Skriftlig fremsættelse (12. marts
2025)
Erhvervsministeren
(Morten Bødskov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
lattergasloven og lov om produkter og markedsovervågning (Nye
kontrolbestemmelser om påbud om fjernelse af indhold
på sociale medier, blokering af onlinegrænseflader og
anvendelse af fiktive profiler)
(Lovforslag nr. L 166)
Med lovforslaget ønsker regeringen
at styrke kontrolmyndighedernes redskaber til effektivt at kunne
føre kontrol af ulovlig markedsføring af lattergas og
salg af ulovlige produkter på sociale medier iht.
lattergasloven og produktloven. Samtidig skal der ikke kunne rejses
tvivl om, at kontrollen sker på et korrekt juridisk
grundlag.
Det foreslås konkret at justere
lattergasloven, så det alene er muligt for kontrolmyndigheden
at påbyde en kommunikationsplatform at fjerne eller
ændre indhold, der henviser til ulovlig markedsføring
af lattergas til forbrugere.
Muligheden for at blokere brugerprofiler
udgår dermed. Formålet med denne ændring er at
sikre, at der ikke kan rejses tvivl om overholdelsen af grundlovens
forbud mod censur. Bestemmelsen har ikke været anvendt,
så der er alene tale om at forebygge en potentiel fremtidig
konflikt.
Derudover foreslås det, at
kontrolmyndigheden kan anvende fiktive profiler på
kommunikationsplatforme til brug for kontrol af ulovlig
markedsføring af lattergas og salg af ulovlige produkter
iht. lattergasloven og produktloven. Anvendelsen af fiktive
profiler skal sikre, at kontrolmyndigheden kan være til stede
alle de steder, hvor ulovlig markedsføring og salg
potentielt foregår.
Endvidere foreslås det at
indføre en mulighed for at blokere onlinegrænseflader
m.v., hvorfra der kan købes lattergas ulovligt og som ikke
efterkommer et påbud. Blokeringen kan alene ske efter
kendelse fra retten.
Endelig foreslås det i produktloven
at indføre mulighed for, at kontrolmyndigheden kan
påbyde kommunikationsplatforme at ændre eller fjerne
indhold, der henviser til produkter, der ikke lever op til reglerne
i produktloven.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.