L 31 Forslag til lov om forsvarerbistand og aktindsigt i administrative straffesager på skatteområdet

(skattestraffesagsloven).

Af: Skatteminister Rasmus Stoklund (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2024-25
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 02-10-2024

Fremsættelse: 02-10-2024

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2024)

20241_l31_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2024)

Skatteministeren (Rasmus Stoklund):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om forsvarerbistand og aktindsigt i administrative straffesager på skatteområdet (skattestraffesagsloven)

(Lovforslag nr. L 31)

Retssikkerhed for både borgere og virksomheder er et emne, der stedse er aktuelt. Reglerne om en borgers mulighed for at få beskikket en forsvarer af retten og om en forsvarers adgang til aktindsigt fremgår i dag af forsvarerbistandsloven. Der er foretaget en gennemgang af forsvarerbistandsloven og dens anvendelse i praksis med det formål at se på mulighederne for at styrke borgere og virksomheders retsstilling under Skatteforvaltningens behandling af en administrativ straffesag.

På baggrund af gennemgangen foreslås en ny hovedlov, der i vidt omfang indeholder en videreførelse af forsvarerbistandslovens regler, mens de af lovens regler, der ikke bliver anvendt i praksis, udgår. Desuden foreslås en række nye tiltag:

Det foreslås, at en overtrædelse af toldlovgivningen ikke længere generelt vil skulle være undtaget muligheden for, at der kan ske beskikkelse af en forsvarer til den, der er sigtet i en administrativ straffesag, som bliver behandlet af Skatteforvaltningen. Det foreslås endvidere, at en sigtet, som ikke har en forsvarer, selv sikres en ret til at kunne få aktindsigt i straffesagens materiale. Endelig foreslås det, at ikke kun en borger, men også en juridisk person skal kunne få beskikket en forsvarer.

Lovforslaget vurderes ikke at have provenumæssige konsekvenser for det offentlige.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2025.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.