L 181 Forslag til lov om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed og forskellige andre love og om ophævelse af lov om psykologer m.v. (Sundhedsfaglig autorisation af psykologer).

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V)
Udvalg: Sundhedsudvalget
Samling: 2024-25
Status: Fremsat

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 27-03-2025
Sat på dagsorden til 1. behandling 25-04-2025
Ministerområde:
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Resumé:
Lovforslaget indebærer, at autorisation af og tilsyn med psykologer fremover skal reguleres i autorisationsloven, og at særreguleringen i psykologloven ophæves. Det vil medføre, at det fremover vil være et krav, at man oppebærer autorisation som psykolog for at kunne benytte titlen psykolog, og at samtlige psykologer derved vil være underlagt Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn med autoriserede sundhedspersoner.

Forslaget indebærer også, at psykologer skal kunne gennemføre en psykologisk praksisuddannelse og derved opnå tilladelse til at anvende titlerne psykolog med praksisuddannelse og klinisk psykolog.

Forslaget indebærer endvidere, at reguleringen af den eksisterende specialpsykologuddannelse i børne- og ungdomspsykiatri og psykiatri bliver en del af reguleringen af psykologer i autorisationsloven.

Det foreslås, at den nye autorisationsordning træder i kraft den 1. januar 2026. Det foreslås endvidere, at visse overgangsregler træder i kraft den 1. juli 2025.