L 59 Forslag til lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og sundhedsloven.

(Indførelse af forsikringspligt for privatpraktiserende tandlæger, ophævelse af oplysningspligt ved erstatningsudbetalinger i patienterstatningssager og ændring af regler om samtykke til ukomplicerede behandlinger ved den kommunale tandpleje).

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V)
Udvalg: Sundhedsudvalget
Samling: 2024-25
Status: 3.beh./Vedtaget

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 23-10-2024

Fremsættelse: 23-10-2024

Skriftlig fremsættelse (23. oktober 2024)

20241_l59_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (23. oktober 2024)

Indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og sundhedsloven (Indførsel af forsikringspligt for privatpraktiserende tandlæger, ophævelse af oplysningspligt ved erstatningsudbetalinger i patienterstatningssager og ændring af regler om samtykke til ukomplicerede behandlinger ved den kommunale tandpleje)

(Lovforslag nr. L 59)

Som en del af økonomiforhandlingerne for 2024 har regeringen sammen med regionerne og kommunerne etableret et samarbejdsprogram med det formål at identificere og reducere administrative byrder gennem regelforenklinger. Parterne er blevet enige om at implementere flere af disse forenklinger.

Dette lovforslag har til formål at gennemføre nogle af de aftalte regelforenklinger og består af tre dele. De to første dele fokuserer på regelforenklinger inden for det regionale område, mens den tredje del omhandler regelforenklinger på det kommunale område.

Den første del af lovforslaget vedrører tandlægers erstatningsudbetalinger, som er en udgift, der i dag ligger i regionerne. Da tandlæger opererer som privatpraktiserende aktører, er det regeringens opfattelse, at patientskadeerstatninger på området ikke skal finansieres fuldt ud af det offentlige.

Forslaget har derfor til formål at forpligte privatpraktiserende tandlæger til at tegne forsikring for krav om erstatning og godtgørelse for skader sket under behandling i deres klinik på op til og med 1 mio. kr. Forsikringen skal ligeledes dække behandlingen af skadesagerne i Patienterstatningen. Regionerne finansierer den del af erstatningerne, som ligger over 1 mio. kr. Besparelsen, som følge af at regionerne ikke fremover skal afholde udgifter til administration af sager under 1 mio. kr., indgår som en del af samarbejdsprogrammet.

Anden del af lovforslaget drejer sig om ophævelse af oplysningspligten ved erstatningsudbetalinger i patienterstatningssager. Med forslaget ophæves erstatningsansvarliges pligt til at orientere Styrelsen for Patientsikkerhed, når der har været patienterstatninger ud over det gennemsnitlige, til brug for styrelsens tilsyn.

Det er vurderingen, at ordningen ikke er egnet til at påvise en aktuel fremtidig fare for patientsikkerheden, at ordningen ikke har givet anledning til tilsynsmæssig opfølgning, og at udbyttet af ordningen derfor ikke står mål med de ressourcer, der anvendes hos både regionerne og Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse hermed.

Den tredje del af lovforslaget drejer sig om forenkling af forældremyndighedsindehavers samtykke til ukomplicerede behandlinger ved den kommunale tandpleje. Forslaget indebærer, at rækkevidden af forældremyndighedsindehaverens generelle, udtrykkelige samtykke udvides til at omfatte flere ukomplicerede behandlinger ved den kommunale tandpleje.

Desuden præciseres det, som hidtil har været gældende, at der kan fastsættes regler om varigheden af samtykket. Forslaget vil efter KL's vurdering betyde, at børn, som kommer alene til undersøgelse ved den kommunale skoletandpleje, i højere grad vil kunne blive færdigbehandlet ved samme besøg.

Loven skal træde i kraft den 1. januar 2025.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.