for de
sidste 0,5 mio. kr.
Regionerne vil samtidig skulle afholde administrationsudgifterne
forbundet med oprettelsen en ny sag i Patienterstatningen med
regionen som part.
Til nr. 4
Efter klage- og erstatningslovens § 29, stk. 4, skal et
regionsråd, såfremt regionsrådet har været
erstatningspligtigt efter § 29, stk. 1, nr. 1, 5 og 6, i et
omfang ud over det gennemsnitlige, oplyse Styrelsen for
Patientsikkerhed herom til brug for styrelsens tilsyn efter
sundhedsloven.
Efter klage- og erstatningslovens § 29, stk. 5, skal
forsikringsselskaber for et privat sygehus, en klinik eller en
speciallægepraksis, såfremt behandlingsstedet har
været erstatningspligtigt efter lovens § 29, stk. 1, nr.
7, eller stk. 2, 1. pkt., i et omfang ud over det gennemsnitlige,
oplyse Styrelsen for Patientsikkerhed herom til brug for styrelsens
tilsyn efter sundhedsloven.
Indenrigs- og sundhedsministeren har efter lovens § 29,
stk. 6, bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om
oplysningspligten efter stk. 4 og 5, herunder for optælling
af erstatningsudbetalinger og forældelse af sager.
Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr.
1084 af 11. september 2015 om oplysningspligt i
patienterstatningssager. Bekendtgørelsen fastsætter
regler om oplysningspligt i tilfælde af en såkaldt
kritisk skadesfrekvens, det vil sige hvis der har været
erstatningspligt ud over det gennemsnitlige. Pligten til at
indberette kritisk skadesfrekvens gælder for så vidt
angår regionerne de skader, som de efter lovens § 29,
stk. 1, nr. 1, 5 og 6, er erstatningspligtige for. For så
vidt angår de private forsikringsselskaber skal der
indberettes kritisk skadesfrekvens for skader, som
forsikringsselskaberne efter lovens § 29, stk. 1, nr. 7, eller
stk. 2, 1. pkt. er erstatningspligtige for.
Det foreslås, at lovens § 29,
stk. 4-6 ophæves.
Ophævelsen af lovens § 29, stk. 4, vil betyde, at et
regionsråd, såfremt regionsrådet har været
erstatningspligtigt efter § 29, stk. 1, nr. 1, 5 og 6, i et
omfang ud over det gennemsnitlige, ikke længere vil skulle
informere Styrelsen for Patientsikkerhed herom til brug for
styrelsens tilsyn efter sundhedslovens § 213, mens
ophævelsen af lovens § 29, stk. 5, vil betyde, at
forsikringsselskaber for et privat sygehus, en klinik eller en
speciallægepraksis, såfremt behandlingsstedet har
været erstatningspligtigt efter § 29, stk. 1, nr. 7,
eller stk. 2, 1. pkt., i et omfang ud over det gennemsnitlige,
ligeledes ikke længere vil skulle informere Styrelsen for
Patientsikkerhed herom til brug for styrelsens tilsyn efter
sundhedsloven.
Ophævelsen af lovens § 29, stk. 6, vil betyde, at
bemyndigelsen til at fastsætte regler for oplysningspligten
efter stk. 4 og 5, herunder for optælling af
erstatningsudbetalinger og forældelse af sager,
ophæves, ligesom bekendtgørelse nr. 1084 af 11.
september 2015 om oplysningspligt i patienterstatningssager
ophæves.
De foreslåede ophævelser vil medføre, at
regionerne, de private behandlingssteders forsikringsselskaber og
Styrelsen for Patientsikkerhed ikke længere vil skulle
anvende ressourcer på at administrere en ordning, som ikke
vurderes egnet til at påvise en aktuel fremtidig fare for
patientsikkerheden, og som i praksis ikke har givet anledning til
tilsynsmæssig opfølgning.
Der henvises til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger for en beskrivelse af gældende ret,
Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning.
Til nr. 5.
Det følger af klage- og erstatningslovens § 30, stk.
2, nr. 2, at forsikringsselskaber, der, jf. § 30, stk. 2, 1.
pkt., har indtegnet forsikringer omfattet af kapitel 3, skal
underrette Styrelsen for Patientsikkerhed og Patienterstatningen,
hvis forsikringsdækningen bortfalder.
Det foreslås i § 30, stk. 2, 2.
pkt., at »og Patienterstatningen«
udgår.
Det foreslåede vil indebære, at Patienterstatningen
ikke fremover vil skulle orienteres af et forsikringsselskab,
når en forsikringsdækning bortfalder.
Til §
2
Til nr. 1
Det følger af sundhedslovens § 17, stk. 5, at
indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere
regler om forældremyndighedens indehavers informerede
samtykke i forbindelse med behandling af børn og unge ved
den kommunale tandpleje, herunder form og indhold af samtykket.
