Fremsat 28-03-2025
Sat på dagsorden til 1. behandling 29-04-2025
Ministerområde:
Justitsministeriet
Formålet med lovforslaget er at gennemføre de initiativer i regeringens udspil »Ungdom uden opioider« fra den 28. oktober 2024, der kræver lovændringer.
Med lovforslaget lægges der for det første op til at skærpe straffen for ulovlig besiddelse og videreoverdragelse, herunder salg, af opioider. Samtidig lægges der op til generelt at lovfæste strafniveauerne for en række euforiserende stoffer for at skabe større klarhed over niveauerne.
For det andet lægges der op til at skærpe straffen med en tredjedel, hvis der sælges ulovlige euforiserende stoffer, herunder opioider, via sociale medier eller fra detailbutikker, herunder kiosker.
For det tredje foreslås det at styrke mulighederne for rettighedsfrakendelse ved salg eller anden videreoverdragelse af euforiserende stoffer fra en detailbutik, så der kan ske rettighedsfrakendelse for både butiksindehavere og ansatte i videre omfang, end hvad der gælder for rettighedsfrakendelse efter straffeloven i almindelighed.
I forlængelse heraf lægges der for det fjerde op til, at der til rettighedsfrakendelsen skal kunne knyttes et forbud mod at opholde sig i eller i umiddelbar nærhed af en eller flere bestemte butikker, hvorfra der foregår detailsalg, hvis det findes påkrævet for at sikre, at frakendelsen efterleves.
Det foreslås for det femte, at der indføres en særskilt hjemmel til at konfiskere motordrevne køretøjer, der anvendes til grove overtrædelser af lovgivningen om euforiserende stoffer, herunder køretøjer, der ejes af en tredjemand, hvis tredjemanden vidste eller burde vide, at køretøjet ville blive anvendt til den pågældende kriminalitet.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2025.