Skriftlig fremsættelse (27. marts
2025)
Indenrigs- og
sundhedsministeren (Sophie Løhde):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed og
forskellige andre love samt ophævelse af lov om psykologer
m.v. (Sundhedsfaglig autorisation af psykologer)
(Lovforslag nr. L 181)
Det er efter regeringens opfattelse en
afgørende del af et velfungerende sundhedsvæsen, at
patienter kan henvende sig til en sundhedsperson i tillid til, at
pågældende har de rette kvalifikationer og
udfører sit arbejde ordentligt. Det er også vigtigt,
at man som patient ved, hvilke muligheder man har, når denne
forventning undtagelsesvis ikke holder stik. I begge tilfælde
er det afgørende, at reglerne på området er
gennemskuelige for den enkelte patient.
Psykologer udgør en vigtig del af
sundhedsvæsenet, særligt i en tid med øget fokus
på forbedring af psykiatrien og mentalt helbred. Psykologer
er imidlertid ikke ligesom andre sundhedspersoner underlagt lov om
autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed
(autorisationsloven) under Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Psykologer er i stedet underlagt lov om psykologer m.v.
(psykologloven) under Social- og Boligministeriet. Denne
særregulering er historisk betinget og afviger på visse
områder fra måden, andre sundhedspersoner
reguleres.
Regeringen finder det mest
hensigtsmæssigt, at alle sundhedspersoner underlægges
en ensartet regulering. Dette vil sikre gennemsigtighed for
patienterne og gøre reglerne mere overskuelige for
psykologer, uanset om de udøver faglig virksomhed inden for
det offentlige sundhedsvæsen, i privat praksis m.v.
Det foreslås derfor, at autorisation
af og tilsyn med psykologer fremover skal reguleres i
autorisationsloven, og at særreguleringen i psykologloven
ophæves. Det vil navnlig medføre, at det fremover vil
være et krav, at man oppebærer autorisation som
psykolog for at kunne benytte titlen »psykolog«, og at
samtlige psykologer derved vil være underlagt Styrelsen for
Patientsikkerheds tilsyn med autoriserede sundhedspersoner.
Autorisationen vil blive meddelt på baggrund af
beståelse af kandidateksamen i psykologi.
Regeringen ønsker samtidigt at
bevare den mulighed for og incitament til opkvalificering, som den
nuværende ordning i psykologloven indebærer.
Det foreslås derfor, at psykologer
skal kunne gennemføre en psykologisk praksisuddannelse og
derved opnå tilladelse til at anvende titlerne psykolog med
praksisuddannelse og klinisk psykolog. Det er hensigten, at
praksisuddannelsen skal medføre et kompetenceløft for
psykologerne, og bl.a. ruste dem til at indgå som en endnu
mere integreret del af sundhedsvæsenet. Det foreslås
også, at reguleringen af den eksisterende
specialpsykologuddannelse i børne- og ungdomspsykiatri og
psykiatri bliver en del af reguleringen af psykologer i
autorisationsloven.
Det foreslås, at den nye
autorisationsordning træder i kraft den 1. januar 2026. Det
foreslås endvidere, at visse overgangsregler træder i
kraft den 1. juli 2025.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.