Der henvises til pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærkninger
for en beskrivelse af gældende ret.
Det foreslås i § 17, stk.
5, at ændre »form og indhold« til
»form, indhold, varighed og rækkevidde«.
Den foreslåede ændring vil medføre, at der
vil kunne fastsættes regler om rækkevidden af
forældremyndighedsindehaverens samtykke, der er bredere end i
dag. Det betyder, at indholdet af forældremyndighedens
indehavers informerede samtykke vil kunne udvides. Det
forudsættes, at indenrigs- og sundhedsministeren vil
fastsætte nærmere regler om, hvilke former for
behandlinger der vil kunne blive foretaget på baggrund af et
generelt, udtrykkeligt samtykke.
Den foreslåede ændring vil indebære, at der
vil kunne fastsættes regler om, at den kommunale tandpleje
på baggrund af forældremyndighedens indehavers
generelle, udtrykkelige samtykke kan foretage flere ukomplicerede
behandlinger. Som eksempel kan nævnes fissurforsegling, der,
ligesom fluorbehandlinger og røntgenundersøgelser,
kan betragtes som mindre indgribende.
Det forudsættes endvidere, at ministeren vil
fastsætte regler om varigheden af
forældremyndighedsindehavers generelle, udtrykkelige
samtykke. Der er ved sidstnævnte tale om en præcisering
af gældende ret, idet det hidtil har kunnet fortolkes ind i
den gældende bemyndigelse.
Det forudsættes, at bekendtgørelse nr. 562 af 30.
maj 2017 om samtykke til behandling af børn og unge ved den
kommunale tandpleje og sundhedsplejerske ophæves, samtidig
med at en ny bekendtgørelse om samtykke til behandling af
børn og unge ved den kommunale tandpleje og
sundhedsplejerske træder i kraft samtidig med lovens
ikrafttræden.
Ved udformningen af bekendtgørelsen og
fastsættelsen af, hvilke tandbehandlinger der skal være
inden for rækkevidden af det generelt informerede samtykke
fra forældremyndighedens indehaver, skal der lægges
vægt på indgrebets karakter.
Der kan bl.a. lægges vægt på, om der er tale
om operativ eller nonoperativ cariesbehandling. En operativ
behandling vil være behandling, hvor der er behov for at bore
i tandens overflade for at fjerne carieret tandvæv med
henblik på fyldningsterapi. Nonoperativ cariesbehandling vil
som regel være af mindre indgribende karakter, hvilket taler
for ikke at kræve konkret, informeret samtykke fra
forældremyndighedens indehaver. Fissurforsegling er et
eksempel på en nonoperativ behandling af caries i emalje,
hvor der med fordel vil kunne fastsættes regler om, at
forældremyndighedens indehaver kan give generelt,
udtrykkeligt samtykke.
Der kan desuden lægges vægt på, om der er tale
om et invasivt indgreb, dvs. om indgrebet indebærer
penetration eller kontakt til underliggende væv i f.eks.
blodbanen. En sådan behandling vil være indgribende og
kræve konkret, informeret samtykke fra
forældremyndighedens indehaver.
Til §
3
Det foreslås i § 3, stk.
1, at loven træder i kraft den 1. januar 2025.
Det foreslås endvidere i § 3,
stk. 2, at § 1 ikke finder anvendelse for skader, der
er anmeldt til Patienterstatningen før lovens
ikrafttræden. For sådanne skader finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
Det foreslåede vil indebære, at privatpraktiserende
tandlæger vil være erstatningspligtige for skader
anmeldt efter lovens ikrafttræden, lige som at de
privatpraktiserende tandlæger vil være forpligtede til
at skaffe forsikringsdækning for skaderne på deres
område.
Skader, som er anmeldt før dette tidspunkt, vil fortsat
være dækket fuldt ud af regionerne.
Til §
4
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.
Det følger af § 64 i klage- og erstatningsloven, at
loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland, men for Færøerne kan sættes i
kraft ved kongelig anordning med de afvigelser, som de
særlige færøske forhold tilsiger.
Det følger af sundhedslovens § 278, stk. 1, at
sundhedsloven ikke gælder for Færøerne og
Grønland. Det følger endvidere af § 279, stk. 2,
at bl.a. kapitel 4-9 ved kongelig anordning kan sættes helt
eller delvis i kraft for Færøerne med de afvigelser,
som de særlige færøske forhold tilsiger.
