Fremsat 23-10-2024
1. behandlet / henvist til udvalg 12-11-2024
Betænkning afgivet 10-12-2024
2. behandlet/direkte til 3. behandling 17-12-2024
3. behandlet, vedtaget 19-12-2024
Ministerområde:
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Lovforslaget implementerer regelforenklinger aftalt mellem regeringen, regionerne og kommunerne som led i økonomiforhandlingerne for 2024 og består af tre dele, hvoraf de to første omhandler det regionale område og den tredje det kommunale område.
Første del af lovforslaget forpligter privatpraktiserende tandlæger til at tegne forsikring for krav om erstatning og godtgørelse for skader sket under behandling i deres klinik på op til og med 1 mio. kr. Forsikringen skal ligeledes dække behandlingen af skadesagerne i Patienterstatningen. Regionerne finansierer den del af erstatningerne, som ligger over 1 mio. kr. Regionerne skal fremover ikke afholde udgifter til administration af sager under 1 mio. kr.
Anden del af lovforslaget indebærer ophævelse af erstatningsansvarliges pligt til at orientere Styrelsen for Patientsikkerhed, når der har været patienterstatninger ud over det gennemsnitlige, til brug for styrelsens tilsyn. Det er vurderingen, at udbyttet af ordningen ikke står mål med de ressourcer, der anvendes hos både regionerne og Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse hermed.
Tredje del af lovforslaget indebærer, at rækkevidden af forældremyndighedsindehaverens generelle, udtrykkelige samtykke udvides til at omfatte flere ukomplicerede behandlinger ved den kommunale tandpleje. Det præciseres, at der kan fastsættes regler om varigheden af samtykket. KL vurderer, at børn, som kommer alene til undersøgelse ved den kommunale skoletandpleje, med ændringen i højere grad vil kunne færdigbehandles ved samme besøg.
Loven forventes at træde i kraft den 1. januar 2025.
Vedtaget
For stemte 109 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, EL, RV, DF, ALT, UFG,)
imod stemte 0 ()
hverken for eller imod stemte 0 ()