Skriftlig fremsættelse (2. oktober
2024)
Justitsministeren
(Peter Hummelgaard)::
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
retsplejelov for Grønland (Aktindsigt, kriminalprocessuelle
tvangsindgreb, anonyme vidner, digital og forenklet digital
forkyndelse og politiets anvendelse af agenter som led i
efterforskningen af lovovertrædelser m.v.)
(Lovforslag nr. L 20)
Regeringen ønsker et
ligeværdigt, positivt og styrket partnerskab med
Grønland i Rigsfællesskabet. I fællesskab med
Grønland vil regeringen derfor udvikle danske
ansvarsområder, blandt andet ved at opdatere lovgivningen for
Grønland på områder, som Danmark har ansvaret
for. Det er vigtigt, at den lovgivning for Grønland, som
Danmark har ansvaret for, er tidssvarende og af god kvalitet.
Justitsministeriet har på den
baggrund udarbejdet nærværende forslag til
ændring af retsplejelov for Grønland for at sikre, at
loven er tidssvarende i forhold til det kriminalitets- og
trusselsbillede, der i dag og fremover kan forventes i
Grønland.
Formålet med lovforslaget er på
den ene side at udvide offentlighedens adgang til aktindsigt i
domme med henblik på at sikre den størst mulige
åbenhed og indsigt i domstolenes arbejde i Grønland og
på den anden side at forbedre politiets
efterforskningsmuligheder for at sikre en effektiv bekæmpelse
af alvorlig og mere organiseret kriminalitet samt at forbedre
beskyttelsen af vidner.
Med henblik herpå foreslås der
visse begrænsninger i forsvarerens og sigtedes aktindsigt.
Endvidere foreslås det, at en begrænsning i
forsvarerens og sigtedes aktindsigt skal ske efter rettens
beslutning, og at der skal beskikkes en særlig forsvarer, som
har adgang til det materiale, der er spørgsmål om at
begrænse aktindsigten i, og til over for retten at
fremføre argumenter, som taler imod at begrænse
forsvarerens og sigtedes aktindsigt i materialet.
Desuden foreslås det at
indføre udtrykkelige lovregler om teleobservation i
retsplejelov for Grønland. Med forslaget får politiet
en klar hjemmel til at anvende teleobservation som led i
efterforskningen, men samtidig fastsættes der betingelser for
politiets anvendelse heraf og om indhentelse af rettens beslutning
og om beskikkelse af en forsvarer for den, som indgrebet
vedrører.
Endvidere foreslås det at
indføre regler om, at retten i én beslutning om
edition kan bemyndige politiet til at pålægge banker
mv. edition for at følge en betaling i flere led, og om at
politiet i visse tilfælde kan pålægge banker mv.
edition uden at indhente rettens beslutning.
Derudover foreslås det, at der ved
efterforskning af forsætlige overtrædelser af
kriminallovens kapitel 7 og 8 (om forbrydelser mod rigets sikkerhed
eller statsforfatningen, terrorisme mv.) skal være mulighed
for tvangsindgreb i form af indgreb i meddelelseshemmeligheden
eller særligt kvalificeret observation, uanset om der i den
konkrete sag forventes idømt ubetinget anstaltsanbringelse
af en ikke ubetydelig varighed. Det er efter forslaget en
forudsætning, at de øvrige betingelser for indgrebet
er opfyldt.
Det foreslås også, at
uberettigede tvangsindgreb fremover skal indberettes af retten til
Rigsadvokaten i stedet for Justitsministeriet. Dog skal
uberettigede indgreb foretaget af Politiets Efterretningstjeneste
fortsat indberettes til Justitsministeriet.
Det foreslås desuden, at underretning
om afsluttede tvangsindgreb også skal kunne udsættes
eller undlades, hvis hensynet til en verserende efterforskning af
en anden særlig grov lovovertrædelse eller hensynet til
beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets
efterforskningsmetoder taler for det. Det er fortsat retten, der
har kompetence til at beslutte, at underretning kan udsættes
eller undlades.
Desuden foreslås det at
indføre regler om politiets blokering af hjemmesider,
hvorfra der foregår nærmere angivne former for
it-kriminalitet.
Endvidere foreslås det at
indføre regler om politiets forstyrrelse eller afbrydelse af
radio- eller telekommunikation eller overtagelse af
tv-overvågning i ekstraordinære tilfælde.
Desuden foreslås det at
indføre regler om anonyme vidner. Forslaget går ud
på, at vidnets identitet kan hemmeligholdes for tiltalte,
hvor det er uden betydning for tiltaltes forsvar at kende vidnets
identitet, og hvor afgørende hensyn til vidnets sikkerhed
gør hemmeligholdelse af vidnets identitet
påkrævet. Forsvareren vil være bekendt med
vidnets identitet, og rettens beslutning om anonym
vidneførsel kan kæres særskilt.
Herudover foreslås det at
indføre regler om digital forkyndelse og forenklet digital
forkyndelse, så der også i grønlandsk retspleje
kan drages fordel af de muligheder, der foreligger for at anvende
digital kommunikation, når de er implementeret i
Grønland.
Endelig foreslås det at
indføre regler om politiets anvendelse af agenter som led i
efterforskningen af lovovertrædelser med henblik på at
styrke Grønlands Politis muligheder for at efterforske
lovovertrædelser, herunder narkotikakriminalitet, organiseret
kriminalitet og kriminalitet på internettet, ved at anvende
agenter.
Foruden lovforslaget lægger
Justitsministeriet op til at ændre § 18, stk. 2, i
anordning om ikrafttræden af forvaltningsloven i
Grønland, så adgangen til aktindsigt efter
forvaltningsloven ikke omfatter dokumenter hos politiet eller
anklagemyndigheden. Forvaltningslovens § 18 vil herefter alene
gælde for dokumenter i eventuelle sager om kriminalretlig
forfølgning af lovovertrædelser hos andre
rigsmyndigheder.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.