Det foreslås i § 4, at
loven ikke skal gælde for Færøerne og
Grønland, men at loven ved kongelig anordning kan
sættes i kraft for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Lovens bestemmelser kan endvidere sættes i kraft på
forskellige tidspunkter.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | Gældende
formulering | | Lovforslaget | | | | | | § 1 | | | | | | I lov om klage- og erstatningsadgang inden
for sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 962 af
16. august 2024, foretages følgende ændringer: | | | | §
24. . . . Stk. 2-4.
--- Stk. 5.
Erstatning og godtgørelse efter stk. 1, der er
tilkendt af andre private institutioner end Patienterstatningen, og
som sundhedsministeren har indgået aftale med efter §
19, stk. 6, eller efter skader påført i
socialtandplejen, jf. sundhedslovens § 134 a, ydes på
tandskadeområdet, såfremt beløbet samlet
overstiger 10.000 kr. For indsatte og værnepligtige som
nævnt i § 29, stk. 1, nr. 9 og 10, ydes erstatning og
godtgørelse, såfremt beløbet samlet overstiger
1.000 kr. Stk. 6-9.
--- | | 1. I § 24, stk. 5, 2. pkt., ændres
»nr. 9 og 10« til: »nr. 10 og 11«. | | | | § 29. Pligt
til at yde erstatning efter dette kapitel har: (1-4) --- 5) Den region, hvor en privatpraktiserende
autoriseret sundhedsperson har sin praksis, eller hvor en
læge, der uden at være privatpraktiserende virker som
vagtlæge, eller hvor en læge, der uden at være
privatpraktiserende foretager vaccination i henhold til
sundhedslovens § 158, jf. dog stk. 3. 1. pkt. finder dog ikke
anvendelse for praktiserende speciallæger, som ikke har
speciale i almen medicin, medmindre der er tale om en
speciallægeundersøgelse, der udføres til brug
for sagsbehandling hos offentlige myndigheder, forsikringsselskaber
m.v., hvor der ikke er tale om en tjenesteydelse til
patienten. | | 2. I § 29, stk. 1, nr. 5, 1. pkt.,
indsættes efter »jf. dog«: »nr. 8
og«. | § 29. Pligt
til at yde erstatning efter dette kapitel har: (1-7) --- | | 3. I § 29, stk. 1, indsættes efter nr.
7 som nyt nummer: »8). Tandlægeklinikker
herunder selvstændige privatpraktiserende tandlæger.
For den del af erstatningen, der overstiger 1 mio. kr., afholdes
udgifterne dog af den region, hvori behandlingen er
foregået.« Nr. 8-15 bliver herefter nr. 9-16. | | | | § 29. Pligt
til at yde erstatning efter dette kapitel har: (1-15) --- Stk. 2.
--- Stk. 3.
--- Stk. 4.
Såfremt et regionsråd efter stk. 1, nr. 1, 5 og 6, i et
omfang ud over det gennemsnitlige har været
erstatningspligtigt efter disse bestemmelser, skal
regionsrådet oplyse Styrelsen for Patientsikkerhed herom til
brug for styrelsens tilsyn efter sundhedsloven. Stk. 5.
Såfremt et privat sygehus, en klinik eller en
speciallægepraksis efter stk. 1, nr. 7, eller stk. 2, 1.
pkt., i et omfang ud over det gennemsnitlige har været
erstatningspligtig efter disse bestemmelser, skal
pågældendes forsikringsselskab oplyse Styrelsen for
Patientsikkerhed herom til brug for styrelsens tilsyn efter
sundhedsloven. Stk. 6.
Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler for
oplysningspligten efter stk. 4 og 5, herunder for optælling
af erstatningsudbetalinger og forældelse af sager. | | 4. § 29, stk. 4-6, ophæves. | | | | §
30. . . . Stk.
2.
Forsikringsselskaber, der har tegnet forsikringer omfattet af dette
kapitel, skal underrette Patienterstatningen herom.
Forsikringsselskaber omfattet af 1. pkt. skal underrette Styrelsen
for Patientsikkerhed og Patienterstatningen, hvis
forsikringsdækningen bortfalder. Stk. 3-7.
--- | | 5. I § 30, stk. 2, 2. pkt., udgår:
»og Patienterstatningen«. | | | | | | § 2 | | | | | | I sundhedsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1015 af 5. september 2024, foretages
følgende ændringer: | | | | § 17. En
patient, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret
samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal
tillige have information, jf. § 16, og inddrages i den
mindreåriges stillingtagen. Stk. 2.
--- Stk. 3.
--- Stk. 4.
--- Stk. 5.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere
regler om forældremyndighedens indehavers informerede
samtykke i forbindelse med behandling af børn og unge ved
den kommunale tandpleje, herunder form og indhold af
samtykket. Stk. 6.
--- Stk. 7.
--- | | 1. I § 17, stk. 5, ændres »form
og indhold« til: »form, indhold og
rækkevidde« |
|