Fremsat 12-03-2025
1. behandlet / henvist til udvalg 01-04-2025
2. behandling planlagt til 20-05-2025
3. behandling planlagt til 27-05-2025
Ministerområde:
Erhvervsministeriet
Med lovforslaget styrkes kontrolmyndighedernes redskaber til at kunne føre kontrol af ulovlig markedsføring af lattergas og salg af ulovlige produkter på sociale medier.
Lattergasloven trådte i kraft i 2020 for at modvirke misbrug af lattergas til beruselse, men salget er siden flyttet til sociale medier, hvor kontrollen er udfordret af lukkede brugerprofiler og grupper.
Det foreslås derfor at justere lattergasloven, så Sikkerhedsstyrelsen kan påbyde kommunikationsplatforme at fjerne eller ændre indhold, der henviser til ulovlig markedsføring af lattergas. Muligheden for at blokere brugerprofiler fjernes for at sikre overholdelse af grundlovens censurforbud.
Derudover foreslås det, at styrelsen får mulighed for at anvende fiktive profiler til kontrolformål, så den effektivt kan overvåge ulovlig markedsføring og salg.
Lovforslaget indeholder også en mulighed for at blokere onlinegrænseflader, der sælger lattergas ulovligt, hvis de ikke efterkommer påbud. Blokering kan kun ske efter retskendelse.
Endelig foreslås en ændring i produktloven, så Sikkerhedsstyrelsen kan kræve fjernelse af indhold, der henviser til produkter, som ikke overholder lovgivningen.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2025.