L 186 Forslag til lov om ændring af lov om euforiserende stoffer.

(Skærpet indsats mod narkotikakriminalitet, herunder opioider).

Af: Justitsminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2024-25
Status: Fremsat

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 28-03-2025

Fremsættelse: 28-03-2025

Skriftlig fremsættelse (28. marts 2025)

20241_l186_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (28. marts 2025)

Justitsministeren (Peter Hummelgaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om euforiserende stoffer (Skærpet indsats mod narkotikakriminalitet, herunder opioider)

(Lovforslag nr. L 186 )

Regeringen ser med stor alvor på det bekymrende misbrugsproblem vedrørende opioider, der i de senere år er begyndt at tage form blandt danske børn og unge, som på kort tid udvikler et problematisk misbrug, der fører til ødelæggende abstinenser og smadrede liv.

Opioider er en gruppe af euforiserende stoffer, der virker smertestillende og sløvende, og som er meget afhængighedsskabende. I USA har misbruget af opioider spredt sig voldsomt de senere år, og alene i perioden fra 2021 til 2022 har opioider resulteret i mere end 80.000 dødelige overdoser i USA.

De retsmedicinske institutter i Danmark har vurderet, at en række af de mest almindelige opioider sundhedsfagligt har en meget høj farlighed for brugeren, som vurderes højere end eksempelvis kokain, MDMA (ecstasy) og amfetamin.

Regeringen præsenterede den 28. oktober 2024 udspillet »Ungdom uden opioider«, hvori der indgår en række nye initiativer, der skal forhindre, at udviklingen i Danmark løber løbsk. Dette lovforslag har til formål at gennemføre de initiativer i udspillet, der kræver lovændringer.

Med lovforslaget lægges der for det første op til at skærpe straffen for ulovlig besiddelse og videreoverdragelse, herunder salg, af opioider. Det forudsættes således, at det nuværende strafniveau for videreoverdragelse af heroin skærpes med en tredjedel i forhold til i dag, og at der samtidig fastsættes samlede, skærpede strafniveauer for ulovlig besiddelse og videreoverdragelse af andre typer af opioider end heroin. Samtidig lægges der op til generelt at lovfæste strafniveauerne for en række euforiserende stoffer for at skabe større klarhed over niveauerne.

For det andet lægges der op til at skærpe straffen med en tredjedel, hvis der sælges ulovlige euforiserende stoffer, herunder opioider, via sociale medier eller fra detailbutikker, herunder kiosker. Der lægges op til, at denne strafskærpelse skal gælde i forhold til alle typer af euforiserende stoffer. Er der tale om ulovligt salg af opioider, vil strafskærpelsen skulle lægges oven i den ovennævnte skærpelse.

For det tredje foreslås det at styrke mulighederne for rettighedsfrakendelse ved salg eller anden videreoverdragelse af euforiserende stoffer fra en detailbutik, så der kan ske rettighedsfrakendelse for både butiksindehavere og ansatte i videre omfang, end hvad der gælder for rettighedsfrakendelse efter straffeloven i almindelighed.

I forlængelse heraf lægges der for det fjerde op til, at der til rettighedsfrakendelsen skal kunne knyttes et forbud mod at opholde sig i eller i umiddelbar nærhed af en eller flere bestemte butikker, hvorfra der foregår detailsalg, hvis det findes påkrævet for at sikre, at frakendelsen efterleves.

Det foreslås for det femte, at der indføres en særskilt hjemmel til at konfiskere motordrevne køretøjer, der anvendes til grove overtrædelser af lovgivningen om euforiserende stoffer, herunder køretøjer, der ejes af en tredjemand, hvis tredjemanden vidste eller burde vide, at køretøjet ville blive anvendt til den pågældende kriminalitet.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.